OH.MY.GOD. Det er fornemmelsen, man sidder med flere gange undervejs i filmen... Og ikke mindst bagefter. Indrømmet, jeg elsker at blive forarget af totalt politisk korrekt opførsel. Altså ikke det der oplagte og super søgte provokation, som eksempelvis visse scener i 'A Serbian Film' kom til at lide under. Nej, jeg tænker på det der helt grundlæggende forskruede ”mindset”, som man stødte på i 'The Human Centipede'. Hvor der sker noget, og man både før, under og efter, griber sig selv i at tænke "Det gør/gjorde/sagde han fand’me da ikke lige!". Det er den uforfalskede menneskelige natur i sin mest rå form; Hvis vi kan slippe af sted med at gøre lige præcis, hvad vi har lyst til, så er der visse mennesker, der bare ikke har noget naturligt filter. Kald det etik, moral eller bare simpel fornuft og empati. Familieoverhovedet i denne film (faderen) besidder ingen af førnævnte egenskaber. Man han er vaskeægte psykopat i den forstand, at han kan charmere og vise den helt igennem sympatiske overflade, når det tjener ham et formål.

Alle skuespillere i denne film er helt igennem fantastiske, men alligevel må faderen og sønnen fremhæves for deres portræt af kolde og beregnende personer. Sønnen er dog også en del angst for farmand, men deler hans psykotiske tendenser, så han forstår ham formentlig bedre end nogen anden i familien. Også The Woman leverer en pragtpræstation uden reelt at have en eneste forståelig replik.

Det er en brutal, men også livsbekræftende historie, hvor persongalleriet ligger rigtig godt i tråd med instruktøren Lucky McKee's tidligere film. Her tænker jeg især på 'The Lost Ones', der - ligesom denne - er helt igennem karakterdrevet, selvom der også er en voldsom og spændende historie til at føre plottet frem. Jeg husker også tydeligt den første af hans film, jeg så for mange år siden - nemlig 'May' (2002) ved et Movie Midnight Madness arrangement i CinemaxX, hvor hovedrollen bliver spillet af Angela Bettis, der også spiller den underkuede mor i 'The Woman'. Hans film er skæve og ubehagelige på den rigtige måde, og jeg må indrømme, at McKee er ved at blive en af mine favorit manuskriptforfattere/ instruktører, så jeg glæder mig til at se, hvad hans fremtidige projekter byder på!

Trivia

'The Woman' er også udgivet som bog samtidig med filmen. Den er skrevet af Lucky McKee og Jack Ketchum, som begge har skrevet manuskriptet til filmen. Se bogen her.

Fakta

(Originaltitel: The Woman)

DVD/Blu-ray: 10-01-2012
Genre: Horror | Drama
Instr.: Lucky McKee
Medv.: Angela Bettis, Pollyanna McIntosh, Sean Bridgers m. fl.
Land: USA, 2011

Jeg har meget svært ved at forstå Emile Hirsch's filmvalg nogle gange. Her har vi en skuespiller, der har haft absolutte glansroller i bl.a. 'The Secret Lives of Alterboys', 'Into the Wild' og 'Milk', og han har arbejdet nærmest non-stop siden starten af sin karriere. Men pludselig er det som om, vi kun ser ham i kæmpe Blockbuster-film, der måske nok er dyrt producerede, men tilgæld i sørgeligt underskud, når det kommer til indhold. Når det er sagt, skal jeg dog være den første til at erkende, at jeg faktisk blev positivt overrasket over 'The Darkest Hour', der var betydelig bedre, end jeg havde frygtet (og forventet).

Ikke at det betyder, jeg ikke rullede med øjnene undervejs, og undrede mig meget over historiens forløb og udfoldelse. Der er nogle tossede udviklinger, og den bliver super pompøs og alt for alvorlig, mens det flyver rundt med de absolut mest clichéfyldte replikker, man kan forestille sig. Men for fanden da, jeg var sgu godt underholdt det meste af vejen. De indbyrdes forhold karakterene imellem, og de spøjse biroller undervejs, gav meget mere liv til filmen, end jeg havde turde håbe på.

Og så indrømmer jeg blankt, at jeg - på trods af mine store forkærlighed for USA - synes det var uendeligt forfriskende, at det (omend noget stereotypiske) russiske persongalleri var meget positivt. Faktisk fik de ærkerussiske personer tilført alle de styrker, som normalt er forbeholdt amerikanske heltekarakterer. Dét var dejligt at se, og var direkte medvirkende til at understrege medmenneskelighed, loyalitet og sammenhold.

Af en apokalyptisk film at være, er den nok ret tam. Der er nærmest ingen blod overhovedet - men det er i sagens natur forståeligt, da menneskerne nærmest grilles og bliver til aske - ligesom der er en solid "Det skal nok gå alt sammen"-følelse hele vejen igennem. Ikke at man bare skal forvente en happy ending, for der er mange overraskelser undervejs, og netop disse gør filmen værd at se.

Det bør også nævnes, at 3D effekterne kommer flot til sin ret i denne film, så selvom jeg vil mene, den kan nydes fint i 2D, giver det på alle måder filmen en ekstra dimension og dybde, som løfter totaloplevelsen på en rigtig lækker måde.

Fakta

(Originaltitel: The Darkest Hour)

Biografpremiere: 10-01-2012
Genre: Horror | Thriller | Action
Instr.: Chris Gorak
Medv.: Emile Hirsch, Olivia Thirlby, Rachael Taylor, Max Minghella, Joel Kinnaman m.fl.
Land: USA | Rusland, 2011

Hvis man skal genrebestemme Hostel-filmene - eller bare forklare indholdet i filmene med de meget sigende navne - så kommer man nok ikke udenom begrebet "torture porn" (det blev vel nærmest mainstream via den første Hostel film). Og måske også "splatter" og "teen slasher", fordi der er rigelige mængder blod og ofte består castet af en masse unge mennesker.

Så er der bare det problem, at der i denne film er meget lidt blod, og langt det meste vold foregår off-screen, så vi kan nøjes med lydbilledet og gætte os til resten - eller visualisere, om man vil. Det er ægte thriller-virkemidler, som på ingen måde minder om det, vi har set i de tidligere 'Hostel'-film, som har været nærmest uden grænser. Det har klart været filmenes force og berettigelse, og derfor virkede det nærmest som om, vi så en groft redigeret (censureret!) version af filmen, som om den var til eftermiddagsvisning på TV eller in-flight entertainment. Det var desværre meget skuffende, for så er det jo bare endnu en mainstream horrorfilm af den helt gængse slags. Bare med mindre blod og opbyggede forventninger til noget andet. Det mest groteske ved dette er, at filmen officielt er "unrated", hvilket burde indikere, at man ikke ville ligge under for den dertilhørende censur, men det er da omsonst ved en så gennemgribende selvcensur.

Til gengæld skal det siges, at plottet faktisk var helt igennem i orden (med få huller her og der, men intet utilgiveligt), og castet er også et godt stykke over gennemsnittet for mange horrorfilm. Dermed kunne dette have været en rigtig solid 3'er i 'Hostel'-serien, og den havde også oplæg til og mulighed for de helt store torturscener, som vi kender det fra de første film. Det var også forfriskende, at vi bevægede os væk fra det grå og kolde Østeuropa og hen til den evigt levende og lysende kapitalistiske højborg: Las Vegas. Det er egentlig perfekt, og på mange måder mere skræmmende, da man ikke forudser netop den fare, som personerne lander i.

Instruktøren, Scott Spiegel, er egentlig en af de helt tunge drenge, når det kommer til at have forbindelserne i orden. Han har gået i skole med Sam Raimi og Bruce Campbell, ligesom han - ikke overraskende - har været involveret i flere af deres film. Derudover har Quentin Tarantino angivet Spiegel som en af årsagerne til, at han endelig blev et etableret navn. Det er altså på alle måder et mysterie, at denne film endte så tamt. ScreamQueen er ikke sur. Hun er skuffet!

Fakta

(Originaltitel: Hostel: Part III)

DVD: 10-01-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Scott Spiegel
Medv.: Kip Pardue, Brian Hallisay, Sarah Habel, John Hensley, Skyler Stone, Chris Coy, Thomas Kretschmann m.fl.
Land: USA, 2011

Da jeg stod med denne film i hånden og kiggede på coveret, var det med en rimelig høj forventning om, at filmen var god. Den er nemlig britisk! Og efter at have set film som ”Heartless”, ”Dead man’s shoes”, ”Kill list” og mange andre, så er det svært for mig at få armene ned, når jeg står med en britisk thriller/horror-film i hånden. Englænderne har nemlig efter min mening skabt en slags filmbølge, ligesom franskmændene med film som ”Martyrs”, ”Inside” og ”High tension”. Det er måske bare svært at beskrive, hvorfor/hvordan de engelske film kan betragtes, som en kategori for sig. Stilen er i og for sig næsten magen til de franske film; ”Råt og gråt”. Jeg tror forskellen ligger i volden og splatterscenerne; hvor de franske film udpensler volden i lange eksplicitte scener, er de engelske films voldscener mere pludselige og hurtige (dog stadig meget udpenslet). Om det er her, ”The Hike” også fejler, ved ikke at holde den ”nye engelske skabelon”, men at prøve ”den franske skabelon” af, er svært at svare på. Men filmen er i hvert fald ikke specielt vellykket.

Karakterende i filmen består hovedsageligt af unge piger. Dialogen er i de fleste tilfælde irriterende og intetsigende, om det så er fordi, jeg som seer er dreng, skal jeg ikke kunne sige. Kate er den klassiske maskuline af pigerne. Hende der kan bruge kort, kan føre an, hende der er ”survivor’en”. Hende bliver man også hurtig træt af. Hver gang kameraet sigter på hende, bliver stemningen bare pinligt trist. Man smiler for det meste, i stedet for at græde, fordi hendes figur er på randen til det karikerede. Så igennem filmen får man ikke rigtig skabt nogen som helst interesse eller bånd til hovedpersonerne, hvilket får spændingsmomenterne til at være relativt ligegyldige.

Men der hvor filmen virkelig fejler, ér selve spændings/action/splatter-momenterne. Det er ikke alle scener, der er lige rodet udført, men det er langt de fleste. Man skal i mange tilfælde gætte sig til, hvem der får en på skrinet, hvem der bliver dolket, eller hvem der stadig er bagbåndet. Og gætteriet er for det meste baseret på, hvem der skriger højst, og om det er et mande- eller dameskrig.

Nu kan det godt lyde som om, at det er en VIRKELIG ringe film. Jovist, den er ikke specielt god, men den har nogle flotte billeder og pigerne ser heller ikke helt tosset ud (til trods for, at de er utroligt irriterende at høre på rent dialogmæssigt).

De sidste tyve minutter af filmen er faktisk gode. Der kunne man mærke spændingen, og man følte pludselig en interesse igen. Soundtracket er også ret godt, og giver en god stemning. Og Slutningen er for mit vedkommende dejligt tilfredsstillende – men bedøm selv.

Fakta

(Originaltitel: The Hike)

DVD: 17-01-2012
Genre: Horror
Instr.: Rupert Bryan
Medv.: Tamer Hassan, Barbara Nedeljakova, Ben Loyd-Holmes m.fl.
Land: UK, 2011

En gyser-børnefilm? Kan det virkelig være en genre?! Hvis det kan, så kunne 'Rare Exports' meget vel være reference for netop dette. Hovedrollen - og den virkelig drivkraft - i historien, er en lille dreng, der nok hurtigt kan minde om en masse andre drenge i hans alder. Han er (foruden meget nysgerrig) ret frygtløs, og kaster sig ud i eventyr, som måske nok har grobund i hans meget aktive fantasi. Men børn er nogle gange også mere observante - og ikke mindst åbne - overfor hændelser, der ikke umiddelbart passer ind i den kedelige, voksne måde at anskue og forklare verden på.

Der er lidt julekalender over filmen, som både drives yderligere frem af en barnehovedrolle, men bestemt også af nedtællingen til jul og det fantastiske vinterlandskab i de finske bjerge. Hele castet virker meget veloplagt og kommer med den rette blanding af kulsort humor, sarkasme og drama, som løfter den - noget simple - historie til nye højder. Især den lille dreng leverer en virkelig god præstation. Hans uskyldige nysgerrighed er hele omdrejningspunktet, og hans hjem og dertilhørende lidt sørgelige familiesituation, er bare med til at sætte de perfekte rammer for historien.

Og selvom vi nu leger med begrebet "børne-gyserfilm", så er der både blod og uhygge samt ikke mindst ret voksen sort humor ind imellem, så det primære publikum er absolut os voksne... Men måske dem af os, der har lidt mere af vores barnlige sjæle tilbage, trods alt vil få mest ud af 'Rare Exports'. Hvis sneen pludselig daler ned, så ville jeg i hvert fald ikke være bleg for at sætte den på igen. Eller måske det bare kan være en ny fast juletradition at se denne lille perle.

Fakta

(Originaltitel: Rare Exports)

Biografpremiere: 02-12-2010
DVD: 22-11-2011
Genre: Fantasy | Action | Komedie
Instr.: Jalmari Helander
Medv.: Per Christian Ellefsen, Tommi Korpela, Jorma Tommila, Ville Virtanen, Rauno Juvonen, Ilmari Järvenpää, Peeter Jakobi, Jonathan Hutchings m.fl.
Land: Finland | Norge | Sverige | Frankrig, 2010

Forleden sad jeg og zappede rundt, og så faldt jeg over en filmkanal, der skulle vise gyseren 'Trailer Park of Terror'. Uden de store forventninger besluttede jeg mig for at prøve den af.

'Trailer Park of Terror' er produceret i 2008, men det fantastiske redneck-trailerpark miljø i filmen er fuldstændig tidsløst, og filmen i sig selv virker til at være fanget i en 1970-1980’er tidslomme. Det er solid og sjov underholdning, som passer perfekt til horror-comedy nichen. At der også løbende er rigeligt splat er også typisk for horror-comedy, ligesom de stereotypiske karakterer: Sportshelten, nørden, den generte og søde pige samt ikke mindst hende, der er godt løs på tråden. Det hele udnyttes optimalt, og kammer faktisk ikke over – men det ville dog også kræve en hel del i denne niche, hvor alt skal være ekstremt.

Hovedrolle-karakteren Norma er altså fantastisk og repræsenteres godt af Nichole Hiltz, som man ellers kun kender fra småroller i fx ’Bones’, ’Desperate Housewives’ og ’Masters of Horror’. Derudover står Trisha Rae Stahl også ud som den klamme, MEGET overvægtige ædedolk Larlene. Hun laver faktisk nogle af de mest skræmmende scener i filmen, som jeg ser det.

'Trailer Park of Terror' er instrueret af Steven Goldmann, der tidligere har lavet en dokumentar og videoer inden for musikgenren – endda for kæmpe navne som bl.a. Metallica og Bruce Springsteen. Manuskriptet er skrevet af Timothy Dolan, der tidligere har lavet filmatiseringer af eventyrerne 'Hans & Grethe' og 'Rødhætte'. Det kan virke som en spøjs blanding, og det er det bestemt også, men på forunderlig vis, så fungerer det bare helt perfekt som super underholdning.

Hvis du er til over-the-top b-film horror med et glimt i øjet, så bør du se 'Trailer Park of Terror'.

Fakta

(Originaltitel: Trailer Park of Terror )

DVD: 21-10- 2008 (USA) | 26-01-2009 (UK)
Genre: Horror| Komedie
Instr.: Steven Goldmann
Medv.: Nichole Hiltz, Tracie Adkins, Priscilla Barnes, Stefanie Black, Trisha Rae Stahl m.fl.
Land: USA, 2009

Hvis man kan se ud over, at kamerastilen er en konstant rysten – og at historien hele tiden hopper frem og tilbage i tiden – så er dette faktisk en ret god film. Personligt synes jeg virkelig, det er belastende, at der konstant er rysten i billedet. Man bliver fuldstændig svimmel af, at billedet konstant sejler – uanset om det er en rolig scene med dialog eller en højspændt scene med fysisk bevægelse. Men det er en smagssag, og for mig er det desværre bare et stort irritationsmoment. Når det så er sagt, må jeg også hellere afsløre, at det især var slutningen, der reddede filmen fuldstændig.

Man er nemlig hele tiden en smule fortabt undervejs, og det resulterer i to ting; Irritation og fastholdelse af interesse. En meget smart kombination, for man bliver så irriteret over ikke rigtigt at vide, hvad der foregår, og derfor fastholdes ens interesse, da man for pokker må finde mening med galskaben. Ikke at det ligefrem er galskab, men der hoppes urimeligt meget i tiden, og visse karakterer i både fortid og nutid ligner hinanden til forveksling. Hvor nemt er det lige at kende forskel på to myrdede blondiner med nogenlunde samme frisure og kropstype, når de er dækket af blod? Når der er en masse forskellige personer, giver det ofte god mening at have ”ensamble casts”, hvor kendte skuespillere findes i selv den mindste rolle, for så kan man genkende vedkommende, når de dukker op i flashbacks. Men er det helt ukendte mennesker, så er det meget besværligt at hitte rundt i, og det bidrager til forvirringen på en måde, som jeg ikke tror er tilsigtet.

Skuespillet er generelt udmærket, men der er dog et par småroller, hvor skuespilleren falder helt igennem. Det er ikke noget, der ligefrem ødelægger oplevelsen, men det løfter den heller ikke. Hovedrollerne er dog godt besatte og fungerer hele vejen igennem. Man sidder hurtigt og gætter sig frem til, hvordan det hele hænger sammen, og der bliver smidt en masse clues på bordet undervejs, som ikke alle er lige elegante. Er man opvokset med lidt Internet – og kender til horror-genren – så kan man hurtigt identificere, i hvilken retning alle disse små tegn peger. Det er egentlig også helt i orden, da det ikke ødelægger historien. Men igen, så løfter det heller ikke filmen, når de store afsløringer kommer frem, og man allerede havde gættet det meste. Og dog, så havde man alligevel ikke gættet alt, og dét løfter virkelig filmen og giver den et boost op i sidste øjeblik.

Fakta

(Originaltitel: A Horrible Way to die )

DVD: 10-01-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Adam Wingard
Medv.: AJ Bowen, Amy Seimetz, Joe Swanberg m.fl.
Land: USA, 2010

Tyskland beviser her, at de så sandelig også kan være med til at lave teknisk flotte film. Altså, vi er helt ude i et niveau, der mest af alt minder om de virkelig dyre Hollywood blockbuster-produktioner. Det er imponerende i en grad, som man slet havde forventet fra en tysk thriller/sci-fi film, som ikke engang har nogle internationalt anerkendte tyske skuespillere med. At filmen oven i købet blev produceret tilbage i 2009, gør det ikke lige frem mindre imponerende.

Historien er egentlig relativ simpel, men udfoldes langsomt og elegant, så man hele tiden sidder spændt og søgende på næste clue. Det er old school sci-fi i imponerende visuel indpakning, og med alle de klassiske horror-virkemidler, som medvirker til, at spændingsniveauet ligger stabilt højt fra start til slut. Indrømmet, så er den måske en smule langsom, da der også er gode dele ”mystery” inde over, som langsomt udfoldes. Netop det lidt langsomme tempo kan dog tilgives, når man hele tiden er underholdt af så flotte billeder.

Skuespillet fungerer fint, og grundet historiens natur, er det ikke mange forskellige karakterer, vi støder på. Der er de lidt stereotypiske spøjse/skæve personer, som vi kender fra mange andre sci-fi film, og det fungerer rigtig godt, da det aldrig bliver plat eller søgt. Filmen er instrueret af Ivan Engler og Ralph Etter, der begge har deres spillefilm-instruktørdebut. Før denne film har de faktisk kun lavet hver deres kortfilm. Det kan da kun imponerere! Ivan Engler har oven i købet været med til at skrive både historien, som filmen er baseret på, og det screenplay, som ligger til grund for filmen. Mit umiddelbare gæt ville være, at filmens utrolig høje standard kan tilskrives, at de simpelthen har lagt hjerte og sjæl i produktionen. Jeg håber bestemt, at vi ser mere fra deres hånd - efter 'Cargo' ville jeg straks ønske at se det næste projekt fra deres hænder.

Fakta

(Originaltitel: Cargo)

DVD/Blu-ray: 10-01-2012
Genre: Thriller | SciFi
Instr.: Ivan Engler & Ralph Etter
Medv.: Anna-Katharina Schwabroh, Martin Rapold, Regula Grauwiller, Yangzom Brauen m.fl.
Land: Tyskland, 2009

Wes Craven er tilbage som gyser-instruktør efter nogle års pause – sidste gyser fra hans hånd kom i 2005, hvor han instruerede ’Cursed’ og ’Red Eye’ samme år. Og man skal endnu 5 år tilbage for at finde den forrige film, han lavede: ’Scream 3’. Man kunne tro, at når der er så langt mellem hans film, så var det fordi, at han har noget på hjerte, når han endelig kom ud af busken. Det er ’My Soul to Take’ så desværre ikke noget tydeligt bevis på.

Som i de fleste af hans gysere, er det de yngre mennesker, det handler om. Denne gang er det en afdød seriemorder, der spøger blandt en gruppe unge mennesker, der alle er født samme dag. Tilfældigvis er deres fødselsdag også præcis samme dag seriemorderen døde for 16 år siden, og ifølge legenden vil han vende tilbage på årsdagen. Det er egentlig et udmærket gyserplot, og filmen fungerer som sådan også fint. Der er bare ikke noget synderligt fantastisk eller nyskabende over hverken plot eller virkemidler. Det behøver der heller ikke være, men man ville bare ønske at en ikonisk gyserinstruktør og -manuskriptforfatter, ville kunne levere noget, der bare var en lille smule over det helt jævne.

Når det så er sagt, så må man sige, at castet fungerer fint, og det er så absolut altid en fordel. Ikke mindst, når historien er forholdsvis ordinær – inden for denne genre, i hvert fald – og endda til tider også lidt for hullet.

Men tilbage til castet, hvor den egentlig hovedrolle spilles af Max Thieriot, der tidligere har medvirket i bl.a. ’Chloe’ (USA, 2009), hvor han spillede overfor Julianne Moore, Liam Neeson og Amanda Seyfried. Hans karakter i denne film er også klart den mest interessante, og det er ikke mindst takket være hans præstation.

Skal man bruge en solid gyser – altså jævnt spændende, men uden noget nyskabende – så er ’My Soul to Take’ et udmærket bud til en (u)hyggelig fredag aften, men det er ikke en klassiker eller en film, man behøver se mere end én gang.

Fakta

Vi har lidt en forkærlighed for australske gysere – med ’Wolf Creek’, ’The Loved Ones’, Rogue’ og ’Daybreakers’ som gode eksempler. Denne gang er det en instruktør/manuskriptforfatter (Josh Reed), der er ukendt med horror-universet, som kaster sig ud i et forsøg på en gyser i den australske vildmark. Og det slipper han fint af sted med en stor del af vejen, men – ja, der er et stort men - slutningen trækker i den grad ned.

Det samme gør manuskriptet egentlig, da reaktionerne fra mange af karaktererne er helt ude i hampen, efterhånden som de myrdes én efter én. Det er både de tørreste replikker og de mest søgte klichéer, der rulles ud, og det er altså tåkrummende. Og så irriterer det, når man sidder midt i en film, som egentlig fungerer udmærket, for man ved jo nærmest, at det varsler en udvikling, der næppe kan være god.

Men tilbage til det, der fungerer: Starten af filmen. Den bygges rigtig fint op, og vi får en god indsigt i karaktererne og deres relationer. Men er involveret i historien og persongalleriet, og netop pga. denne effektive opbygning, så er det virkelig spændende første gang, én af dem rammes af uheld. Men så går det altså også ned af bakke derfra. Vi går fra fint håndværk til B-filmsniveau, hvor det hele falder fra hinanden. Det sker så drastisk, at man nærmest kunne mistænke, der er flere beslutningstagere inde over.

Hvis så man bare havde kørt den hele vejen, og tilladt filmen at gå over til en regulær kulsort horror-komedie, så kunne det stadig have fungeret. Men det hele er så seriøst, selvom historien kommer mere og mere ud på et overdrev. Alligevel klarer skuespillerne det mirakuløst nok helt fint – altså med udgangspunkt i det, de har at arbejde med. Det er næsten sørgelig, at det store potentiale i filmen smides på gulvet, men der er ikke rigtig nogen formildende omstændigheder til at løfte vurderingen højere op.

Fakta

(Originaltitel: Primal)

DVD: 25-10-2011
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Josh Reed
Medv.: Zoe Tuckwell-Smith, Krew Boylan, Lindsay Farris, Rebekah Foord, Damien Freeleagus, Wil Traval m.fl.
Land: Australien, 2010