:: Anmeldelse ::

Så fik vi skudt CPH PIX i gang med en – for os, i hvert fald – rigtig typisk CPH PIX film; Den er på alle måder anderledes, mørk, ret forskruet og meget gennemført. Nu er det trods alt også en Cronenberg, der står bag både instruktion og manuskript, så det passer jo perfekt. Det er dog ikke David Cronenberg (Dead zone, Fluen, Eastern Promises og mange flere), men derimod hans søn Brandon Cronenberg, der med ‘Antiviral’ har begået sin spillefilmsdebut.

Det er bestemt ikke noget for alle, og der var – vanen tro, fristes man næsten til at sige – et par stykker, der gik undervejs. Det må jeg dog ærligt tilstå, at jeg absolut ingen forståelse har for, da den på alle måder holder, hvad den lover i den officielle synopsis. Og den bliver i hvert fald ikke mere grotesk eller underlig, end hvad man allerede var advaret om. Men det ER en syret oplevelse. Dog ikke mere syret, end at jeg klart tror, der er være et marked for det.

Folk køber gerne alverdens ting, som har været i berøring med en eller anden berømthed, så mon ikke en hormonel superfan af f.eks. Justin Bieber gerne ville dele et lille herpes-virus med denne? Joh, det tror jeg faktisk nok, der ville være en del, der sprang med på. Min eneste anke i forhold til selve plottet er faktisk bare, at det fremstilles som normen. At ALLE folk vil have disse “dele” af berømte, og ikke at det er en udvalgt skare. Men det er selvfølgelig nok for at udpensle, hvordan det bliver mere og mere symptomatisk for vores samfund. Overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen.

Jeg synes altså, plottet er super spændende, meget relevant og sygeligt interessant at se en hel historie omkring. Når det alligevel ikke bliver en helt igennem fantastisk oplevelse for mig, så er det faktisk “bare” fordi, jeg synes, den bliver lidt for lang. Der er scener og sekvenser, der trækkes unødvendigt meget ud, så alt momentum lige ryger sig en tur, og dét er ærgeligt.

Men absolut gode takter fra Cronenberg Junior (både det syrede manuskript og den skarpe instruktion), mens man vitterligt ikke kommer uden om, at hovedrolleindehaveren, Caleb Landry Jones (‘The Last Exorcism’ og ‘X-Men: First Class’) leverer endnu en pragtpræstation, som den absolut bærende karakter.

Fakta

(Originaltitel: Antivirus)

Biografpremiere: CPH PIX 2013
Genre: Horror | Sci-Fi| Thriller
Instr.: David Cronenberg
Medv.: Caleb Landry Jones, Sarah Gadon, Malcolm McDowell, Sheila McCarthy, Joe Pingue m.fl.
Land: Canada, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.