:: Anmeldelse ::

Man skal endelig ikke lade sig narre af de første par minutter, hvor man følger deltagerne inde i Big Brother huset. Det virker meget low-budget, men det er jo reelt også, hvad reality TV er: Man lader amatører folde sig ud uden manuskript, og til gengæld tror deltagerne, at de allerede er stjerner, for de er jo i fjernsynet, og først dér lever man. Dette er dog absolut ikke en low-budget produktion, men derimod en god BBC produktion med velkendte navne og absolut tilfredsstillende effekter. Det er ikke det voldsomt store splatter orgie, men det ser godt ud og bliver brugt i den udstrækning, det passer ind i historien.

Castet er godt. Virkelig godt. Faktisk byder denne serie på en af de sjoveste "dumme blondiner" (selvom hun er mere nøddebrun end blond) i lang tid. Hun kan bare levere de mest tomhjernede replikker med en oprigtighed og forargelse, som virkelig bringer den platte mavefølte latter frem. Desuden er folk fantastisk realistiske i deres reaktioner og handlinger, og vi ser både egoisme, medfølelse og direkte dumme handlinger, og man kan forholde sig til de fleste karakterer – enten fordi de minder om en selv, eller fordi man kan genkende andre i dem.

Denne serie er jo ikke ligefrem ny – den er fra 2008 – men eftersom vi har været så heldige at hygge os i juleferien med netop denne serie, så er den en anbefaling værdig. Det er zombie genren, vi er i, og miniserien kan nok bedst beskrives som en blanding af  ’28 Days Later’ og ‘Shaun of the Dead’. Den er sjov, men det er bestemt også den rene uhygge, som spiller en solid rolle. Får du mulighed for at se den, så grib chancen – ellers kan den købes til absolut lave priser, og er så sandelig pengene værd. 

:: Heaven of Trivia ::

Nomineret til en BAFTA TV Award for bedste drama serie, men vandt desværre ikke.

Fakta

(Originaltitel: Dead Set)

På DVD/BluRay: 03-11-2008 (UK region 2) 
Genre: Gyser, Thriller, Komedie
Instr.: Yann Demange
Medv.: Jaime Winstone, Andy Nyman, Riz Ahmed, Chizzy Akudolu, Liz May Brice, m.fl. 
Land: UK, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.