Prevenge er en kulsort gyser-komedie, der fuldstændig overrumpler sit publikum. Flere gange vil man egentlig gerne kigge væk, men man kan ikke lade være med at stirre på ulykkerne.

Alice Lowe har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i Prevenge. Og sateme om ikke hun klarer samtlige opgaver til perfektion. Prevenge er virkelig en sort komedie, så man skal være klar på det dystre og grusomme, der konstant får én til at gnække. Det er dog på alle måder også en gyser med blod og drab i ét væk.

Lige da filmen starter, skal man finde sig til rette. For vores hovedperson, Ruth, er altså ret mærkelig. At følge hende er lidt som at se en ulykke, men for pokker, hvor er det bare god underholdning.

Ret hurtigt finder vi ud af, at hun har en liste af folk, der skal dræbes. Ironisk nok har Alice Lowe tidligere medvirket i filmen Kill List, der dog ikke ellers minder om denne film.

God inspiration fra gyser-favorit

Det var Ben Wheatley, der lavede Kill List, og Alice Lowe samarbejdede med Wheatley igen med Sightseers. Her spillede hun den ene af hovedrollerne og var samtidigt med til at skrive manuskriptet. Det endte faktisk med at være hendes debut som manuskriptforfatter til en spillefilm. Tidligere havde hun skrevet manuskripter til kortfilm og tv-serier.

I forhold til Prevenge, så er Sightseers faktisk lidt i samme boldgade. Selve historien er anderledes, men den virkelig mørke humor (og diverse uheldige hændelser) er genkendelige. Alligevel er Prevenge helt sin egen.

Der er især en sand perlerække af karakterer undervejs. Mange af dem må lade livet, men helt ærligt, det forstår man faktisk godt. Det er ikke særligt positive mennesker. Ikke at de fortjener at blive slået ihjel af den årsag, men bare rolig, der er en større sammenhæng. Hun er ikke “kun” psykotisk.

Prevenge alice lowe

Det mest positive i vores hovedpersons verden er hendes jordmoder. Bevares, det er ikke ligefrem fordi, det er kærlighed ved første blik fra Ruths side. Tværtimod, så er hun faktisk ret negativ og siger præcis, hvad der falder hende ind.

Det er næsten som om hendes graviditet har givet hende et carte blanche til “fri opførsel”, og det udnytter hun til fulde. Og her taler vi ikke kun om, hvad baby inde i maven siger til hende. For ja, baby taler til mor og giver hende gode idéer. Eller i hvert fald meget drabelige idéer!

Fantastiske biroller

Selvom castet på papiret ikke er så velkendte, så er deres ansigter ikke helt fremmede. Vi møder eksempelvis Kate Dickie (The WitchGame of Thrones), Gemma Whelan (Game of Thrones) og Jo Hartley (Eddie the EagleDead Man’s Shoes).

Alle sammen har mindre roller, som man lynhurtigt skal fatte sympati for – eller det modsatte, i mange tilfælde. Det er sådan, vores hovedperson kan komme videre med sin overordnede plan. Og det er altså helt uhyggeligt, så dygtig hun er til at komme tæt på sine kommende ofre. Der er gået en spion tabt i hende Ruth.

Prevenge - gyserfilm

Og uanset hvor fantastiske birolle-skuespillerne er, så er det Alice Lowe, der stjæler både scener og sympati gang på gang. Det er altså ikke ofte, at man sidder og hepper på morderen og håber, at hun slipper væk. Men nu er vi fanget i hendes univers og hendes logik, og pludselig ønsker man, at den højgravide psykopat kan få en chance til.

Imponerende debut fra Alice Lowe

Ikke kun spiller Alice Lowe røven ud af bukserne – eller måske rettere maven? – hun gør det som sagt også utrolig godt med både manuskriptet og instruktionen. At Prevenge er hendes spillefilmsdebut som instruktør, er virkelig ikke noget, man tænker over. Kun i forhold til hvor imponerende godt, hun gør det.

Der er hele tiden en tydelig rød tråd, og både den dystre humor og de vilde mord passer til den stil, der er lagt for dagen. Prevenge er (bogstavlig talt) grotesk morsom og nærmest social realistisk i sin tilgang til de mere uhyggelige twists undervejs. Ruth er en genial hovedperson, som jeg sagtens kunne have set meget mere til. Men det betyder jo kun, at begrænsningens kunst er blevet mestret her. En spilletid på 1 time og 28 minutter ligger altså rigtig godt til en gyser-komedie. Og Prevenge er en af de bedste (og klart mest dystre) gyserkomedier, jeg har set længe.

Fakta

Biografpremiere: Blodig weekend 2017
DVD-premiere: 10-04-2017
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Alice Lowe
Medvirkende: Alice Lowe, Gemma Whelan, Jo Hartley m.fl.

Ruth har det pænt stramt. Hun har mistet sin mand og er gravid i syvende måned med en baby, som har en kommunikativ evne udover det sædvanlige – i hvert fald ifølge Ruth, som anser graviditet for en hæslig, straffende oplevelse. Det er denne baby, som får hende til Wales, hvor hun må udholde de nedvurderinger, det omkringværende samfund retter mod enlige gravide kvinder. Indtil hun får nok og indleder en grufuld hævnaktion.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.