Har man været begejstret – eller bare tilfreds – med de foregående film i ‘Resident Evil’-serien, så må man altså ikke snyde sig for Resident Evil: Afterlife.

Historien er ikke den dybeste eller mest sammenhængende, men det er efterhånden sædvane, når historien er hentet fra et computerspil.

Til gengæld er der fart over feltet, og det er kun i meget få øjeblikke, at der geares en smule ned. Faktisk sker det næsten kun i starten, hvor vi skal have opfrisket hukommelsen og mindes om relevante elementer fra de foregående film. Det fungerer derfor udmærket og er ikke kedeligt eller trættende.

Derudover er det svært ikke at lade sig begejstre af de flotte effekter hele vejen igennem filmen. Her er så absolut et eksempel på, hvordan 3D kan bruges til at skabe dybde i billedet og trække publikum ind i scenerne.

Derudover var jeg meget glad for brugen af slowmotion til at understrege det voldsomme i visse scener, fremfor at gå splatter-vejen hele tiden. Det er fint med splat, men det har en vis humoristisk bivirkning, som ofte ikke fusionerer særlig godt med dette dystre univers.

Problemerne i Resident Evil: Afterlife

Men – og ja, der skulle jo næsten komme et “men” – der er saftsuseme også problemer og direkte fejl i ‘Resident Evil: Afterlife’. Fejlene kan man læse om i alverdens debatfora, og det er svært ikke selv at opdage et par af dem undervejs – også selvom man ikke leder efter dem.

Mit største problem overgik dog disse småfejl, og det var, at superskurken i denne film, Wecker (Shawn Roberts), minder så ufattelig meget om Agent Smith fra Matrix-trilogien. Jeg forventede konstant, at hans næste replik ville være “Mr. Anderson…”

Det irriterede mig nærmest grænseløst, at han i den grad lignede en dårlig kopi af Hugo Weaving’s fantastiske præstation. Der var den sammenbidte måde at tale på, det monotone tonefald og knæk af nakken. Ja, en billig kopi af Agent Smith på alle måder. Om det har været Paul W. S. Anderson’s intention, skal jeg ikke kunne sige, men det fungerede absolut ikke for mig.

Netop derfor kan denne filmfranchise takke filmguderne for, at Milla Jovovich på alle måder er en af de mest ikoniske og levedygtige actionstjerner. Og ikke mindst at hun endnu en gang stråler i rollen som Alice. I den foregående film (‘Resident Evil: Extinction’) var udtrykket mere råt og grynet, hvor denne er fuldstændig minimalistisk og stilren – ikke på alle måder, da en del af handlingen foregår i meget rå rammer, men helt specifikt omkring Alice’s fremtoning er det knivskarpt.

Det er farligt at sammenligne med andre ikoniske karakterer, men der er både Ellen Ripley nosser og Lisbeth Salander’s fanden-i-voldske nerve i Alice, og begge bliver spillet fuldt ud i ‘Afterlife’. For første gang glæder jeg mig virkelig til næste film i ‘Resident Evil’-serien, hvor jeg tidligere bare har set det som behagelig underholdning, at en ny var under opsejling.

:: Heaven of Trivia ::

Titlen på den 4. film, ‘Afterlife’, var faktisk også titlen på den forrige film, som så endte med at hedde ‘Extinction’. Derudover er en 5. Resident Evil film allerede bestilt!

Fakta

I Biografen: 23-09-2010
Genre: Action | Gyser | SciFi | Thriller
Instr.: Paul W.S. Anderson
Medv.: Milla Jovovich, Wentworth Miller, Ali Larter m.fl.
Land: USA | UK | Tyskland, 2010

PLOT

I en kaotisk verden, hvor civilisationen, som vi kender den, er bragt i knæ af en virus, der forandrer sine ofre til morderiske zombier, fortsætter den smukke, men livsfarlige Alice (Jovovich) sin utrættelige søgen efter ligesindede overlevende. Mens hendes kamp mod skaberne af den pandæmoniske virus når nye højder, fanges hun i et gold og næsten udbrændt Los Angeles, hvor hun står over for tusinder af blodtørstige zombier og en skæbne, som hun ikke tidligere har villet forestille sig.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.