CAPE FEAR på Apple TV er en ny miniserie inspireret af filmen fra 1991. Alene dét, kombineret med rollebesætningen, burde være mere end nok til at få dig til at se den. Derudover er både Scorsese og Spielberg producere på serien. Så snart du hører det ikoniske score og ser de farvemættede billeder, vil du føle dig hjemme. Og dejlig skræmt. Læs vores anmeldelse af Cape Fear-serien her!
CAPE FEAR er en Apple TV-serie baseret på samme bog som filmen fra 1991. Den film, der er inspirationsgrundlæg til serien, blev instrueret af Martin Scorsese og produceret af Steven Spielberg. Til denne serie vender de begge tilbage som executive producere. Og det elsker jeg simpelthen.
Samtidig er rollebesætningen intet mindre end fantastisk. Ikke mindst på grund af de overraskelser, der dukker op undervejs!
De første otte afsnit (ud af ti) er blevet set til denne anmeldelse. Jeg havde glædeligt binget hele serien, men vi fik ikke adgang til de sidste to episoder. Det er ganske enkelt tortur på Max Cady-niveau lige dér. Faktisk er jeg næsten nødt til at anerkende den form for udspekuleret ondskab.
Jeg kan kun anbefale dig at se serien, så snart afsnittene bliver frigivet, hvis du vil undgå spoilers. Der venter nemlig nogle virkelig store afsløringer hen ad vejen. Og hvem ved, hvad de sidste to afsnit byder på? Ikke os, i hvert fald.
Læs videre i vores spoilerfrie anmeldelse af Cape Fear-serien nedenfor. Du kan begynde på serien på Apple TV, hvor den streames fra den 5. juni 2026.
Intens på alle de rigtige måder
Uanset om du er til intense karakterer og stærke skuespilpræstationer eller bliver mere begejstret for farvemættede billeder med masser af visuel gennemslagskraft, så har Cape Fear-miniserien på Apple TV noget at byde på. Og så er der naturligvis det ikoniske og markante score.
For mit vedkommende befinder de toner sig helt oppe blandt Jaws, The Exorcist og Psycho. Her i miniserien bliver det brugt med præcision og formål. I Apple TVs nye psykologiske thrillerserie får frygten virkelig lov til at slå rod takket være seriens centrale trio bestående af Amy Adams, Javier Bardem og Patrick Wilson.
Max Cady (Javier Bardem) er tilbage for at få hævn, og familien Bowden kommer til at mærke konsekvenserne på alle tænkelige ondskabsfulde måder. Max Cady er intet mindre end en personificeret storm, der er på vej direkte mod de lykkeligt gifte advokater Anna (Amy Adams) og Tom Bowden (Patrick Wilson).
Som henholdsvis forsvarsadvokat og anklager i sagen, der sendte Max Cady bag tremmer, rammer nyheden om hans løsladelse dem som et lyn fra en klar himmel. Max Cady kan virke charmerende ved første møde, men han er brutal på utallige intelligente måder og har tålmodighed til at planlægge langt frem i tiden.
Nu står Bowden-familien og Max Cady over for hinanden. For ham er det en tilbagevenden til et liv i frihed, og for dem er det starten på et liv med regulær rædsel og uvished.
Javier Bardem som Max Cady? Ja tak!
Jeg elskede Robert De Niro som Max Cady i filmen fra 1991, men Javier Bardem formår fuldstændig at gøre rollen til sin egen. Samtidig kommer der små referencer til De Niros fortolkning undervejs, hvilket jeg nød i fulde drag.
Forklaringen på Javier Bardems accent fungerer desuden perfekt i denne version af historien og tilfører karakteren endnu et interessant lag. Indrømmet, så har jeg altid været glad for Javier Bardem som skuespiller. Jeg forventede derfor også, at han ville fungere godt i rollen. Jeg havde bare ikke forventet, at han ville være så god.
Han leverer en nuanceret præstation og et meget råt portræt af Max Cady, der er både charmerende og voldsomt skræmmende. Det lyder måske mærkeligt at sige “charmerende” om en berygtet morder, men det er et af hans stærkeste virkemidler.
Og samtidig er han et menneske, der selv er blevet svigtet og mishandlet gennem livet, og hans charme er skræmmende effektiv. Bare rolig, det er ikke fordi, jeg forstår, hvorfor nogle kvinder sender kærestebreve til seriemordere. Man forstår dog, hvordan han kan lokke både mænd og kvinder til at gøre, hvad han ønsker.
Som ægteparret Bowden, der blev spillet af Jessica Lange og Nick Nolte i filmen fra 1991, får vi nu Amy Adams og Patrick Wilson. De leverer begge stærke præstationer, men for mig er det Amy Adams, der stjæler hele showet i langt de fleste scener. Igen er det den mere rå tilgang… og måske spiller hun også bare en mere tiltalende karakter.
I vigtige biroller finder vi også et imponerende hold af skuespillere. Fra erfarne veteraner som CCH Pounder, Ted Levine og Ron Perlman til yngre talenter som Lily Collias (Good One), Joe Anders (1917, Lee) og Malia Pyles (Batwoman).
En lille “advarsel”: Du kan godt forvente, at du bliver dejlig irriteret på de unge karakterer. Det er også meningen. Og når det sker, så husk lige at se på de voksne i deres liv og overvej, hvor elendige rollemodeller de unge mennesker egentlig har.
Så er det bare om at se Cape Fear-serien på Apple TV
Manden bag denne miniserieudgave af den ikoniske historie er Nick Antosca, som fungerer som skaber, showrunner og executive producer på Apple TV-produktionen. Tidligere har Nick Antosca stået bag genretitler som The Act, Candy og A Friend of the Family, som alle var baseret på virkelige true crime-sager.
Derudover skabte han den skæve og kompromisløse Netflix-serie Brand New Cherry Flavor samt den brutale gyserfilm Antlers (2021). Og ja, med disse referencer betød det også, at mine forventninger til denne Apple TV-serie var skyhøje. Heldigvis blev jeg ikke skuffet. Ikke det mindste.
Heller ikke selvom jeg mangler de to sidste afsnit, som jeg har tiltro til også vil fungere.
Tilbage i Cape Fear-universet finder vi også de Oscar-vindende executive producere Martin Scorsese og Steven Spielberg. De var som sagt henholdsvis instruktør og producer på filmversionen fra 1991, som sikrede Oscar-nomineringer til Robert De Niro og Juliette Lewis dengang.
For god ordens skyld skal det nævnes, at filmversionen fra 1991, som denne serie er inspireret af, faktisk også var en genindspilning. John D. MacDonalds roman The Executioners blev første gang filmatiseret i 1962. Dengang var det Robert Mitchum og Gregory Peck, der havde hovedrollerne. Begge vendte senere tilbage i nye roller i filmen fra 1991.
Cape Fear-serien fra 2026 får premiere med de første to episoder, hvorefter der kommer nye episoder hver fredag frem til den 31. juli 2026. Hvis du vil undgå spoilers, anbefaler jeg at se seriens afsnit så hurtigt som muligt efter udgivelsen.
Cape Fear får global premiere på Apple TV fredag den 5. juni 2026.
FAKTA
Showrunner: Nick Antosca
Instruktører: Morten Tyldum, Amanda Marsalis, Jon S. Baird, S.J. Clarkson, Reed Morano, Jonathan van Tulleken, Steven Piet, Trey Edward Shults, Stephen Williams
Medvirkende: Javier Bardem, Amy Adams, Patrick Wilson, Joe Anders, Lily Collias, Malia Pyles, CCH Pounder, Jamie Hector, Anna Baryshnikov
Plot
En fare lurer for et par lykkeligt gifte advokater, da en berygtet morder fra deres fortid bliver løsladt fra fængslet.
📺 Se trailer

