RSS


Frozen (4/6)

25.11.10 Kl. 18:40

Af: ScreamQueen

En typisk dag på pisterne bliver til et isnende mareridt for tre snowboardere, da de strander i liften før deres sidste løb. Da skipatruljerne slukker for lyset, indser de panisk, at de er blevet efterladt dinglende højt oppe. Pisten er lukket indtil den kommende weekend, og forfrysninger og hypotermi begynder at sætte ind, så trioen er tvunget til at tage desperate midler i brug for at komme ud af liften, inden de fryser ihjel. Da de begynder at rykke på sig, opdager de med rædsel, at de har meget mere at frygte end blot det kolde vejr. Mens de bekæmper uventede forhindringer, begynder de at sætte spørgsmålstegn ved, om deres vilje til at overleve er stærk nok til at overvinde de værste måder at dø på!

:: Anmeldelse ::

Selve plottet i denne film tiltalte mig fra starten. Jeg elsker denne type film, hvor en række uheldige begivenheder, der tilsyneladende er små og uden effekt, pludselig betyder alverden for de uheldige ofre. Det kunne jo rent faktisk ske for én selv. Og 'Frozen' er for skiferien, hvad 'Open Water' (2003) er for bade- eller dykkerferien. Hele indledning af 'Frozen' fungerer også utrolig godt, og castet med de tre venner i spidsen, som de dominerende roller (de er trods alt alene på skærmen i langt det meste af filmen) fungerer upåklageligt.

Men - og det er altså et stort "men", som nærmest alle anmeldelser verden rundt har påpeget for denne film - der er en massiv fejl, som desuden en stor del af plottet: Skurken i filmen er ikke bare uheldet, isolationen og den bidende kulde. Næ nej, det er tilsyneladende ulve, der åbenbart hygger sig midt i skisportsstedet, og desuden er godt og grundigt blodtørstige. De er således slet ikke bange for mennesker, og henter gerne hele flokken. På den måde får vi virkelig plottet fra 'Open Water' ind over 'Frozen' og ulvene har nu overtaget hajernes rolle. Men som dyreelsker synes jeg, det er noget pjat at ulvene skal gøres til fjenden - ikke mindst, når man ved, at de helst holder sig langt væk fra mennesker, og kun i meget sjældne tilfælde har angrebet mennesker. Som filmelsker, så provokerer det mig, at nogen føler, der ikke er rigelig skræk og rædsel i at være fanget midt ude i frostvejret. Personligt vil jeg hellere ædes hurtigt end fryse ihjel langsomt, men sådan er vi nok så forskellige.

Alligevel, så er 'Frozen' utrolig god underholdning, og den fungerer langt hen ad vejen. Den er skrevet og instrueret af Adam Green, som nærmest har fået kultstatus med sin film 'Hatchet' (2006), som er en dejlig kitchet horrorfilm. Det er 'Frozen' absolut ikke, men det er også kun dejligt at se en manuskriptforfatter og instruktør, der kan klare flere forskellige varianter af horror-verdenen. Næste film er en opfølger til netop 'Hatchet', der pudsigt nok hedder 'Hatchet 2' og netop har været biografaktuel i USA her i efteråret. Den udkommer formentlig på DVD i løbet af 2011, men indtil da kan du sagtens se og nyde 'Frozen'.

:: Heaven of Trivia ::

Filmen blev skudt helt "praktisk", hvilket vil sige intet studie, grøn skærm eller CGI. Skuespillerne var over 50 fod oppe i luften på en bjergside i Utah. Da der skulle filmes scener, hvor liften bevæger sig, mens skuespillerne har replikker, måtte intruktør og manuskriptforfatter, Adam Green, og hans filmfotograf, Will Barratt, selv filme alt, da det hyrede kamerahold led af højdeskræk.

Fakta

(Originaltitel: Frozen)

På DVD: 23-11-2010
Genre: Thriller | Drama 
Instr.: Adam Green
Medv.: Shawn Ashmore, Kevin Zegers, Emma Bell, Rileah Vanderbilt m.fl.
Land: USA, 2010

HoH vurdering:



KOMMENTARER

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*




CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*
*