LET ME IN er ikke synderligt anderledes end den svenske original, men den er bestemt værd at se alligevel. Læs vores fulde anmeldelse her!

Hvis man har set den originale svenske version (Låt den rätte komma in, 2008), så er der reelt ikke meget nyt at komme efter i denne amerikanske remake. Men alligevel bør man ikke snyde sig for denne film, hvis man elskede originalen.

Der er lidt flere detaljer og mere forklaring med i denne, og så er der nogle virkemidler, som lige har fået et nøk i den rigtige retning og dermed bliver endnu mere effektive. Hvis den svenske version ikke var noget for dig, så bør du holde dig langt væk fra denne – og desuden forsøge at udvikle din sans for gode film bare en smule. Ja, jeg er spydig, men kritikken for alt, der er lidt anderledes, lurer ofte under overfladen, og jeg kan altid blive overrasket over fladpandede kommentarer fra folk, når man går ud af biografen, så der er plads til en opsang i ny og næ.

Fantastiske præstationer

Præcis som i den svenske, er dette en film, der bæres næsten udelukkende af fantastiske præstationer fra børn. Drengen, Owen, spilles af Kodi Smit-McPhee, som vi for nyligt lærte at kende i The Road (2009), hvor han spillede Viggo Mortensens søn i det dystre fremtidsbillede. Han minder utrolig meget om hans svenske pendant, hvilket kun er positivt, da han kommer med den samme naive sødme, uden at lægge skjul på hans meget triste og ensomme hverdag.

Vampyrpigen Abby spilles af Chloe Moretz, som vi kender fra bl.a. Kick-Ass og har et hav af film på vej i nærmest alle genrer. Utrolig karriere af en pige, som kun lige er fyldt 14 år her i februar 2011. Endnu mere utroligt er det faktum, at hun er en helt fantastisk skuespiller, der igen leverer en stjernepræstation. Om hun ligefrem er bedre end den svenske, vil jeg egentlig ikke tage stilling til. Det er vidt forskellige og lige imponerende præstationer, så det er meget subjektivt.

Små ændringer ift. den svenske gyserfilm

Det er også i forbindelse med netop pigens karakter, at vi ser en ændring i forhold til den svenske version. I originalen er pigen nemlig en dreng, der bliver kastreret af vampyrerne og dermed får replikken “I’m not a girl” – som også er med i denne film – en noget anden betydning.

Instruktør og manuskriptforfatter på den amerikanske version, Matt Reeves (Cloverfield, 2008) valgte bevidst at undlade dette, da det amerikanske publikum nok ville have svært ved at forholde sig til det. Det har egentlig ingen betydning for historien, så det er ikke noget, jeg personligt gider hidse mig op over. Det er vigtigere, at denne type film kommer ud til et bredere publikum, så det er et kompromis, der er fuldt forståeligt.

Alternativt kunne man risikere, at alle de dybt kristne foreninger ville starte en hetz mod filmen. Det er slemt nok med vampyrer, men trans-børne-vampyrer skulle nok kunne få dem helt op af stolen. Og det bør du da også komme, så du kan få set denne film, for den er bestemt et (gensyn?) værd.

TRIVIA

Elias Koteas (Shutter Island, The Killer Inside Me) spiller både politibetjenten OG lægger stemme til Owens far. Vi hører kun dennes stemme, så derfor er det en nem og symbolsk ladet løsning.

FAKTA

I biografen: 3. marts 2011
Genre: Gyser | Thriller | Drama
Instruktør: Matt Reeves
Medvirkende: Chloe Moretz, Kodi Smit-McPhee, Richard Jenkins, Elias Koteas, Jimmy ‘Jax’ Pinchak, Sasha Barrese, Chris Browning, Cara Buono

PLOT

Den 12-årige enspænder Owen er de lokale bøllers foretrukne offer. Det begynder at ændre sig, da Owen bliver ven med den nye nabos datter, Abby. Owen opdager hurtigt, at hun er lidt speciel, og at hun har en forbindelse til en række makabre mord, som er begået i nabolaget.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.