Med It Comes at Night oplever vi, hvordan verden er blevet ramt af en mystisk sygdom. Filmen er utrolig dyster og uden den vilde action, men giver til gengæld kuldegysninger af den helt grumme slags!

It Comes at Night er absolut ikke en feel-good film. Eller rettere, det er den jo faktisk, hvis du bruger den til at glæde dig over, at du ikke er fanget i den verden.

Ægteparret Paul og Sarah har formået at overleve en mystisk (og meget dødbringende) sygdom. De betaler dog prisen ved at leve et ekstremt ensomt og stringent liv sammen med deres 17-årige søn og hustruens far.

Intensiteten i It Comes at Night can nærmest ikke overdrives. Historien er helt enkel, skuespillerne leverer varen fra start til slut, og karaktererne er realistiske. Her er ingen vilde effekter eller store “jump scares”, men alligevel er man rædselsslagen det meste af tiden.

I stil minder den en del om It Follows og indie-gyseren Here Alone. En lille historie i simple omgivelser. Og præcis som vi kender det fra andre post-apokalyptiske verdener (såsom The Walking Dead), så er den egentlige trussel nu primært fra andre raske mennesker.

Når det handler om at overleve, og både vand og mad er en mangelvare, så er det kun naturligt, at mennesker vil gøre alt, hvad der skal til. Både for at forsvare sit eget liv og dem i ens gruppe – om så det er familie eller venner.

It Comes at Night giver dig åndenød

Gennem meget af filmen fangede jeg mig selv i at holde vejret. Karakterne er ofte så pressede og på vagt, mens de lister rundt, så pludselig sidder man der og er helt med dem. Og så er underlægningsmusikken altså ret fantastisk.

Nu er jeg ret begejstret for Bear McCreary og synes faktisk, musikken her var på samme niveau. Bear McCreary er komponisten bag musikken til netop førnævnte The Walking Dead samt gyserfilm som The Boy og 10 Cloverfield Lane. Jeg troede faktisk et øjeblik, at det måske var ham, der havde lavet musikken til It Comes at Night. Men det viste sig at være en person ved navn Brian McOmber.

McOmber har også arbejdet sammen med instruktøren før på dennes kortfilm, så de passer tilsyneladende ret godt sammen. Læg især mærke til den intense brug af trommer. Så er det jo klart, at hjertet er ved at banke ud af brystet på én. Det er musikken, der nærmest fremprovokerer det sammen med de dystre billeder.

It Comes at Night anmeldelse - Joel Edgerton og Kelvin Harrison Jr som far og søn

Der er ingen lykkelig slutning i denne verden

It Comes at Night viser, hvordan vores verden potentielt kan ende, og det sker på en meget realistisk måde. Eller det vil sige, vi hører jo konstant om en ny type influenza (om så det er fugle- eller svine-varianten) eller et nyt terror-angreb. Så det virker i hvert fald ikke urealistisk, at en sygdom pludselig kunne få rigtig godt fat. Måske endda i forbindelse med terror.

Det, der fokuseres på i It Comes at Night, er selve overlevelsesinstinktet. Du kæmper for dit eget liv samt dem, du elsker, og resten må klare sig selv. Der er ikke plads til barmhjertighed, hvis ikke du selv får noget ud af det også.

Og ja, så kan man jo hurtigt overveje, om mon ikke de kunne have undgået denne sygdom, hvis bare folk havde samarbejdet. Men det er for sent nu!

Fantastiske skuespillere, historie og instruktør

Joel Edgerton (The Gift) og Carmen Ejogo (Alien: Covenant) fungerer helt fantastisk som ægteparret, Paul og Sarah. De er tydeligvis glade for hinanden, men kæmper imod en verden, der nærmest har opgivet. Personligt var det dog to andre skuespillere, der kom solidt ind under huden på mig.

Først var det Kelvin Harrison Jr., der spiller den 17-årige søn, Travis. Han er faktisk på mange måder hovedrollen i denne film. Og så er han i øvrigt fanget i en verden, hvor der reelt ikke er nogen fremtid. Slet ikke for et menneske, der ikke engang er helt voksen endnu og kan se frem til et liv i ensomhed. Det er sgu hjerteskærende – ikke mindst når man kan se ham indse det samme.

Den anden var Riley Keough (Mad Max: Fury Road), der spiller rollen som mor i en familie, der gerne vil søge sikkerhed hos Paul og Sarah. Vil du høre skrig, der kan få både glas og hjerter til gå itu, så kan hun levere varen.

Trey Edward Shults har skrevet et fantastisk simpelt manuskript til denne film, og derefter formået at instruere det til perfektion. Lige nu glæder jeg mig i dén grad til at se, hvad han laver som det næste.

FAKTA

Biografpremiere: 15-06-2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Trey Edward Shults
Medvirkende: Joel Edgerton, Riley Keough, Christopher Abbott m.fl.

Plot

Paul, hans hustru og deres teenagesøn har forskanset sig i et øde hus i skoven. Her har de søgt tilflugt mod den ukendte trussel, der er ved at invadere den omkringliggende verden. Familiens strenge rutiner og regler for at overleve bliver sat på prøve, da en desperat ung familie beder om hjælp. Trods de bedste intentioner koger paranoia og mistro lige under overfladen, mens det skrækindjagende udenfor huset kommer nærmere. Noget dystert og monstrøst vokser inden i Paul i takt med, at han forstår, hvad den ultimative pris er for at beskytte sin familie.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.