LYGTEMANDEN er en ny bog (ja, bog!) af den danske filminstruktør og forfatter Martin Schmidt. Han stod bag danske gyserhits som Sidste Time (1995) og Mørkeleg (1996), men han skriver også krimier. Denne nye bog er beskrevet som en “filmisk oplevelse”, og det er ret rammende. Læs vores boganmeldelse af Lygtemanden her!

Nysgerrig på den nye roman Lygtemanden, som er en solid krimi, så læs videre her.

Vi anmelder kun sjældent bøger her på Heaven of Horror, men en gang i mellem falder vi for fristelsen, når vi direkte bliver spurgt. Faktum er nemlig, at vi selv læser (mange) bøger, men tiden er sjældent til, at det sker netop som en bog er udkommet, og derfor bliver det ofte mindre relevant med en anmeldelse fra vores side.

Og så alligevel sker det ind i mellem, at vi laver en boganmeldelse, som det nu er tilfældet med Lygtemanden. Indrømmet, forfatteren er en stor grund til denne beslutning, da han trods alt står bag nogle af de allermest succesfulde gyserfilm. Den slags som mange af os kender titlen på – selv gyserfans, der slet ikke var født, da filmene udkom.

Lygtemanden som “filmisk krimioplevelse”

Når en filminstruktør kaster sig over krimigenren, kan det enten føles som en stiv kulisse… eller som at få en hel film serveret direkte på nethinden. Heldigvis er Lygtemanden klart det sidste.

Historien følger FBI-agenten April Biggs, der forlader Los Angeles’ solblegede drama for at dykke ned i en dansk forsvindingssag. En filminstruktør er forsvundet, netop som hun er blevet færdig med sin nye danske gyser Mørkeræd (og herlig reference til forfatterens egen film Mørkeleg).

Allerede her ved vi, at det er vild fiktion, da der jo ikke ligefrem produceres mange danske gyserfilm. Og bliver de en succes, så kaldes de pludselig “mørkt drama” eller “brutal thriller”. Men det er et sidespor.

I krimien Lygtemanden leder sporene til gengæld direkte ind i en verden, hvor virkelighed og iscenesættelse flyder sammen. Det er en præmis, der hurtigt suger én ind, og som kun bliver stærkere af bogens meget visuelle fortællestil. Man mærker tydeligt forfatterens baggrund – scenerne folder sig ud som små filmsekvenser.

Det er nærmest umuligt ikke at “se” det hele for sig.

​En stærk hovedkarakter og spændende persongalleri

April Biggs er uden tvivl bogens største styrke for mig. Hun er ikke bare endnu en hårdkogt efterforsker, men en karakter med ar på sjælen og noget på spil. Hendes traumatiske baggrund giver hende kant, og hun nægter at finde sig i noget som helst. Det gør hende både fascinerende og uforudsigelig.

Samtidig er det tydeligt, at dette kun er begyndelsen – der lægges solidt op til en bogserie, og man får lyst til at følge hende videre.

Karaktergalleriet er generelt stærkt og varieret, med både mandlige og kvindelige figurer, der føles levende. Derudover er det værd at fremhæve bogens inklusion af transpersoner – selvom det starter med ikke at virke sådan. Det er gjort med en tydelig intention om at repræsentere respektfuldt og nuanceret, uden at det overtager historien.

Det føles som en naturlig del af universet frem for en påklistret pointe.

​Genkendelige miljøer og små skønhedsfejl

Miljøerne er også en fornøjelse. Kombinationen af København, Los Angeles og filmverdenen giver en særlig dynamik, og for læsere med kendskab til de miljøer er der en ekstra genkendelsesglæde.

Men Lygtemanden er ikke uden sine skønhedsfejl. Den spirende kærlighedshistorie føles lidt som en sideplot, der ikke helt får luft under vingerne. Den mangler tyngde og troværdighed, og man sidder lidt tilbage og undrer sig over, hvorfor den er der.

Derudover er der øjeblikke, hvor det skinner igennem, at den kvindelige hovedkarakter er skrevet af en mand. Det er små detaljer – enkelte tanker og reaktioner – som ikke helt rammer plet. Heldigvis er det ikke noget, der for alvor ødelægger oplevelsen.

En afslutning, der ikke helt rammer plet

Slutningen er nok bogens svageste punkt. Afsløringen af skurken lander ikke helt så effektivt, som man kunne håbe. Motiv og baggrund føles en smule konstrueret, og det kræver lidt velvilje at købe præmissen. Jeg indrømmer, at det også ofte sker med krimi-film og -serier, men måske ville netop Lygtemanden fungere bedre på skærmen, end den gør i bogen.

Ikke mindst hvis forfatter Martin Schmidt sætter sig i instruktørstolen og “kører den hjem”. Med den aktuelle succes på Netflix for Kastanjemanden og efterfølgende Tælle til en, tælle til to kunne man håbe, at de holder godt øje med danske bogudgivelser.

Nu var de to gyserfilm, som Martin Schmidt instruerede i 1990’erne (Mørkeleg og Sidste Time) begge baseret på manuskripter skrevet af Dennis Jürgensen. Det gik også lidt galt, da det i stedet kom til en filmatisering af Steen Langstrups stærke gyserroman Kat (2001), men det er der helt sikkert mange årsager til.

Jeg tror i hvert fald stadig på, at Lygtemanden kunne være yderst effektivt, hvis den blev filmatiseret. Også selvom jeg personligt går og håber på, at Martin Schmidt (der også har udgivet bogen Gå stille, tal sagte) laver flere deciderede gyserfilm.

Samlet vurdering af krimiromanen Lygtemanden

Alt i alt er Lygtemanden en stærk start på en ny krimiserie. Den er visuelt fortalt, har en spændende hovedkarakter og et univers, man gerne vil tilbage til. Hvis de kommende bind strammer lidt op på karakterrelationer og afslutninger, kan det her udvikle sig til noget virkelig godt.

Vi tænder fire splattede lygter ud af seks og holder øje med, hvor April Biggs bevæger sig hen næste gang.

FAKTA

EAN: 9788758859378
ISBN13: 9788758859385
Udgivelsesdato: 1. juni 2026

Plot

Lygtemanden handler om den unge FBI-agent April Biggs, der for en stund efterlader sine personlige bekymringer tilbage i Los Angeles, for at rejse til Danmark og hjælpe politiet med at løse sagen om den forsvundne filminstruktør Benedikte Palmer. Hun forelsker sig i det lille eventyrland – og måske også i en kollega – og må tage alle midler i brug for at opklare sagen.

Lygtemanden er første bind i serien om April Biggs.