CARVED på Disney+ er en ny gyserkomedie om Halloween set fra et dræbergræskars synsvinkel. Okay, ikke udelukkende, men vi forstår, hvorfor dette græskar er så hævngerrigt. En gyserkomedie fuld af skønne praktiske effekter. Læs hele vores Carved-filmanmeldelse her!

CARVED er en ny Disney-gyserkomedie om et græskar, der er blevet bevidst. Og ja, bare rolig, der er en grund til dette, som er en del af en simpel og effektiv baggrundshistorie.

Dette er en spillefilmsversion af en kortfilm, og det kan desværre mærkes. De første to akter fungerede godt for mig, men så er der lidt dødvande forud for sidste akt, hvilket er en skam.

Alligevel hjælper de skønne praktiske effekter (eller “practical effects”, om du vil) og den helt overordnede kitsch og campy stemning med at redde oplevelsen.

Læs videre på vores Carved filmanmeldelse nedenfor. Den kan ses på Disney+ fra den 21. oktober 2024.

Et sanseligt og hævngerrigt græskar

Det virker som det perfekte plot for en Halloween-gyserfilm at have et græskar som morderen. Og når vi ser en græskarudskærings-konkurrence fra græskarets synsvinkel, kan man godt forstå, hvorfor behovet for hævn opstår.

Inden vi når så langt, bliver vi introduceret til de meget menneskelige karakterer i den lille by, der allerede har en tragisk forhistorie. Det vil jeg ikke komme mere ind på her. En journalist, der angiveligt dækker den historiske genopførelse af landsbyen lavet til Halloween, forklarer nemlig dette helt fint allerede tidligt i filmen.

Under alle omstændigheder ser vi blandt hovedpersonerne en knust teenage-dramatiker, hendes lillebror og hjerteknuseren selv. Vi følger disse tre sammen med de få andre overlevende. De udgør et ret forskelligartet hold, der kæmper sammen mod græskaret, der prøver at slå dem ihjel!

Carved – Anmeldelse | Halloween Gyserkomedie på Disney+

“Ripe for Revenge”

Tagline for Carved er “Ripe for Revenge”, hvilket kan oversættes direkte til “Moden til hævn”, og det sætter tonen for denne Disney-gyserkomedie godt. Det handler i virkeligheden om græskarret og det traume, det (eller “hun”, for det er botanisk set et hun-græskar) oplever ved at overvære mennesker skære i artsfæller.

Det, Carved helt overordnet set gør godt, er at skabe sympatiske (eller som minimum underholdende) karakterer, mens der fokuseres på praktiske effekter. Det giver et solidt udgangspunkt, og effekterne er ret lækre på den ulækre måde, der er perfekt til gyserkomedier.

Rollelisten inkluderer Peyton Elizabeth Lee, Corey Fogelmanis (Ma) og Wyatt Lindner som de tre hovedkarakterer. Birollerne er dog ret fantastiske. De får måske ikke meget skærmtid, men de er mindeværdige.

Fra Carla Jimenez, Matty Cardarople (Stranger Things) og Jackson Kelly (Teacup) til Sasha Mason og Chris Elliott. Plus den vidunderlige DJ Qualls (Guillermo del Toro’s Cabinet of Curiosities), som ender med at blive historiens hjerte på mange måder sammen med Marc-Sully Saint-Fleur.

Det hele begynder også med journalisten spillet af Elvis Nolasco, som spillede titelkarakteren i gyserfilmen Mr. Crocket, en anden Disney-gyserfilm udgivet til Halloween 2024.

Se Carved Disney+ nu!

Carved er instrueret af Justin Harding og er baseret på en kortfilm af samme navn. Justin Harding skrev og instruerede også kortfilmen til Huluween Film Fest (filmen er en Hulu Original, der udkommer på Disney+ herhjemme). Til denne spillefilmsversion slog han sig sammen med forfatteren Cheryl Meyer.

Der er meget godt i denne film, men den sidste akt resulterede i en lavere vurdering. Det var her, jeg tænkte, at denne spillefilm føltes, som om det skulle have været en kortfilm. Jeg havde ikke læst op på filmen, før jeg så den, men jeg blev ikke overrasket, da jeg opdagede, at oplægget netop var en kortfilm.

Se filmen for skuespillet og de gode praktiske effekter. Jeg kan også sagtens forestille mig, at jeg ville se den igen til Halloween et andet år. Og det er jo immervæk altid et godt tegn.

Carved er ude på Disney+ fra den 21. oktober 2024.

FAKTA

Instruktør: Justin Harding
Manuskript: Justin Harding & Cheryl Meyer
Medvirkende: Peyton Elizabeth Lee, Corey Fogelmanis, Wyatt Lindner, Carla Jimenez, Sasha Mason, Jonah Lees, DJ Qualls, Marc-Sully Saint-Fleur, Elvis Nolasco, Matty Cardarople, Jackson Kelly, Chris Elliott

Plot

På halloween i 1993, to år efter et dødbringende radioaktivt udslip, må de ansatte i en historisk nybygger-besøgslandsby arbejde sammen for at overleve angrebet fra et uhyrligt dræbergræskar, der er ude efter hævn.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg