The Witch er ikke for alle, men hvis du overgiver dig til den grumme historie, vil du blive belønnet med en fantastisk – og dejligt uhyggelig – film.

Hvis du følger med i nyheder og anmeldelser af gyserfilm fra det store udland, så har du sikkert hørt om The Witch.

Den er flere gange blevet udråbt til at være både nyskabende og vanvittig uhyggelig. Den er bestemt også alt andet end en “traditionel” gyserfilm.

Heldigvis rammer den plet de steder, hvor andre har fejlet. Fremdriften, den sparsomme dialog og simple plot kunne have ødelagt alt, men det er i stedet den virkelig styrke.

Skal man sammenligne den med noget mere velkendt, så er det nærliggende at nævne Blair Witch-historien. Men altså, den originale The Blair Witch Project og ikke den nye Blair Witch-film, der slet ikke kunne leve op til forventningerne.

Det er nemlig lige præcis her, The Witch rammer plet. Mindre fokus på ren hype og jump scares. I stedet får du den dybe og intense uhygge, som ikke er til at undslippe.

Intensiteten i The Witch kommer helt konkret fra to sider; De frygtelige ting, der gøres i Guds navn, og de hæslige beretninger omkring, hvad kvinder blev udsat for, når nogen kaldte dem en heks. At bekæmpe en sådan anklage endte altid med døden. Enten blev kvinden dræbt, fordi hun blev dømt som værende heks.

Alternativt døde hun under tortur, der blev udøvet for at bevise, hun ikke var heks. Så døde hun som uskyldigt menneske, men hun døde immervæk stadig. Derfor ved vi også, at hekse-anklagen i The Witch er dødbringede. Med mindre altså, at du rent faktisk er heks og kan forsvare dig selv.

The Witch anmeldelse - Kate Dickie

The Witch vinder med et fantastisk cast

Kvinden, der anklager sin egen datter for at være heks, spilles af Kate Dickie. Hun er et satans kvindemenneske i denne film, men hun kæmper også med sine egne dæmoner. Hun beder konstant til en Gud, men tingene bliver tiltagende værre for hendes familie. Derfor bliver det nærliggende at finde en syndebuk. Du vil nok synes, hun virker bekendt fra sine roller i kæmpe produktioner som Game of Thrones tv-serien eller Alien prequel-filmen Prometheus.

Datteren, der anklages for at være heks, spilles af Anya Taylor-Joy, som er fuldstændig magisk. Denne rolle i The Witch er hendes egentlige debut, men hun har allerede en række film på vej ud. Det er en regulær kometkarriere med roller i både M. Night Shyamalans Split og titelrollen i Morgan. Når man ser Anya Taylor-Joy i denne rolle, så forstår man godt alle de rosende ord. Hun har en sødme og en dybde, som gør hende fascinerende på flere niveauer.

The Witch anmeldelse - Anya Taylor-Joy

Uhyggelig stærk debut fra Robert Eggers

Det simple plot  i The Witch er baseret på breve og dagbøger, der er skrevet omkring 1630’erne. Det er i denne tid, filmen foregår, og det gør det hele mere virkeligt og mindre mainstream. Igen, så gøres dette ikke for at være kunstnerisk på en eller anden obskur måde, men for at levere en ægte historie.

Manuskriptforfatter og instruktør Robert Eggers har haft en fantastisk idé, som han har formået at virkeliggøre. At det også er hans debut som forfatter og instruktør er nærmest ikke til at tro. Man kan kun håbe, at vi snart får mere at se fra hans side. Og meget gerne i vores elskede genre!

På mange måder virker The Witch som den film, Christian E. Christiansen gerne ville have lavet med The Devil’s Hand. Dengang kom Hollywood producernes visioner desværre til at overtage projektet – noget den danske instruktør heller ikke har lagt skjul på. Men kunne du lide stemningen i The Devil’s Hand, så er The Witch et pragteksemplar på, hvordan det kan gøres, når den visionære får lov til at udleve sin vision.

FAKTA

DVD-premiere: 17. oktober 2016
Netflix-premiere: 22. januar 2021
Genre: Horror
Instruktør: Robert Eggers
Medvirkende: Anya Taylor-Joy, Ralph Ineson, Kate Dickie, Julian Richings, Harvey Scrimshaw m.fl.

Plot

Vi befinder os i New England i 1630. William og Katherine lever et dedikeret kristent liv med deres fem børn. Men da deres nyfødte søn forsvinder på mystisk vis, og deres afgrøder fejler, begynder familien at vende sig mod hinanden.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.