Elle – Anmeldelse (5/6)

Elle handler om menneskets vilje til at overleve – på godt og ondt! Hvis du ikke har planer om at se Elle, vil vi anbefale, at du genovervejer og får set den hurtigst muligt.

Elle har fået solid opmærksomhed efter hovedrolleindehaveren Isabelle Huppert vandt en Golden Globe for sin præstation. Og desuden blev hun også nomineret til en Oscar. Dengang – altså før jeg havde set hende i Elle – tænkte jeg, at det måske alligevel var lige i overkanten.

Det kan jeg så afsløre, at jeg bestemt ikke mener længere. Tværtimod, så havde det været fuldt fortjent. Isabelle Huppert er helt blændende i Elle. Eller rettere; hun er vanvittig, realistisk og ægte.

Og så er hun i øvrigt slet ikke til at stoppe.

Selvom det umiddelbart kan virke som en mindre fransk film, så er den super relevant og rammende til et bredt publikum. Og heldigvis udkommer den også bredt i Danmark, så de fleste har mulighed for at se den i en af de nærmeste biografer.

Det kan måske lyde som en karikeret person, men det er det på ingen måde. Vi får en solid indsigt i hendes livshistorie undervejs, og det forklarer meget godt, hvorfor hun er blevet, som hun er. Og ikke mindst hvorfor hun ikke vil have noget med politiet at gøre. Noget, der naturligvis får stor betydning, da hun bliver overfaldet og voldtaget i eget hjem.

Det er en meget voldsom scene, men dog ikke noget, der trækkes unødigt ud. Det udpensles heller ikke grafisk, men vi får altså lov til at opleve, hvad hun udsættes for.

Et blændende persongalleri

Selvom det helt klart er Isabelle Hupperts film, med hendes karakter, Michèle Leblanc, i fokus, så er der en række andre fascinerende karakterer.

Hendes forældre har i øvrigt meget stor betydning i hendes liv. Især scener med hendes mor er nærmest tragikomiske. Helt generelt har hun en lidt alternativ familie-dynamik, som dog passer fint med, hvordan mange familier reelt ser ud.

Hendes søn er både hendes bløde punkt og en konstant irritation – kun overgået af sønnens kæreste. Hendes faste holdepunkt er til gengæld hendes bedste veninde og forretningspartner. Selvom deres forhold ikke er uden komplikationer, så er det noget nær kompromisløst.

Der er både sunde og grotesk usunde elementer i nærmest alle forhold, men det hele virker relevant. Så selvom vi umiddelbart efter filmen synes, at den måske var en lille smule for lang, så bør intet fjernes. Alle karakterer er spændende og relevante, så man ønsker ikke at undvære noget.

Faktisk er der så rigeligt med kød på hele persongalleriet til, at man kunne skabe en fantastisk tv-serie. En der snildt kunne løbe i en håndfuld sæsoner.

Hvem ved, måske bliver der pludselig lavet en “light” udgave til det amerikanske tv-publikum.

Elle ville have været tam i amerikansk udgave

Oprindeligt var planen at få lavet filmen som en amerikansk produktion. Det viste sig dog hurtigt, at ingen amerikanske skuespillere eller filmselskaber ville lave filmen.

Hovedrollen krævede simpelthen langt mere, end mange skuespillere havde lyst til at give.  Det er i hvert fald den officielle forklaring, og ingen har sagt, det ikke var tilfældet. Så mon ikke der er noget om snakken.

Elle viser da også med al tydelighed, hvorfor europæisk film bestemt har sin plads i filmverdenen. Godt nok kan amerikanske indie-film gå længere end Hollywood mainstream, men Europa er stadig langt mere frisindet. Især når det kommer til at vise alle facetter af kvinder +40 år. På godt og ondt!

Isabelle Huppert havde læst bogen og ville – i modsætning til sine amerikanske kolleger – meget gerne have rollen. Og når man ser, hvad hun leverer, så forstår man hvorfor!

Fantastisk comeback fra Paul Verhoeven

Instruktør Paul Verhoeven valgte at bruge en helt igennem fransk hold bag kameraet også. Han har udtalt, at det var en sand fornøjelse, da der ikke skulle skændes om penge hele tiden. Tværtimod havde alle fokus på at lave den bedst mulige film, og så måtte de økonomiske detaljer vente. Det lader til at have været et godt sats, da filmen er blevet rost til skyerne af både publikum og kritikere.

Elle er en fantastisk psykologisk thriller, og den slags kan Hr. Verhoeven altså i dén grad finde ud af at lave. Selvom mange måske kender Paul Verhoeven bedst fra Basic Instinct (1992), så var det nok Sharon Stone, der dengang løb med opmærksomheden. Det erotiske islæt overtog meget af fokus, men selve historien var en ren psykologisk thriller.

Det har dog været en fordel, at ikke Joe Eszterhas også kom tilbage som manuskriptforfatter. Hans manuskripter er ofte blevet mere kitch og camp, hvilket ikke havde fungeret til denne film. Det gør til gengæld David Birkes manuskript, der er baseret på en roman af Philippe Djian.

David Birke er helt hjemmevant i gysergenren, da han har lavet en række portræt-spillefilm om kendte massemordere. Han skrev manuskriptet til Gacy og Freeway Killer begge fra 2010, der omhandler henholdsvis John Wayne Gacy og William Bonin. David Birke’s seneste film før Elle var 13 Sins, som bestemt også var fascinerende. Og hans næste film bør trække et solidt gyser-publikum, da det er Slender Man filmen, der udkommer i 2018.

FAKTA

Biografpremiere: 16. marts 2017
Netflix-premiere: 26. maj 2021
Genre: Psykologisk thriller
Instruktør: Paul Verhoeven
Medvirkende: Isabelle Huppert, Laurent Lafitte, Anne Consigny, Charles Berling m.fl.

Plot

Udadtil virker den midaldrende kvinde, Michèle, næsten lige så uforgængelig, som utilnærmelig; hun administrerer sit succesrige computerspilsfirma med hård hånd og såvel hendes personlige, som kærlighedsliv kontrolleres med samme iskoldt kalkulerende distance. Men da hun en dag overfaldes og voldtages i sit hjem af en ukendt gerningsmand, forandres hendes liv for altid. Hun sætter alt ind på at afsløre voldtægtsmandens identitet, men da det lykkes hende at finde ham, hvirvles de begge ind i et kompliceret spind af løgne, underkastelse og ultimativt ender de som brikker i et djævelsk spil, der truer med at spinne totalt ud af kontrol.