Der er et par ting, som jeg absolut ikke er tilfreds med i denne film. Primært fordi den faktisk er udmærket, når ikke det kammer over og den relativt troværdige historie kører ud på et overplan. Skuespillet er fint, men heller ikke mere. Til tider er det svært at lure, om det er historien, der står i vejen for, at filmen ikke løftes mere, eller om det bare er nogle lidt kedelige præstationer fra castet.

Det er grundlæggende en interessant historie med et spændende koncept, men der er rigtig mange pointer, der bliver forceret i ekstrem grad - og så er der også lige problemet med, at visse scener i den grad skal malkes for alt, hvad den kan trække... og så lige lidt mere.

'Dread' er helt fin til en horror-aften i sofaen, men den er ikke mere end en "hygge" film, og er ikke noget man efterfølgende kan forestille sig et gensyn med. Hvis filmen havde fået en lidt camp eller kitch vinkling, så kunne det nok have løftet både historien og skuespillet meget. Det primære problem med denne film er nemlig, at den slet og ret tager sig selv alt for alvorligt. Men bare du ikke gør det som tilskuer, så er det fin underholdning.

Fakta

Freddy is back... new and improved! Ja, det synes jeg faktisk. Han er en af de klassiske og ikoniske horror-karakterer, og endda en af de mere - trods alt - realistiske, som har en baggrundshistorie som pædofil, der straffes af ofrenes forældre, men får lov til at leve videre i en drømmeverden, så han fortsat kan torturere sine ofre. Det er sgu en syg og creepy tanke!

Naturligvis er den gamle Freddy Krueger (Robert Englund) den originale og klassiske version, men jeg mener oprigtigt, at denne udgave nye bringer noget nyt til 'A Nightmare on Elm Street'-serien, og så er kriterierne for at lave denne remake - og flere film efterfølgende - faktisk opfyldt allerede der. Der er ikke så meget karikatur over den nye Freddy (i skikkelse af Jackie Earle Haley), der virkelig ligner et brandoffer og har, synes jeg, en langt mere uhyggelig stemme.

Det er også fantastisk forfriskende, at flere af den unge skuespillere rent faktisk ligner en "gennemsnitlig teenager", og de ikke alle sammen ligner topmodeller - selvom der da også er et par stykker af dem. Det er med til at give en remake et berettigelsesgrundlag, og taler til en meget bredere målgruppe, som formentlig glædeligt vil se efterfølgerne til denne nye omgang Freddy. Hvis man skal dømme ud fra publikum i biografsalen, så er der næsten lige dele han- og hunkøn (dog med overvægt af hankøn - kun 'Twilight'-serien kan vist prale af det modsatte i denne genre), og nærmest i alle aldersgrupper. Og langt de fleste chok ramte plet, så der blev skreget godt igennem. Hvis du vil underholdes på ægte horror-manér - og kan acceptere, at Freddy kan fortolkes på andre måder - så skynd dig i biografen og nyd remaket af en af de mest kendte horror-fortællinger.

:: Heaven of Trivia ::

Filmen er den højest indtjenende horror-genindspilning til dato.

Fakta

Var det nu også nødvendigt med en ny Predator film? Nej. Ikke hvis dette var hvad de kunne byde på. Der er et fantastisk cast med en Oscar-vinder og Matrix-stjerne i spidsen, men de får desværre ikke meget at arbejde med, og det kunne ret beset lige så godt have været et relativt ukendt hold skuespillere. Castet gør vitterlig alt hvad de kan, men der er bare ikke meget suppe, der kan koges, når der kun er meget lidt kød tilbage på de gamle ben. Og effekterne bidrager heller ikke engang med noget nyt, hvilket igen er helt fint, da de såmænd er OK. Men igen, hvorfor er det så, der skal laves en ny Predator-film?

Måske jeg havde fået mine forventninger for højt op, for jeg regnede faktisk med, at det ville blive alle tiders underholdning, men i stedet synes jeg, den varede alt for længe. Og hvad var værre endnu: Den bød ikke rigtig på noget nyt eller uddybende, og jeg var mere underholdt af 'AVP: Alien vs. Predator' fra 2004. Problemet i denne omgang er nok også, at det prægtige cast samt det faktum, at man forsøger en storstilet genoplivning af Predator-franchising over 20 år senere, lægger op til, at nu har man virkelig noget nyt på hjerte, som giver anledning til dette og tilbyder fans noget ekstra.

Selv instruktøren, Nimród Antal, har jeg også tidligere været glad for, da han lavede 'Vacancy' i 2007, som måske ikke var noget kæmpe vidunder, men den var dog god og gedigen horror-underholdning. I 'Predators' bliver det alt sammen for klichéfyldt, men uden det bliver kitsch, så man føler det er en inside-joke. Og så er der smidt humor ind et par steder, hvilket også virker malplaceret i den ellers meget mørke og dystre verden, vi bliver præsenteret for. Den er OK underholdning, men for mig var det dog ikke mere. Jeg vurderer til dels film ud fra, om jeg ville se dem igen. Det bliver ikke aktuelt med denne film. Desværre.

Fakta

For at en film som denne skal fungere, er det alfa og omega, at den er castet godt. Det er en film, som næsten udelukkende foregår i samme hus, og derfor er det personerne, der leverer filmens historier og udvikling. Og i dette tilfælde er castingen spot on. Som så ofte, så er det de dybt ubehagelige og psykotiske hovedrolleindehavere, der virkelig stjæler billedet. En af de første gange, vi møder "Dad", er han smurt godt ind i blod, og står nærmest bare og grynter i sin snuskede undertrøje, der kæmper for at holde en enorm vom på plads. "Mum" derimod er en kvinde, der taler blidt og afdæmpet, alt imens hun udøver tortur på sine ofre. Det er svært at finde ud af, hvem af dem, der er mest skræmmende, men netop kombinationen er faktisk eminent! 

Det værste ved denne film - som absolut ikke er dårlig på nogen måde, så måske ordet burde være "det bedste" - er, at det uden tvivl sagtens kunne finde sted. Efter alle disse historier, der gennem en årrække er kommet frem, hvor gustne voksne mennesker har kidnappet andre og totureret dem, eller bare beholdt dem som en form for kæledyr (som de absolut ikke behandler kærligt), så virker en film som 'Mum & Dad' vitterligt som om, den kunne være baseret på en af disse historier. Jeg føler i hvert fald ikke umiddelbart - måske med få undtagelser - at jeg ser noget i denne film, som jeg ikke allerede har læst i avisen, skulle være foregået i en kælder i et almindeligt parcelhus et sted i den vestlige verden. Og det er netop dette faktum, der gør 'Mum & Dad' til en meget stærk og spændende film. Og føj, hvor har den også voldsomt ulækre elementer. 

Denne film er horror i sin reneste form, for det viser menneskets ondskab på en måde, som man kan fremavle, men som samtidig er helt unødvendig. Intet menneske behøver at misbruge og torturere et andet menneske for at overleve, men nogen mennesker lever alligevel bare for at gøre dette. Det er deres drivkraft på en måde, som man ellers kun ser ved massemordere - og det er i denne film tydeligvis også noget, som giver dem stor nydelse. Jeg nød også filmen, fordi den var vellavet og spændende... men for satan, hvor er det uhyggeligt, at den er så ægte i sin fremtoning. 

Fakta

Jeg var godt tilfreds efter at have set den første Twilight film, betydelig mindre tilfreds - faktisk lidt skuffet - over den anden film i rækken, men alligevel så jeg frem til denne tredje film i Twilight Sagaen. Og efter at have set den, ser jeg faktisk endnu mere frem til den sidste del, 'Breaking Dawn', der som tidligere fortalt, vil bestå af to film.

Men først skal vi lige have anmeldelsen af 'Eclipse' på plads, og grunden til at jeg havde forholdsvis store forventninger til denne film, er naturligvis at David Slade nu sad i instruktørstolen. Vi kender Slade fra hans film '30 Days of Night' og 'Hard Candy', som begge var meget dystre på hver deres måde, og derfor burde passe eminent til 'Eclipse'. Det er også lykkes at få meget mere mørke og dybde ind i denne film, hvilket får løftet den væk for det (lidt for) sødsuppe romantik, som 'New Moon' - ifølge langt de fleste anmeldere, inklusiv undertegnede - led gevaldigt under.

Det løfter også filmen meget, at hele familien Cullen får mere skærmtid, og vi dermed får større kendskab til persongalleriet, og ikke mindst nogle spændende skabelsesberetninger, om dengang de gik fra at være mennesker til vampyrer. Det samme gælder for Quileute stammen, der også får mere historie med gennem flashbacks, men det er dog vampyrerne, der får mest fokus - og giver den mest spændende indsigt. Også Kristen Stewart's Bella får langt mere at arbejde med, og der kommer en dybde og seriøsitet, som passer til hendes alder, og de beslutninger hun står overfor. Og var du så heldig at se den australske 'The Loved Ones' (2009) til CPH PIX - eller på anden vis har fået set den - kan du også glæde dig til et glædeligt gensyn med hovedrollen derfra. Xavier Samuel spiller nemlig en meget central rolle som Riley i 'Eclipse'.

I forhold til horror-aspektet, så er dette også den film i sagaen, der indtil videre har langt mest gyser-kød. Det er vampyrer, varulve, lækre effekter og mørke kræfter, der står på spil. Der er ikke meget blod eller splat - faktisk nærmest ingen overhovedet - men det passer til historien, og er absolut ikke altafgørende for en gyser. En af vores absolutte favoritter, Sam Raimi's 'Drag Me to Hell', er også næsten helt vegetarisk, hvis man skal vurdere ud fra blodmængden, så det er altså ikke noget, der bør afskrække. Kunne du lide den første Twilight film, bør du derfor helt sikkert skynde dig ind og se 'Eclipse'.

:: Heaven of Trivia ::

Kristen Stewart har paryk på i hele filmen, da hun måtte klippe håret af til 'Runaways', som hun indspillede lige op til - her spiller hun rockeren Joan Jett.

Fakta

Måske man bør se de to forrige film lige op til, for jeg var i hvert fald en del forvirret undervejs i filmen, når det lod til, at de henviste til historien fra The Grudge 1 og 2. Denne 3'er har da sine (få) øjeblikke, hvor man lige hopper i sæddet, men som oftest kommer man altså bare til at grine.

De grå ånder (eller spøgelser, om man vil) er efterhånden blevet virkelig komiske. Drengen - hvis rolle består i at sidde stille og derefter åbne munden og lyde som en kat - er nu blevet en lyseblå selvlysende farve i visse scener, hvor han tidligere var mere askegrå. Og kvinden minder nu mere om en psykotisk performance artist, der vælter rundt på gulvet og raller, mens hun ligner en, der mest af alt lider af kogalskab. Det er ikke synderligt uhyggeligt, men det er nu egentlig ret morsomt. Som mine medtilskuer kommenterede, så var der mere "Scary Movie" over filmen, end der var japansk-inspireret gyser.

Jeg har meget svært ved at tage denne opfølger alvorligt, men skuespillerne gør da, hvad de kan. De gør det dog bare ikke særlig godt, hvilket også ville være overraskende med så tynd en historie. Det kunne egentlig have været godt, hvis man følte, det var med vilje, og formålet var at lave en kitch B-film vinkel, men det lader desværre ikke til at være tilfældet. Se den bare for morskabens skyld... for uhyggen kommer du til at kigge langt efter. 

:: Heaven of Trivia ::

Utroligt nok, så har de til denne 3'er fået castet en af de større horror-personligheder til en mindre rolle. Shawnee Smith, som de seneste år har spillet Jigsaw's hjælper Amanda Young i 'Saw"'-filmene, giver en af filmens eneste se- og troværdige horror-præstationer som Dr. Sullivan.

Fakta

Normalt handler denne type "end of the world"-film om, at zombier er ved at udrydde hele menneskeracen. Men i 'The Road' er det dog langt mere uhyggeligt; Hele vores blå planet er i forfald, og alt dyre- og planteliv er allerede dødt, mens en stor del af de sidste mennesker jagter andre mennesker som byttedyr. Ja, der spises stadig mennesker, når jordens absolutte undergang er lige om hjørnet, men denne gang er det reelt helt almindelige mennesker, der blot er sultne og har lagt moralen på hylden og er blevet kannibaler.

Det er på alle måder uhyggeligt at se denne fremtidsvision, og se hvordan livet er reduceret til ren overlevelse og en meget nærværende beslutning om at leve af andre mennesker eller måske slet ikke leve. Det er da også meget udbredt, at hele familier tager livet af sig selv, hvilket man hurtigt forstår, når man følger manden (Viggo Mortensen) og hans søn, når de er "on the road". En rigtig fascinerende detalje i filmen er også, at man aldrig hører nogle navne. Mennesker er reduceret til deres køn, alder, funktion eller væremåde. Så der er "the man", "the boy", "the good guys" (dem der ikke spiser mennesker) og "the bad guys" (dem der gør), men navne er unødvendige og ligegyldige. Det er hvert menneske - eller hvis man er heldig - måske hver familie for sig selv.

Da filmen først kom ud på diverse festivaller, var der store forventning til, at Viggo Mortensen ville blive Oscar-nomineret for denne film. Det skete dog aldrig, hvilket kan undre rigtig meget, når man ser den fantastiske præstation, han leverer. Også især Robert Duvall kunne snildt have været med i kapløbet om en Oscar for bedste birolle, for han er fantastisk som nærmest ugenkendelig "old man", ligesom Charlize Theron er hjerteskærende - desværre i en for lille rolle. Men det fungerer perfekt, at kun manden og drengen har langt det meste tid i filmen, for det underbygger følelsen af, at de virkelig er blandt de sidste mennesker på den faldefærdige og døende jord. En fantastisk uhyggelig film, selvom det er på en ganske anden måde, end vi horror-fans normalt anskuer uhygge. Det her er den ægte vare, hvilket kun gør det mere skræmmende og virkeligt!

:: Heaven of Trivia ::

Intruktøren og manuskriptforfatteren til The Collector er en efterhånden ret velkendt herre i horror-genren. Marcus Dunstan har nemlig været med inde over manuskriptet på de fleste film i SAW-serien (fra den fjerde i serien til den kommende syver), og så har han også skrevet alle tre film i Feast-serien... dog ikke alle med lige stor succes. Men med The Collector får han altså også sin instruktørdebut, og det klarer han faktisk helt fint.

Der er lige lovligt meget "Ole Opfinder" over alle de overfældende mange fælder, som skurken i denne film får sat op i et almindeligt - omend ret stort - hus på meget kort tid. Men langt de fleste af disse fælder er dog opfindsomme og interessante, og man sidder nærmest selv og leder efter dem, så man kan være på forkant.

Castet er i denne film utrolig velfungerende, og hovedrolleindehaveren Josh Stewart gør det virkelig godt. Han er ikke ligefrem en antihelt, for han gør det rigtige hele vejen i gennem. Og selv hans "forkerte" gerninger begås med baggrund i et ønske om at hjælpe andre. Filmen har en god uhygge og interessant historie, som følger alle horror-genrens [stereotypiske] elementer, så det er solid underholdning. Man skal dog lige abstrahere fra, at der hele tiden kommer forhindringer for alle andre end skurken, og det kan naturligvis irritere lidt i længden, men de opfindsomme elementer kan undskylde disse småting - som et eller andet sted jo også bare er en hyldest til genren. Et lille tip er at vente med at slukke filmen til efter alle rulleteksterne er kørt over skærmen.

:: Heaven of Trivia ::

Jeg var selv ret begejstret for den første 'Feast'-film fra 2005. Den var sjov, grænseoverskridende og havde en rigtig god fordeling mellem horror og humor. Og så blev der absolut ikke sparet på det ulækre effekter - blod, pus og diverse andre kropsvæsker og organer, der fløj rundt i en lind strøm.

Det sker i og for sig også i 2'eren, men det er desværre pinagtigt at se, hvor meget de higer efter at overgå 1'eren. Det hele skal være meget mere grotesk, og historien er meget letbenet. Ofte starter en scene egentlig sjovt nok, men så skal den ellers malkes for alt, hvad den overhovedet kan trække gennem en alt for lang scene. Det er virkelig ærgeligt, for der er egentlig potentiale til en udemærket opfølger.

For mig, så er det bare ikke sjovt, når "humor" består i, at spædbørn skal dø eller dyr voldtages, bare for at forarge og overgå forrige scene i ulækre indfald. Heldigvis fylder denne type scener ikke alt for meget, men så lider flere sekvenser desværre bare af uopfindsomhed og ligegyldige sidehistorier, der ikke fører nogen steder hen. Den har elementer fra 'Feast', men denne opfølger er desværre en noget bleg affære. På den anden side, så har de faktisk advaret om dette med den overraskende velvagte undertitel "Sloppy Seconds". Så virker det trods alt mere opmuntrende med den kommende 3'er, der har fået undertitlen "The Happy Finish". Vi skruer forventningerne ned, men glæder os dog alligevel.

:: Heaven of Trivia ::

Der er 3 familiegenerationer med i Feast-filmene: Clu Gulager er med i alle 3 film som bartenderen - hans ene søn John Gulager har instrueret 1'eren og 2'eren - hans anden søn Tom Gulager spiller med i Feast 2 og Feast 3 - og Toms søn spiller den den uheldige baby i Feast 2.

Fakta

Advarsel! Når du ser denne film - og det skal du så absolut gøre - bør du sørge for at stille alt fra dig. Sid ikke med hverken varme eller kolde drikke, og drop også popcorn og andre grissende snacks. Der er nemlig utroligt mange lækre chok i 'The Descent 2', som med ret stor sandsynlighed vil flyve op i luften eller ud over dig selv, andre eller møblerne i nærheden, når du letter fra sædet og gisper efter vejret.

Jeg havde ikke de højeste forventninger, da jeg var rigtig glad for den første 'The Descent' (2005), og man jo aldrig helt ved, hvad en efterfølger kan bringe af godt og - alt for ofte - skidt. Men som vi for nylig oplevede det med opfølgeren til 'Cabin Fever', så var det en rigtig god idé med en opfølger, og den fungerer rigtig godt på alle plan. Ikke mindst da en af de nye karakterer - en ung politikvinde - stiller alle de spørgsmål, som man selv lige når at råbe til skærmen, når en tilsyneladende dum beslutning eller konklusion kommer på banen.

Instruktøren, Jon Harris, har med denne film sin intruktørdebut, men var med til at redigere 'The Descent' samt 20 andre film - inklusiv en af vores favoritter her på Heaven of Horror: 'Eden Lake' (2008). Det er da også samme forfatter, der står bag netop 'The Descent 2' og 'Eden Lake' nemlig James Watkins, der også fungerede som instruktør på 'Eden Lake og var second unit instruktør på denne film. Efter disse film kan vi love herfra, at vi altid vil give film en ekstra chance hvis enten James Watkins, Jon Harris eller Neil Marshall står bag - sidstnævnt var instruktør på 'The Descent' og er producer på denne skræmmende underholdende opfølger. 

Fakta