Anmeldelse

Så er vi tilbage i en form for horror period piece, men ikke tilbage i de helt gamle dage. Nej, vi er ude i den nærmest gyldne horror tid omkring slut 70’erne og start 80’erne (helt præcist foregår denne film i 1979). Det er fantastisk, hvor uhyggeligt noget så simpelt som manglende ledningsfri kommunikationsmidler kan skabe uhygge. Du kan ikke lige ringe efter hjælp, ligesom du ikke lige hurtigt kan slå noget op via Google. Det skaber nogle andre rammer end nutidshistorierne, som altid fungerer godt i horror-plots.

Alligevel er det som om, vi ikke rigtig får udnyttet disse elementer særlig godt. Personerne er delt op i outdatede hippie-typer og bondske konservative, som alle er ret stereotype, men ikke på den kitsch måde. Derfor lander det lidt i ingenmands land. Dermed ikke sagt, at castet ikke gør det godt, for de leverer egentlig alle fine præstationer.  Der er blandt andre den – for horrorfans – velkendte Barbara Crampton, der senest var med i You’re Next og Lords of Salem (ligesom hun var med i Re-Animator, som bestemt er en kultklassiker i vores genre). Derudover er også Larry Fassenden, der også var med i You’re Next samt Lisa Marie, der har spillet med i en række film, men måske er mest kendt som Tim Burton’s muse – og forlovede – gennem mere end et årti, har været inspiration til mange karakterer i Burton’s filmunivers (bl.a. Sally i The Nightmare Before Christmas). Med så fascinerende et cast er det bare ærgerligt, at potentialet virker underligt uforløst.

Slutningen var ret spændende og meget rammende for horror tidsånden omkring 1980, mens min filmmakker synes, det blev plat og ligegyldigt. We Are Still Here er skrevet og instrueret af Ted Geoghegan, der tidligere kun har instrueret en kortfilm tilbage i 2004, men til gengæld har skrevet en række manuskripter – eller arbejdet på dele af dem. Dog intet jeg personligt kender til, så det skaber ingen yderligere referenceramme. Jeg tror uden tvivl, dette har været et passions-projekt for Geoghegan, men den rammer bare ikke rigtig plet. Underholdningsværdien er faktisk helt fin, men det er nok det uforløste potentiale, der gør, at man sidder tilbage med en noget flad fornemmelse.

Fakta

DVD-premiere: 05-11-2015
Genre: Horror
Instruktør: Ted Geoghegan
Medvirkende: Barbara Crampton, Andrew Sensenig, Lisa Marie, Larry Fessenden m.fl.

Resumé
Efter deres teenage søn bliver dræbt i en bilulykke, flytter Paul og Anne til rolige New England i et forsøg på at starte et nyt liv. Men det sørgende par bliver ofre for en familie af hævngerrige ånder, som bor i deres nye hjem, og inden længe opdager de, at den tilsyneladende fredelige by, de er flyttet til, gemmer på en mørk, skræmmende hemmelighed. De må overvinde deres sorg og kæmpe tilbage mod både de levende og de døde, eftersom de ondsindede spøgelser truer med at trække deres sjæle – og sjælen af deres fortabte søn – ind i helvede med dem.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg