Hvis ikke horror-ikonet Robert Englund var med i Fear Clinic, ville den slet ikke fortjene at blive set af nogen.

Fear Clinic starter egentlig med at virke ret spændende. Robert Englund har jo både en stemme og et ansigt, der vækker glade minder i ethvert horror-hjerte. Det er dog også nærmest det eneste, der gør filmen seværdig. Effekterne er mildest talt hæslige, historien er et værre makværk, og skuespillet er virkelig ikke imponerende. Vi havde set et par klip fra en Sharknado film kort tid før, vi satte os til at se Fear Clinic filmen. I sammenligning var det altså førstnævnte, der virkede som kvalitetsvaren(!).

Lad os bare få det sagt med det samme; Havde Fear Clinic taget den mere kitchede tilgang, og kørt tykt på Englund-kortet, så havde den nok kunne fungere. Men filmen tager sig selv alt for seriøst, og den har bare absolut ikke noget at have det i. Kun referencerne til Slipknot – fordi forsanger Corey Taylor er med i en mindre rolle – bliver leveret med et glimt i øjet. Taylor er måske ikke den store skuespiller, men han gør det faktisk rigtig godt.

Faktisk gør han det markant bedre end flere af de andre. Men okay, en af de andre roller er også besat af pornoskuespilleren Angelina Armani. Ikke et ondt ord om hendes valg af karriere – Traci Lords har eksempelvis haft et par fine “rigtige” filmroller efter hendes pornokarriere – men Angelina falder pladask igennem som den plagede, fobiramte kvinde.

Faktisk i en sådan grad, at den – i øvrigt meget pludselige – obligatoriske sexscene virkede som det mest troværdige. Jeg måtte fluks ty til IMDb, da scenen kom på skærmen, for det var så stereotype porno-moves, at jeg sgu måtte undersøge skuespillerens baggrund. Den indeholdt ganske rigtigt så sigende titler som Handjob Winner og Pornstar Workout 2. Det er dog absolut ikke fordi, hun er den eneste dårlige skuespiller, og hun fik da lov til at være den professionelle i sexscenen.

Robert Englund i Fear Clinic (2014)

Englund er for stor en profil til dette rod

Derimod er det mere skuffende, at Robert Englund bliver lidt for kitch og seriøs i en stor pærevælling, så man ikke helt ved, om han selv tager denne film seriøst eller har indset, det nok ikke er det store mesterværk. Og så var jeg personligt skuffet over Thomas Dekker. Han har trods alt har spillet med en lang række bedre film samt TV-serien Terminator: The Sarah Connor Chronicles. Det er den hvor Lena Headey – som instruktøren af denne film i øvrigt instruerede i Laid to Rest fra 2009 – spillede Sarah Connor.

Dekker var også med i A Nightmare on Elm Street rebooten fra 2010. En film som Englund – der jo er den oprindelige Freddy Krueger – i øvrigt har udtalt, at han hadede. Fint nok, bassemand, men jeg vil sgu hellere se den nyeste A Nightmare on Elm Street i evig repeat frem for at skulle se Fear Clinic bare én gang til.

Jeg har ikke set Fear Clinic TV-serien, og det ville muligvis have gjort denne oplevelse bedre. Der var alt for mange indforståede ting, som gjorde, at historien virkede endnu mere usammenhængende. Det ændrer dog ikke på de dårlige effekter, det ringe skuespil og den meget rodede historie.

Robert Englund har øjeblikke, hvor han rammer den helt rigtige horror-nerve, men det er desværre også det eneste, der fungerer, når nu filmen ellers gerne vil være i det “seriøse” gyserhjørne. Det har Fear Clinic nemlig slet ikke format til, og derfor bliver det i stedet meget tragi-komisk. Det kunne dog være underholdende, men da filmen også er ret dum og kedeligt, er der ikke meget at komme efter.

Robert Hall har instrueret og skrevet – sammen med Aaron Drane – Fear Clinic, og eftersom de også lavede TV-serien sammen, så burde alt være i den skønneste orden. Jeg ved så ikke lige, hvad der er gået galt. Det er bare sørgeligt, at Englund ikke bruger sin tid på bedre projekter end dette. Der må da været nok gyserfilm-skabere, der ville give deres højre arm for at få ham med i deres film.

Men alt i alt ender vi på to splatter – og den sidste splat er KUN fordi, at filmen har nogle creepy scener, der fungerer for uhyggen.

Fakta

DVD-premiere: 14-07-2016
Genre: Horror
Instruktør: Robert Hall
Medvirkende: Robert Englund, Fiona Dourif, Felisha Terrell, Corey Taylor m.fl.

Resumé
Doktor Andover har opfundet en maskine, der kan kurere personer for svære fobier ved, at de, under kontrollerede forhold, konfronteres med deres frygt. Men noget går grusomt galt, da patienterne pludseligt begynder at få frygtelige tilbagefald. Det er som om, der findes et monster i maskinen, der bliver stærkere og stærkere for hver person, der lægger sig i den…

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg