Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke havde de store forventninger til Don’t Blink, men alligevel glædede jeg mig til at se den, da konceptet tiltaler mig meget.

Hele dette twillight zone møder “Palle alene i verden” er simpelthen lige mig. Jeg var da også straks henført til minder om tidligere film i nogenlunde samme kategori – i særdeleshed filmatiseringen af Stephen King’s Langoliers, der blev lavet som mini-serie i 1995 og åbenbart har sat tydeligt ar i mit unge horrorsind.

I alle tilfælde, så fungerer gruppe-dynamikken faktisk utrolig godt i denne film, da vi følger en gruppe venner plus det løse. Med andre ord, så er der kernen samt diverse vedhæng gennem venskab og kæresteri, hvilket forklares enkelt og elegant fra starten, så vi hurtigt kan forholde os til diverse relationer. I langt størstedelen opfører personerne sig også meget fornuftigt, når de både reagerer og agerer helt lavpraktisk på at være landet i en meget alternativ verden fra det ene øjeblik til det andet.

Det, der alligevel virkelig skader mit syn på denne film, er faktisk en obligatorisk sexscene, der er så ufatteligt malplaceret og uforklarlig, at jeg næsten ikke kunne have det. Bevares, sex og horror hører ofte næsten uløseligt sammen og kunne sagtens have fungeret her, men den aktuelle situation er virkelig grel. Der må næsten være et par scener på klippegulvet, der kunne have forklaret, hvordan det hele passede sammen, men uden dem sidder man bare og krummer tæer. Når en sexscene hverken er relevant, interessant eller det mindste fræk, så har man sateme ramt galt på mange måder.

Når det så er sagt, synes jeg oprigtigt, at instruktør og manuskriptforfatter Travis Oates har gjort det godt med Don’t Blink, som er hans spillefilmsdebut på begge områder. Og her kan jeg altså ikke undlade at fortælle en fantastisk bonus-trivia, som er at Travis Oates primært har gjort karriere som stemmeskuespiller. Mere specifikt har det især været i diverse Peter Plys produktioner. Helt specifikt, så er han manden inde i Grisling… som man siger.

Castet ledes af en velspillende Brian Austin Green (Beverly Hills 90210), ligesom Mena Suvari (American Beauty og American Pie) og Joanne Kelly (sci-fi serien Warehouse 13) har nogle interessante, men forholdsvis små, biroller. Alt i alt en solid film, der dog ikke bringer meget nyt til bordet.

Fakta

DVD-premiere: 06-07-2015
Genre: Horror
Instruktør: Travis Oates
Medvirkende: Mena Suvari, Brian Austin Green, Joanne Kelly, Zack Ward m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg