Så fik vi set 10 Cloverfield Lane, og dermed skete det, at vi allerede ti uger inde i 2016 fik givet den første topkarakter.

Faktisk var vi slet ikke i tvivl om, at der skulle gives fuldt hus til denne film. Vi så på hinanden, da lyset blev tændt i IMAX salen i CinemaxX, og det var umuligt at fjerne den nærmest barnlige glæde fra vores ansigter. Og lad os bare slå fast, at 10 Cloverfield Lane skal altså ses i biografen. Og meget gerne i IMAX eller et sted med Dolby Atmos – med andre ord, så skal der sateme være knald på lyden.

Der er en helt fantastisk lydside, men allerede da vi så, hvem der stod for musikken, blev dette klart. Det er nemlig Bear McCreary, som er en af vores favorit “composers” og ofte bliver brugt til de TV serier, som har den bedste åbningsmusik – såsom The Walking DeadBlack Sails og hele det geniale soundtrack til Battlestar Gallactica. Nu tænker du måske “Ja ja, det er fint med lydsiden, men hvad med selve filmen?”, og det forstår jeg absolut godt. Der er bare lige den lille udfordring, at man virkelig ikke kan sige meget om filmen uden at røbe dele af plottet. Men lad os lige tage det primære, som er de tre hovedroller.

Vi har en gammel action- og horror-kending i spidsen med Mary Elizabeth Winstead, som spiller Michelle, og er den person, vi følger fra start til slut. Winstead har tidligere spillet hovedrollen i Final Destination 3The Thing og selveste Mary Todd Lincoln i Abraham Lincoln: Vampire Hunter. Nå ja, og på den solide action front, så har hun spillet selveste John McClane’s datter, Lucy, i et par Die Hard film. Hun er altså helt klar på både action og horror. 10 Cloverfield Lane har begge dele i rigelige mængder!

Foruden Mary Elizabeth Winstead, så er det gode gamle John Goodman (Arachnophobia og så filmer han nu Kong: Skull Island) og John Gallagher Jr. (Jonah Hex og TV-serien The Newsroom). Begge er helt perfekte i deres portrætter, og man ved i lang tid ikke, hvem man kan stole på. Især Howard er portrætteret helt fantastisk af John Goodman, og jeg håber virkelig, at han bliver belønnet for denne rolle – om ikke andet, så på diverse horror-festivaller.

10 Cloverfield Lane

Hvis man ikke vil blive skuffet, så skal man på ingen måde forvente en fortsættelse til Cloverfield. Med 10 Cloverfield Lane er vi ovre i et meget mere karakterdrevet plot, men bare rolig, der er stadig solid action og uhygge inde over. Jeg tror især, det kvindelige del af publikum vil finde uhyggen langt mere intens i starten, mens det måske ikke rammer den mandlige del af publikum helt lige så hårdt. Jeg var i hvert fald suget helt ind i 10 Cloverfield Lane universet helt fra starten. Faktisk har filmen en af de sejeste kvindelige karakterer, jeg nogensinde har set.





Jeg afslører vist ikke for meget ved at sige, at mens John Goodman’s Howard er en doomsday-prepper, så er Mary Elizabeth Winstead’s Michelle en hardcore survivor, der simpelthen ikke er til at slå ud. Jeg ville faktisk smide hende direkte ind på Heaven of Horror’s liste over møgseje kvinder, der blev lavet til kvindernes international kampdag tidligere denne uge. På sin vis havde det været helt passende, hvis 10 Cloverfield Lane havde haft premiere 8. marts [kvindernes internationale kampdag], for med denne film får vi en regulær heltinde, som også bare er en helt almindelig pige. Det er altså en komplet film med lyd og billede helt i top, ikke ét sekunds tomgang og en række karakterer og skuespilpræstationer, der er helt i top.

Filmen er instrueret af Dan Trachtenberg, der ikke har lavet meget andet end et par kortfilm og TV-serier tidligere, så det er noget af en spillefilmsdebut. Manuskriptet er lavet af Josh Campbell og Matthew Stuecken – anden officielle projekt som manuskriptforfattere for dem begge – sammen med Damien Chazelle, der er en noget mere erfaren herre. Han har blandt andet har skrevet en af sidste års Oscar darlings Whiplash (både kortfilmen og spillefilmen), som han også blev nomineret til en Oscar for – han blev for den sags skyld også nomineret til et hav af andre priser for det manuskript.

Det er imponerende, som de har formået at filme 10 Cloverfield Lane under radaren, ved at filme den under andre titler (The Cellar og Valencia). Det bliver spændende at se, om de kan gøre det endnu en gang med en eventuel 3’er. Producer J.J. Abrams har allerede været ude at sige, at han har en idé til en tredje Cloverfield film, så det ser vi allerede frem til.

Der er vist ikke meget andet at sige foruden dette: Se den! Nå ja, og så har filmen i øvrigt en af de absolut vildeste titel-sekvenser, jeg nogensinde har set. Kort og kontant på den virkelig fede måde!

Fakta

Biografpremiere: 10-03-2016
Genre: Thriller, Science Fiction
Instruktør: Dan Trachtenberg
Medvirkende: John Goodman, Mary Elizabeth Winstead, John Gallagher Jr. m.fl.

Resumé
Efter at være vågnet op fra en bilulykke, befinder en ung kvinde sig i en kælder hos en mand, der siger, at han reddede hendes liv fra et kemisk angreb, der har gjort området ubeboeligt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.