Norman Babcock føler sig med rette misforstået. Han kan nemlig tale med de døde, men når han fortæller alle de andre om sin særlige evne, bliver han skældt ud og anset for en særling. At han bor i en by, der hvert år fejrer en 300 år gammel hekseproces med masser af uhygge, gør ikke tingene nemmere, og hvis ikke det var for den tykke Neil, der også er vant til at blive mobbet, ville Norman være helt alene… altså bort set fra alle dem, der hilser venligt på ham fra graven. Men da hans mærkelige onkel dukker op og fortæller Norman om en ganske særlig familietradition, begynder hans ellers uforklarlige samtaler med det hinsidige næsten at give mening… lige indtil onklen falder død om, inden han helt præcis får forklaret, hvad Norman egentlig skal gøre. Og snart begynder de døde at rejse sig fra deres kister.

:: Anmeldelse ::

Lyder det underligt med en animeret horror-film for børn og barnlige sjæle? Det er det faktisk slet ikke. Det er – som man så ofte ser det med eksempelvis de store Disney og Pixar produktioner – en meget smart måde at pakke flere budskaber ind. Der er ingen tvivl om, at der til tider er en rigtig lækker-grov humor inde over, som ikke fanges af den yngre målgruppe – og så kan vi andre sidde og gnække lidt ekstra i disse øjeblikke.

Filmen er skrevet og instrueret af Chris Butler, og det er hans debut på begge områder, men han har tidligere arbejdet med den visuelle del af ‘Corpse Bride’ (2005) og ‘Coraline’ (2009). Instruktionen foregår også i samarbejde med en mere erfaren herre, nemlig Sam Fell, der også var inde over instruktionen af ‘Flushed Away’ (2006) og ‘The Tale of Despereaux’ (2008).

Men er den uhyggelig? Altså, det er jo en animeret film, og det fjerner måske nok en del af uhyggen, da det ikke er blod og vold i nogen realistisk forstand, selvom der er et meget rammende fokus på mobning, som virker rigeligt realistisk. Og så er der jo ingen fysiske begrænsninger i dette univers, så der er faktisk gode mængder af chok, mørke og dystre scener. Jeg sad faktisk og tænkte, at jeg nok kender flere børn, der opfylder alderskravet (som er 11 år, red.), men som absolut ville gemme ansigtet eller lukke øjnene ved flere scener. Til gengæld er der ingen sex og volden er ofte mere humoristisk end brutal, så det vinder den også meget ved i forhold til den yngre målgruppe – i hvert fald set med voksne øjne.

Det fantastiske med animations-horror er også netop friheden til at opbygge eksempelvis karakterer. De er så fornemt overdrevet stereotype, at humoren får frit løb. Og skuespillernes stemmepræstationer sidder altså lige i skabet – det skal så lige siges, at vi så den på originalsproget, hvilket klart kan anbefales (vi kommer nok også til at se den på dansk, men har ikke nået det endnu). Især John Goodman er i hopla, og man kan straks genkende stemmen, mens andre er lidt sværere at genkende, fordi de virkelig skal overdrive i en bestemt retning, for at fange de karikerede animerede figurer. Og så er Kodi Smit-McPhee (‘The Road’ og ‘Let me in’) helt eminent i titelrollen. Alt i alt er det en film, der klart kan anbefales – og måske en god måde at introducere lidt horror for de mindre i hjemmet.

Fakta

(Originaltitel: ParaNorman)

DVD/Blu-ray: 29-01-2013
Genre: Animation | Adventure | Comedy | Fantasy | Horror
Instr.: Leslie Mann, Anna Kendrick, Tempestt Bidsoe, Christopher Mintz-Plasse, John Goodman, Casey Affleck, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Land: USA, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.