:: Anmeldelse ::

Det er så ærgerligt, når præmisserne for en udmærket horrorfilm foreligger, men det hele alligevel ender i et værre rod. ‘Scream of the Banshee’ starter reelt virkelig spændende, og der er flere forskellige sub-historier, der fanger ens opmærksomhed med det samme. Desværre ryger historiens basalt gode niveau hurtigt ud til højre til fordel for regulære horrorclichéer – og ikke af den gode, sjove eller dystre art, men derimod bare et generelt ringe niveau.

Jeg kan sagtens leve med, at effekter laves i en mere komisk version, hvor monstrenes (i dette tilfælde banshee) tydeligt er lavet overdrevet grosteske, men når det bare ligner platte Halloween-masker, som vi alle kan købe på nettet for en slik, så bliver det lige plat nok. Farlige spidse tænder, der bøjer og bukker, fordi de er lavet af gummi, virker sgu ikke synderligt skræmmende. Og det virker paradoksalt, når produktionskvaliteten ellers er på et fint niveau.

Skuespillet er generelt ikke på bedste eller højeste niveau, og karakternes indbyrdes forhold skifter også lynhurtigt form og indhold – kærlighed, had og venskab er i en stor rodebunke – og det virker som om, de fleste tager tingene alt for seriøst i forhold til hvilken type film dette reelt er. Lance Henriksen og Garrett Hines er de to imponerende undtagelser, som man ville ønske fik meget mere skærmtid.

Men hvis bare det “kun” var lidt lav-kvalitetsmasker og semi-gode skuespilpræstationer, så kunne man måske leve med det. Der er dog også et sjovt element i denne forbindelse, for hovedpersonen spilles af Lauren Holly, som har fået skudt mindst lige så meget plastik ind i fjæset, som de masker, der bruges til at repræsentere banshee-monstrene. Man sidder faktisk og stirrer på hendes mund, som bare ikke bevæger sig naturligt. Overhovedet. Og når den kloge professors intelligens virkelig kommer frem ved, at hun griber ud efter et gevær – og lige lader det som en ægte Terminator-Sarah Connor med én arm – så kunne man være imponeret. Men ak *SPOILER*, på dette tidpunkt har vi bare fastslået, at disse Banshee’er reelt er en form for ånd eller spøgelse, og så hjælper alverdens jordisk ammunition næppe meget. *SPOILER SLUT* Og netop denne lille handling er repræsentativ for hele filmen. Den kunne måske være grundlag for en underlig kult-following, hvor man laver grin med den mere end egentlig kan lide den, men det er vist også det absolut bedste, man kan forvente af filmen.

Bedre held næste gang til instruktør Steven C. Miller, som er ved at lave genindspilningen af ‘Silent Night’.

Fakta

(Originaltitel: Scream of the Banshee)

DVD/Blu-ray: 13-06-2012
Genre: Horror
Instr.: Steven C. Miller
Medv.: Lance Henriksen, Lauren Holly, Todd Haberkorn, Edrick Browne, Marcelle Baer, Garrett Hines, Leanne Cochran, Eric F. Adams m.fl.
Land: USA, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.