Hostel: Part III (3/6)
Fire fyre tager en polterabend-tur til Las Vegas, men den ene af dem forsvinder pludseligt, mens de fester. Han bliver kidnappet til et skummelt, isoleret hostel, hvor gæsterne gør sig klar til at torturere. De hæver indsatserne ved at spille på hvilke torturmetoder, der er de næste på listen...
:: Anmeldelse ::
Hvis man skal genrebestemme Hostel-filmene - eller bare forklare indholdet i filmene med de meget sigende navne - så kommer man nok ikke udenom begrebet "torture porn" (det blev vel nærmest mainstream via den første Hostel film). Og måske også "splatter" og "teen slasher", fordi der er rigelige mængder blod og ofte består castet af en masse unge mennesker.
Så er der bare det problem, at der i denne film er meget lidt blod, og langt det meste vold foregår off-screen, så vi kan nøjes med lydbilledet og gætte os til resten - eller visualisere, om man vil. Det er ægte thriller-virkemidler, som på ingen måde minder om det, vi har set i de tidligere 'Hostel'-film, som har været nærmest uden grænser. Det har klart været filmenes force og berettigelse, og derfor virkede det nærmest som om, vi så en groft redigeret (censureret!) version af filmen, som om den var til eftermiddagsvisning på TV eller in-flight entertainment. Det var desværre meget skuffende, for så er det jo bare endnu en mainstream horrorfilm af den helt gængse slags. Bare med mindre blod og opbyggede forventninger til noget andet. Det mest groteske ved dette er, at filmen officielt er "unrated", hvilket burde indikere, at man ikke ville ligge under for den dertilhørende censur, men det er da omsonst ved en så gennemgribende selvcensur.
Til gengæld skal det siges, at plottet faktisk var helt igennem i orden (med få huller her og der, men intet utilgiveligt), og castet er også et godt stykke over gennemsnittet for mange horrorfilm. Dermed kunne dette have været en rigtig solid 3'er i 'Hostel'-serien, og den havde også oplæg til og mulighed for de helt store torturscener, som vi kender det fra de første film. Det var også forfriskende, at vi bevægede os væk fra det grå og kolde Østeuropa og hen til den evigt levende og lysende kapitalistiske højborg: Las Vegas. Det er egentlig perfekt, og på mange måder mere skræmmende, da man ikke forudser netop den fare, som personerne lander i.
Instruktøren, Scott Spiegel, er egentlig en af de helt tunge drenge, når det kommer til at have forbindelserne i orden. Han har gået i skole med Sam Raimi og Bruce Campbell, ligesom han - ikke overraskende - har været involveret i flere af deres film. Derudover har Quentin Tarantino angivet Spiegel som en af årsagerne til, at han endelig blev et etableret navn. Det er altså på alle måder et mysterie, at denne film endte så tamt. ScreamQueen er ikke sur. Hun er skuffet!
Fakta
(Originaltitel: Hostel: Part III)
DVD: 10-01-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Scott Spiegel
Medv.: Kip Pardue, Brian Hallisay, Sarah Habel, John Hensley, Skyler Stone, Chris Coy, Thomas Kretschmann m.fl.
Land: USA, 2011
HoH vurdering:
- Links:


Tilføj kommentar