DANGEROUS ANIMALS er en ny horror-thriller. Den kombinerer en seriemorder-fortælling med en haj-overlevelsesfilm – og det fungerer overraskende godt! Især fordi rollebesætningen er lille, men stærk. Læs vores fulde anmeldelse af Dangerous Animals her – og se den i biografen nu!
DANGEROUS ANIMALS er en virkelig velfungerende horror-thriller, som nu kan opleves i biografen. Filmen er instrueret af genreinstruktør Sean Byrne, der aldrig skuffer. Og denne gang får vi både en seriemorderhistorie og en haj-thriller i én og samme film. Kan man bede om mere?
Jeg forventede solid underholdning – og det fik jeg – men det var karaktererne (og ikke mindst det fantastiske cast), der virkelig ramte plet for mig. Den lille rollebesætning fungerer overraskende godt, og hvis bare spilletiden havde været lidt kortere og tempoet lidt skarpere, havde jeg været helt oppe at ringe.
Læs videre på vores Dangerous Animals-anmeldelse herunder – og find den i din nærmeste biograf nu!
Hajer, en seriemorder og en kærlighedshistorie?!
Ja, med Dangerous Animals får vi en vaskeægte genre-hybrid, der byder på både en haj-overlevelsesfilm, en seriemorderfortælling og en ægte kærlighedshistorie. Ikke noget påklistret eller mærkeligt, men faktisk rørende og sødt. Desværre kommer romancen på det værst tænkelige tidspunkt.
Vi møder den frihedselskende surfer Zephyr (Hassie Harrison), der er rejst fra USA til Australien for at lægge fortiden bag sig og finde ro i bølgerne. Hun har hverken behov for andre mennesker eller materielle ting, så solotilværelsen i hendes ombyggede varevogn passer hende helt perfekt.
Altså, lige indtil hun pludselig møder en lokal surfer, Moses (Josh Heuston), som viser sig at være alt det, hun ikke vidste, hun havde brug for. En godhjertet fyr uden skjulte dagsordener.
Det er selvfølgelig skræmmende for en type som Zephyr, der altid har klaret sig selv. Så hun gør det eneste, der giver mening for hende: Hun stikker af fra følelserne og ud på havet.
Kæmpe fejl.
Her bliver hun nemlig kidnappet af den haj-besatte seriemorder Bruce Tucker (Jai Courtney), der har slået ihjel uforstyrret alt for længe. Han ser sig selv som det ultimative rovdyr.
Et meget farligt dyr.
En haj!

Den perfekte kombination
I Dangerous Animals får vi en seriemorder, der har fundet den perfekte måde at skaffe sig af med lig på: Han fodrer dem til hajerne! Eller rettere – han dræber dem ofte ved netop at give dem til hajerne.
Det virkelige monster i filmen er uden tvivl seriemorderen Bruce Tucker. Ikke hajerne. Som dyreelsker (ja, også hajer!), så er det faktisk ret forfriskende at se en thriller, hvor hajerne ikke er skurkene.
(I modsætning til det rod af en film, Into the Deep – læs vores anmeldelse her >)
Jai Courtney (The Suicide Squad) er helt perfekt som Bruce – det selvudnævnte alfa-rovdyr. Han giver virkelig liv til denne horror-skurk, og man kunne sagtens forestille sig flere film med denne karakter. Men måske er det bedst, vi ikke går den vej… selvom han er forbandet god i rollen.
Eller rettere, han er forbandet ond!
Det samme gælder Hassie Harrison (Yellowstone) som Zephyr. Hun sælger rollen som den frie sjæl med traumer og kampgejst til perfektion. Og hun giver ikke op – uanset hvor håbløs situationen ser ud.
Josh Heuston (Dune: Prophecy) er også fantastisk som Moses – den gode og kærlige mand, der faktisk kæmper for kærligheden. Det lyder måske sukkersødt, men i en film med både en seriemorder og hajer fungerer det overraskende godt.
Han minder bare os alle om, at sådan nogen mænd også findes!
Se Dangerous Animals i biografen nu!
Instruktøren bag Dangerous Animals er Sean Byrne, og siden hans spillefilmsdebut med The Loved Ones i 2009, har vi vidst én ting: Vi ser ALT, hvad han laver! Han skuffer simpelthen ikke. Dette er kun hans tredje spillefilm – den forrige var The Devil’s Candy – og nu håber vi bare, der ikke går 10 år igen.
Denne gang har han ikke selv skrevet manuskriptet – det står debutanten Nick Lepard for – men resultatet er stadig imponerende: Et intenst og nuanceret manuskript med karakterer, man faktisk hepper på… og en skurk, der både er skræmmende og underholdende.
Jeg elskede virkelig mange ting ved denne film – både karaktererne, haj-sekvenserne og det fokuserede drive. Dangerous Animals er en skøn overraskelse for fans af både seriemorderfilm og hajthrillers.
Og hvis du elsker begge dele, så er den her lige noget for dig! Ikke mindst, når nu den har premiere dagen inden årets første fredag den 13.
Dangerous Animals har dansk biografpremiere den 12. juni 2025.
FAKTA
Instruktør: Sean Byrnes
Manuskript: Nick Lepard
Medvirkende: Jai Courtney, Hassie Harrison, Josh Heuston
Plot
Da den rebelske surfer Zephyr bliver bortført af en haj-besat seriemorder og holdt til fange ombord på hans båd, bliver hun tvunget til at finde ud af, hvordan hun flygter, før han udfører sin sædvanlige rituelle fodring af hajerne nedenfor.
- Ziam – Anmeldelse (3/6) - 09/07/2025
- The Ritual [2025] – Anmeldelse (1/6) - 08/07/2025
- Until Dawn – Anmeldelse (3/6) - 07/07/2025