RSS


Devil (4/6)

19.01.11 Kl. 11:09

Af: ScreamQueen

Fem mennesker bliver fanget i en elevator. De har ikke mulighed for at komme ud og er derfor tvunget til at lære hinanden at kende. Til deres gru opdager de, at de alle sammen er der af en grund. Alle bærer nemlig en frygtelig hemmelighed med sig, og netop denne dag og i denne elevator skal regnskabet gøres op. Forfærdelige ting begynder at ske, klaustrofobien bider sig fast og mistanken rettes snart mod den ene og den anden, før det endelig går op for dem, at en af passagererne er Djævlen selv… men hvem?

:: Anmeldelse ::

Man ved efterhånden, hvad man skal forvente, når M. Night Shyamalan er ophavsmand til en ny film: Det uventede twist af en masse skæbner og handlinger, der vikles ind i hinanden og til sidst giver en eller anden form for mening. Jeg kan stadig godt lide hans historier og fremgangsmåde, så jeg mener, han ofte er helt uretfærdigt kritiseret i mange henseender: Alt det publikum elskede ved hans store gennembrud 'The Sixth Sense' (1999), forventer de nu at opleve hver gang, men præmissen er ikke længere den samme, for nu søger og leder publikum efter ethvert lille clue og gætter med hele vejen. Det er utopi at tro, man igen kan blive overrasket, når man nu leder efter overraskelsen, men alligevel klandrer man manden for, at han ikke kan genopfinde den dybe tallerken.

Det er min personlige kamp, at jeg nu ser hans film og løbende ved præcis, hvad folk vil kritisere: "Åh, det havde jeg gættet". Ja, fordi du har brugt hele filmen på at gætte alverdens twists, så du måtte jo næsten ramme et eller andet rigtigt. Eller "Øv, hvor var det plat/kedeligt". Ja, for du forventer det helt uventede, men du forestiller dig også alle tænkelige scenarier, så hvad er der tilbage? Det eneste, du ikke havde forestillet dig - det "ikke-vilde" som minder mere om moralen i et eventyr. Jeg elsker eventyr, så jeg vil gerne vide, at når djævlen trækker mig rundt i manegen - og hvis jeg tror på, at djævlen eksisterer, så må jeg også gå med på præmissen om, at der så må findes en Gud i modpart, som også har mulighed for at spille en rolle.

I sidste ende, så må det hele handle om hvorvidt jeg var godt underholdt. Det var jeg! Jeg sad på kanten af sædet og synes, det var spændende at følge udviklingen og bare lade mig følge med strømmen. Det er helt sikkert horror, men der er også (som der altid har været og nok altid vil være med M. Night Shyamalan) en god bunke eventyrfortælling inde over historien. Hele filmen starter med en form for godnatfortælling, og titlen på dette projekt er jo også "Night Chronicles", så det er næsten givet, at vi er ude i en form for godnathistorie... bare for voksne. Men med moraler som alle kan være med på. Jeg glæder mig til næste historie i trilogien, og lader mig gerne underholde, skræmme og blive klogere på de store moraler.

:: Heaven of Trivia ::

Den næste film i trilogien 'The Night Chronicles' hedder 'Reincarnate' og handler om en jury, der bliver hjemsøgt af overnaturlige kræfter. Den tredje film, som endnu ikke har en titel, kommer til at være baseret på en skrinlagt fortsættelse til 'Unbreakable'.

Fakta

(Originaltitel: Devil)

I biografen: 13-01-2011
Genre: Horror | Thriller
Instr.: John Erick Dowdle
Medv.: Chris Messina, Logan Marshall-Green, Jenny O'Hara, Jacob Vargas, Matt Craven, Bojana Novakovic, Bokeem Woodbine, Caroline Dhavernas, Geoffrey Arend m.fl. 
Land: USA, 2010

HoH vurdering:



KOMMENTARER

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*




CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*
*