Det var noget af en rutsjebanetur, vi skulle igennem, før vi fik lov til at se den længe ventede genindspilning af klassikeren ‘The Evil Dead’. Men det var det værd!

Da det blev endeligt besluttet, at den ikke ville komme i de danske biografer, tog vi chancen, da vi alligevel var på ferie i London. Og vi er så sandelig glade for, at vi fik set den på et stort lærred!

Instruktøren Fede Alvarez (Federico Alvarez) har begået sin første spillefilm – dog med de solide kræfter Sam Raimi og Bruce Campbell i ryggen. Og det slipper han bestemt godt fra.

Grundhistorien er den samme, men vi får nye karakterer – særligt i og med, at hovedrollen denne gang er en kvinde i form af Jane Levy. Og hun var altså et godt casting-valg. Shiloh Fernandez (Deadgirl, Red Riding Hood) spiller hendes bror – og de to bærer filmen sammen flot.

Birollerne spillet af Lou Taylor Pucci (Carriers), Jessica Lucas (Cloverfield) og Elizabeth Blackmore er lidt mere ligegyldige, men de har trods alt nogle vigtige (irriterende) karakterer, der skal bære historien fremad – og især sidstnævnte får nogle gode scener til sidst.

Smæk på de klamme elementer

Der er ingen tvivl om, at der denne gang er satset 100% på at lave den klammeste film længe – der er store mængder splat, blod og andre kropsvæsker. I modsætning til den originale film har denne version valgt at droppe nærmest alle de sjovere elementer, der var med til at gøre ‘The Evil Dead’ (1981) til en kultklassiker.

Men der er masser af referencer til den gamle version – vi får stadig den berømte scene med en hånd, der skal skæres af osv. Det hele gøres bare med et twist, så genkendelsen er der, men intet er som før. En slags “same same, but different”, om man vil.

Mange seere vil undervejs nok sidde og kramme visse udsatte kropsdele, når filmen tester vores grænser for, hvor meget der skal til, før vi vælger at kigge væk. Og i mange tilfælde vil man vende blikket væk i ren reaktion mere end et aktivt valg, hvilket gør, at man kan være med hele vejen igennem.

Nogle fans af den originale version synes, at man skal holde nallerne langt væk fra sådan en klassiker, men jeg er sikker på, at ‘Evil Dead’ anno 2013 formår at skabe fans i de nyere generationer. Og så skal man for alt i verden huske på, at den altså er blevet lavet af mange af de samme kræfter, så det er ikke nogle smarte Hollywood-fiduser, der prøver at malke en kultklassiker.

Nyd den endelig, for det er sateme en tour de force af dimensioner fra nogle af horror-genrens absolut største mestre!

Fakta

DVD-premiere: 10-09-2013
Genre: Horror
Instruktør: Fede Alvarez
Medvirkende: Jane Levy, Shiloh Fernandez, Lou Taylor Pucci, Elizabeth Blackmore, Jessica Lucas m.fl.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.