CADDO LAKE på Max er en ny sci-fi-thriller med et skønt cast og en meget engagerende historie. Jeg er vild med den slags historier. Så meget, at jeg endda var helt okay med at kunne gætte et par plot twists. Læs vores fulde Caddo Lake filmanmeldelse her!
CADDO LAKE er en ny Max Original-film. Det er en sci-fi-thriller, og når jeg fortæller dig, at en af producenterne er M. Night Shyamalan, forventer du nok allerede en form for twist. Og ja, dét leverer denne Max Original også, da der er et mysterie som omdrejningspunkt, der skal afsløres.
Med en spilletid på omkring 100 minutter er der smæk for skillingen – som man siger på godt dansk. Jeg fik hurtigt sympati for karaktererne, fordi historien udfolder sig på den helt rigtige måde, og så er man allerede halvvejs i mål. Selvom du måske gætter nogle “plot twists” undervejs, er det stadig en god oplevelse.
Læs videre på vores Caddo Lake filmanmeldelse nedenfor. Den kan ses på Max fra den 10. oktober 2024.
Så meget sorg…
I Caddo Lake begynder historien reelt, da en 8-årig pige, Anna, forsvinder på Caddo Lake. Og ja, dette er en rigtig sø beliggende i en cypres-skov på grænsen mellem Texas og Louisiana.
Men før vi overhovedet når til denne del af historien, møder vi en ung mand (Dylan O’Brien) netop som han mister sin mor i en frygtelig bilulykke. Han er i bilen med hende, men kan ikke redde hende, og det kan han slet ikke slippe.
Det er nok helt naturligt at stille spørgsmålstegn ved, om man kunne have gjort noget eller forhindret det på en eller anden måde. Af flere årsager var der intet han kunne gøre – hvilket alle omkring ham også siger – men det smerter ham alligevel.
Du vil hurtigt opdage, at Caddo Lake helt overordnet er en historie om tab. Fra tidligere dødsfald til nuværende forsvindinger ser vi en families historie præget af smerte. Vi ser også flere historier udspille sig på samme tid, så en del af historiefortællingen går ud på at forbinde alle disse karakterer.
Rollelisten er fantastisk med Dylan O’Brien (Love and Monsters) og Eliza Scanlen (Sharp Objects) som de to hovedpersoner. Vi får også Diana Hopper (Aftermath), Caroline Falk og Sam Hennings med Eric Lange (Day Shift) og den vidunderlige Lauren Ambrose (Servant) i vigtige biroller.
En anderledes familiehistorie *mulige spoilere*
Vi forsøger altid at undgå spoilers her hos Heaven of Horror, men jeg må indrømme, at denne næste del nemt kan falde ind under kategorien “indirekte spoiler”. Jeg kunne nemlig virkelig godt lide Caddo Lake, og det er til dels grundet mystiske elementer, der mindede mig om andre produktioner.
Så snart jeg nævner disse andre produktioner, vil du nok uundgåeligt begynde at prøve at gætte og/eller opdage, hvad de har til fælles. Så hvis du vil undgå alle mindre spoilers, skal du bare fortsætte med at scrolle ned til det sidste afsnit. Hvis ikke, er du nu advaret!
*mulige Caddo Lake spoilers nedenfor*
Der er en niche af historiefortælling, som jeg bare elsker. Det er en slags sci-fi-mysterie, hvor familie eller venner på en eller anden måde kan kommunikere på tværs af tid og sted. En film som Frequency handlede om dette, og det samme gjorde den tyske Netflix-serie Dark.
Disse to historier er vildt forskellige, og ingen af dem som historien i Caddo Lake.
Og alligevel nævner jeg dem, fordi hvis du også kan lide disse historier – hvor familiemedlemmer på tværs af generationer formår at hjælpe hinanden på underfundige og nærmest umulige måder – bør du ikke gå glip af Caddo Lake.
Det var alt, jeg ville sige, så det er ikke så meget en spoiler. Trods alt!
*mindre spoilers overstået*
Se Caddo Lake på Max!
Caddo Lake kommer fra manuskriptforfatter-instruktørduoen Celine Held og Logan George. De to har instrueret afsnit af nogle fantastiske serier, der også har en mysterie-, sci-fi, thriller-stemning på en eller anden måde. Fra Dark Matter til Servant.
De instruerede også den prisvindende kortfilm Caroline (2018), som har den unge Caroline Falk i hovedrollen. Det er hende, som spiller den 8-årige Anna i denne nye film.
Caddo Lake har været længe undervejs, da den faktisk blev optaget tilbage i slutningen af 2021 og 2022 i og omkring Karnak, Texas. Nu kommer den så endelig på Max, men den har altså ikke ligget på en hylde et eller andet sted, fordi den ikke er god.
Faktisk er det en film, der ikke har sluppet mig siden, jeg så den. På en gode måde!
Og hvorfor ligger vi så ikke højere end 4 ud af 6, tænker du måske? Jamen det er såmænd fordi, vi fører en form for semi-demokrati, hvor min redaktør og medsammensvorne var noget mindre begejstret. Derfor holder vi den på en flot 4’er, fremfor den 5’er jeg alene have trukket den op til.
Caddo Lake er ude på Max fra den 10. oktober 2024.
FAKTA
Manuskript & instruktion: Celine Held & Logan George
Medvirkende: Dylan O’Brien, Eliza Scanlen, Diana Hopper, Caroline Falk, Sam Hennings, Eric Lange, Lauren Ambrose
Plot
Da en otteårig pige forsvinder på mystisk vis, begynder en række tidligere dødsfald og forsvindinger at blive forbundet og ændrer en ødelagt families historie for altid.
- The Stolen Girl – Anmeldelse | Disney+ - 14/04/2025
- Black Mirror: Sæson 7 – Anmeldelse | Netflix - 10/04/2025
- The Royal Hotel – Anmeldelse | Netflix (4/6) - 08/04/2025