Shutter Island – Anmeldelse (4/6)

Stilistisk er vi med Shutter Island uden tvivl helt oppe i højderne for, hvad filmkunst kan levere. Men…

Scorsese laver ikke bare en film, der foregår i et bestemt 1954, han hopper i tidsmaskinen, tager tilbage dertil og laver den. Sådan virker det i hvert fald, når han i den grad kan imitere så præcist – både hvad angår kameraføring, skuespil og alt visuelt fra garderoben til omgivelserne.

Det er naturligvis ikke kun ham, der står bag dette, men det lader i hvert fald til, at man kan være 100% sikker på, at i hans film nægter han at gå på kompromis. Og det klæder i særdeleshed denne film. Hvis du kunne lide stilen fra Scorsese’s ‘Cape Fear’ (1991), vil du bestemt også sætte pris på det visuelle og stilistiske i ‘Shutter Island’.

Når det så er sagt (hvilket naturligvis bare er en pænere måde at sige “Men…” på), så har filmen sine mangler. Eller måske nærmere irritationsmomenter. Jeg har personligt været dybt fascineret af DiCaprio siden både ‘What’s Eating Gilbert Grape’, ‘This Boy’s Life’ i 1993 og ‘Basketball Diaries’ i 1995 samt ikke mindst Baz Luhrman’s ‘Romeo + Juliet’ det efterfølgende år. Hvis man ikke kan se forbi hans ‘Titanic’-stjernestatus og teenagepige-fanbase, så kan man sgu ikke kalde sig selv filmentusiast. Så fik jeg lige dét ud!

Men tilbage til denne film, for DiCaprio er altid fantastisk, når han samarbejder med Scorsese, og det er han egentlig også i denne. Desværre synes jeg bare ikke, han får nok scener at stråle i, selvom han har sine øjeblikke. Ikke mindst når han får lov at komme helt derud, hvor han skal illustrere følelserne, der kommer i et øjeblik, hvor man ved, det vil forme resten af ens liv. Det er med blod, sved og tårer… og snot og savl og alt det andet, som gør at man som publikum virkelig føler, at han krænger hele sit indre ud, præcis som det sker for den karakter, han spiller.

Desværre ikke så uhyggelig

Men historien i ‘Shutter Island’ er desværre langt fra så uhyggelig og horrorfyldt, som traileren ellers har lovet. Det er et intelligent drama med horror momenter – men ikke en horrorfilm. Og så er det jo, man går ind i biografsalens mørke med nogle helt andre forventninger, der er langt fra, hvad filmen nogensinde kan levere.

Og når jeg kalder filmen “intelligent”, så skal det da også nævnes, at mange filmfans nok hurtigt vil kunne gennemskue, hvad der foregår, og har sikkert samlet de fleste brikker, når det store puslespil til sidst samles for publikum. Dog er det en rigtig flot og vellavet slutningen, så man føler sig egentlig ikke snydt. Bare heller ikke overrasket eller chokeret, så den får ikke rykket ved de parametre, der kan gøre, at man virkelig har noget at tale om efter filmen.

Og selvom jeg nu primært har rost Leonardo DiCaprio – ikke mindst fordi han har den altoverskyggende hovedrolle – så skal det da også nævnes, at castet over hele linien er fuldstændig fantastiske. Ikke mindst det skandinaviske islæt via Max von Sydow.

Filmens amerikanske åbningsweekend indtjente 40,2 million dollars, hvilket er en rekord for både DiCaprio og Scorsese, og selvom vi først så filmen halvanden uge efter premieren herhjemme, så var salen helt fuld – og dette var en lørdag eftermiddag. Det bliver da heller ikke sidste gang jeg har set den, selvom den ikke helt levede op til de meget høje forventninger, jeg havde.

:: Heaven of Trivia ::