:: Anmeldelse ::

Så blev det tid til endnu en film i Cabin Fever-franchisen, og efter en god original film af Eli Roth og en fin opfølger af Ti West – lige indtil slutningen desværre – er vi nået til en 3’er, hvor vi skal tilbage og se på oprindelsen. Denne gang er det instruktøren Kaare Andrews, der tidligere har lavet en række kortfilm (inklusiv V-filmen til ABCs of Death) og en enkelt spillefilm tidligere. Det må siges at være et godt udgangspunkt med et kendt plot i en god franchise for en relativt ukendt og ny spillefilminstruktør. Og det bliver ikke ringere af, at de har fået Sean Astin (Ringenes Herre-trilogien) med i en bærende karakter.

Og vi lægger hårdt ud med en række videnskabsfolk, der prøver at få kontrol over et outbreak ved at isolere Patient Zero, Sean Astin’s karakter, og udføre alverdens tests på ham, da han tilsyneladende er immun. Alt dette foregår i den ene del af historien, mens den anden del handler om en gruppe unge mennesker, der gerne vil have en sidste aftens sjov med deres ven, der skal giftes dagen efter. Den slags slipper man naturligvis aldrig godt fra i horror-universet, så de bliver hurtigt udsat for virusens ubehageligheder.

Kaare Andrews har godt fat om historien hele vejen igennem, selvom den skal springe mellem humor og alvor, så det er fin underholdning til genren og en absolut værdig 3’er i Cabin Fever-universet. Manuskriptet er da også skrevet af en person, der har været rigtig god til netop horror genren og velkendte plot-universer. Det er nemlig Jake Wade Wall, der har skrevet manuskript til When A Stranger Calls (2006) og The Hitcher genindspilningen (2007) samt Amusement (2008), der desværre ikke ramte helt plet, men dog er meget genretypisk.

Præcis som i de to forrige Cabin Fever-film, så betyder humor meget og spiller nærmest sin egen rolle. Det er splat og en masse nasty blod og slim, der altså bare er meget nemmere at køre ind med kulsort humor. Det lykkedes rigtig godt i Cabin Fever: Patient Zero, men samtidig bevarer den også potentialet for en mere seriøs historie, da vi efterhånden allesammen lever med frygten for en vanvittig pandemi, der potentielt kan ramme os når som helst – hvad end det så er Ebola fra Afrika, fugleinfluenza fra Asien eller “bare” en simpel salmonelle, listeria, MRSA – eller hvad vi nu har fundet i supermarkedets køledisk denne uge. Det ubehagelige og uhyggelige ved dette potentiale behandles ikke uden seriøsitet, men det er sjovt, når den slags stadig køres godt ind med humor og horror, som perfekte støtteben for de realistisk skræmmende elementer.

Fakta

Biografpremiere: Blodig weekend 2014
Genre: Horror
Instruktør: Kaare Andrews
Medvirkende: Sean Astin, Lydia Hearst, Currie Graham, Jillian Murphy m.fl.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.