:: Anmeldelse ::

Vi har virkelig set frem til denne film. Ikke mindst efter vi for år tilbage så Spierig-brødrenes ‘Undead’ (Australien, 2003) til Natfilm for fem år siden, som var en fantastisk oplevelse. Primært fordi filmen bare havde en særlig kant og skævhed i horror-comedy genren, som var meget anderledes end alt det andet, vi så til Natfilm i 2005. Derfor var vi meget spændte på at se, om det ville være den samme type film igen, selvom vi dog vidste denne ville være langt mere dyster og med et meget større budget. Og det var den… men for satan hvor var det godt. De har også haft 6 år til at arbejde på denne film, eftersom de intet har lavet siden ‘Undead’, og de havde nogle meget specifkke idéer omkring deres ‘Daybreakers’ projekt. De har (igen!) selv skrevet filmen, og endnu engang skabt en ny og meget særegen verden.

Umiddelbart kan den bedst beskrives som en kombination af ‘I am Legend’ og ‘True Blood’ og man føler sig da ofte hensat til historien fra netop disse to film, eftersom gaderne ligger helt øde hen om dagen, og vampyrer nu er helt normale – faktisk er de i voldsomt overtal. Men alligevel er ‘Daybreakers’ helt sin egen, og det er ikke mindst i kraft af sin vanvittigt flotte og meget rene stilistiske udtryk. Vi befinder os i en verden, hvor alt er topmoderne, men folk går klædt og opfører sig som i 1950’erne – inkl. konstant pulsen på cigaretter. Desuden er selve vampyrene lavet på en måde, hvorpå man meget hurtigt vender sig til, at nu er det sådan, befolkningen ser ud. Også castet er helt igennem perfekt. Ethan Hawke stråler på alle måder i sin rolle, mens Sam Neill leverer en af sine bedste præstationer i mange år. Personligt synes jeg, Willem Dafoe’s dialekt er lige lovlig redneck tung, men dermed leverer den en del af den humor, som ‘Undead’ også havde, selvom denne film ellers er meget seriøs.

I omkring 80% af tiden, er filmen så dejligt gennemført, og der er masser af lækre chok, men på den rigtig gode snigende måde. De sidste 20% af filmen kører den en smule i overgear og bliver lige lovligt meget Hollywood one-liners, men Michael og Peter Spierig slipper sateme godt afsted med det. Ikke mindst en scene, hvor blodet – og arme, ben og udefinerbare kødklumper – flyver rundt i luften, og magtbalancen hele tiden skifter. Det er simpelthen genialt.

:: Heaven of Trivia ::

Rollen som Edward blev skrevet med Ethan Hawke i tankerne – men instruktørerne havde aldrig drømt om, at de ville få ham til at medvirke… men det fik de som bekendt.

Fakta

(Originaltitel: Daybreakers)

På DVD: Maj 2010 (region 1, USA)
I biografen: 21-01-2010
Genre: Gyser / Horror / Thriller / Action / SciFi
Instr.: Michael Spierig, Peter Spierig
Medv.: Willem Dafoe, Isabel Lucas, Ethan Hawke, Sam Neill, m.fl. 
Land: USA / Australien, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.