:: Anmeldelse ::

Så lykkedes det endelig for Scott Stewart at lave en gennemført film, der faktisk holder hele vejen igennem. Tredje gang er åbenbart lykkens gang for denne instruktør, som lavede nogle gevaldige maveplaskere med Priest og Legion, for Dark Skies er altså slet ikke tosset! Den serveres med en rolig stemning, som giver plads til den snigende uhygge, og det fungerer rigtig godt. Desværre for ham, så er den helt store marketingmaskine vist sat i bero efter Legion og Priest på ingen måde kunne leve op til den hype, der var lagt for dagen – på trods af imponerende effekter.

Denne gang er det hele vendt lidt på hovedet, da vi bevæger os væk fra de vilde dæmonjagter og hen i noget mere jordnært – der på samme tid reelt er meget mindre jordnært. Det er ikke tit, at science-fiction film, der handler om alien-bortførsel er super uhyggelige, men dette formår Dark Skies faktisk at levere. Det fungerer nok især godt, fordi den er meget karakterdrevet, og derfor kan vi som publikum sætte os ind i hovedpersonernes rædsel i langt større grad, end man ellers oplever i horrorgenren.

I hovedrollerne finder vi Kerri Russel (Felicity) og Josh Hamilton (J. Edgar), som de lidende forældre, der prøver at beskytte deres børn mod rumvæsener. Det klarer de ganske fint, og vi kommer naturligvis også lige et smut forbi mistroen til både hinanden og omverdenen – man kommer nok aldrig uden om lige at overveje, om ens partners psykiske tilstand nu også er stabil, når der tales om aliens. Men som publikum får vi alle detaljer med, og så er det ikke svært at sætte sig i forældrenes sted.

Det der også virkelig fungerer ved ‘Dark Skies’ er uden tvivl de forskellige plot twists undervejs. Der opfindes ikke den dybe tallerken, men omstændigheder og forudsætninger ændres løbende, så man må re-evaluere, hvad man så et kvarter tidligere. Det holder publikum dybt involveret og på kanten af sædet gennem hele forløbet.

Fakta

DVD-premiere: 16-08-2013
Genre: Horror, Science Fiction
Instruktør: Scott Charles Stewart
Medvirkende: Keri Russell, Josh Hamilton, Dakota Goyo m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.