Den tyske duo, der gav os et af 2015’s helt store virale hits med Selfie from Hell, er tilbage med en ny kortfilm: Demon’s Dawn

Kortfilmen Demon’s Dawn er resultatet af det tyske one-man-one-woman team, der består af Meelah Adams og Erdal Ceylan – også kendt under navnet Fuck you Zombie. De har lavet alt selv, hvilket naturligvis er hårdt arbejde, men også meget lærerigt – og så giver det en dejlig kreativ frihed.

Den spritnye Demon’s Dawn har en ganske anden historie og stil end Selfie from Hell, hvilket var altafgørende for Adams og Ceylan. De ønskede absolut ikke bare at lave en copycat af deres tidligere hit, for det ville alligevel ikke gøre nogen tilfreds. Tværtimod. Men præcis som sidste gang, så er uhyggen knivskarp inden for de første få sekunder. Det lyder måske simpelt nok, men når man arbejder med kortfilm, så gælder det om at få mest muligt ud af hvert eneste sekund, og dét forstår de altså at gøre.

Meelah Adams spiller igen hovedrollen i kortfilmen, selvom hun altså også har et hav af opgaver bag kameraet. Det giver en god fornemmelse af genkendelighed for dem af os, der elskede Selfie from Hell, hvor hun var den uheldige selfie-fotograf. I modsætning til dén kortfilm, så er Demon’s Dawn lavet helt uden dialog, så den kan fungere på et internationalt plan uden sprogforhindringer.

Demon’s Dawn omhandler – som titlen indikerer – dæmonisk besættelse, der sker gennem et meget uheldigt tilfælde. Lad os bare sige, at det nok er meget heldigt, at det ikke lige er sæson for stearinlys herhjemme lige nu – se kortfilmen på lige under 3 minutter, og så ved du hvorfor!

Se den fulde kortfilm Demon’s Dawn lige her – helst med lyset slukket og knald på volumen:

Meelah Adams har fortalt, at de også bruger deres kortfilm til at blive klogere på hvilke elementer, der skal bruges til spillefilmsversionen af deres super populære kortfilm Selfie from Hell. Du kan læse meget mere om dette i vores tidligere historie lige her. Lige nu er netop Selfie from Hell også nomineret til Tysklands fornemmeste videopris WebVideoPreis Deutchland, og du kan faktisk hjælpe dem med at vinde, da vinderen findes via god gammeldaws afstemning.

Hvad synes du om deres nye kortfilm Demon’s Dawn?

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.