:: Anmeldelse ::

Få film kan beskrives med ét meget rammende ord, men i forhold til ‘Trick r’ Treat’ vil jeg dog vove det alligevel og kalde den “cool”. Den er bare på alle måder lækker, stilren og møghamrende cool. Det mærkes tydeligt, at folkene bag filmen virkelig brænder for netop denne genre og ikke mindst Halloween temaet.

Det er en instruktørdebut for Michael Dougherthy, som dog absolut ikke er fremmed for filmproduktion, og ikke mindst de helt store Hollywood blockbusters. Han har således skrevet manuskriptet til både ‘X-Men 2’ (2005) og ‘Superman Returns’ (2006), der begge var instrueret af Bryan Singer, der med ‘Trick r’ Treat’ træder ind i producerrollen. Der er også kendinge fra deres tidligere film med i denne, hvor Anna Paquin fra X-Men filmene spiller en rolle, som er ualmindelig ironisk i forhold til hendes aktuelle succes med TV-serien ‘True Blood’. Også Brian Cox – igen en ‘X-men 2’ alumni – er med i en meget belærende rolle.

Men tilbage til ‘Trick r’ treat’. Hvis du skal se én film for at fejre Halloween, så er denne helt klart et oplagt og dybt underholdende værk. Den er for Halloween, hvad Scrooge er for julen, idet den virkelig fanger essensen af denne højtid – og ikke mindst for smidt nogle meget informative baggrundshistorier ind undervejs. Det er reelt fem historier i én, som naturligvis hænger mere eller mindre sammen. Tiden er således også fleksibel, men uden det virker forstyrrende på nogen måde. Det er en tegneserie stil, som nærmest er hen ad TV-serien “Heroes” (for nu at tage et aktuelt eksempel), og så er farvepaletten bare båret frem af sort og orange, som igen understreger Halloween temaet. På bedst mulige måde!

Sidst, men ikke mindst, så er der noget rigtig godt ekstramateriale, som virkelig bør ses. Det er bl.a. en lille “behind the scenes’, hvor man bl.a. hører om, hvordan Brian Cox har skabt udseendet af sin karakter ud fra John Carpenter, og får hele Halloween højtidens baggrund i fortsat lækker stil.

:: Heaven of Trivia ::

Filmen er egentlig baseret på Michael Dougherthy’s egen animerede kortfilm ‘Season’s Greetings’ fra 1996. Den film kan man også få lov at se, da den er med som ekstramateriale.

Fakta

(Originaltitel: Trick ‘r Treat)

På DVD: 20-10-2009
Genre: Gyser / Thriller / Komedie
Instr.: Michael Dougherty
Medv.: Dylan Baker, Leslie Bibb, Rochelle Aytes, Anna Paquin, Brian Cox, m.fl.
Land: USA, 2008

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.