Deliver Us From Evil blander horror og drama i en rå og dyster film, der leverer toppræstationer fra skuespillerne. Læs mere i vores anmeldelse her!

Deliver Us From Evil handler om en betjent, der er vant til at opleve masser af gru og ulykke i løbet af sin arbejdsdag (eller rettere nat, da han har nattetjansen).

Men det når helt nye højder, da han første gang oplever den anden side af ondskab: Overnaturlig ondskab i form af djævlen og besættelse af samme.

Filmen er endda baseret på en virkelig betjents liv, så der er masser af guf og realisme i filmen. Det er især en fordel, da vores hovedperson er en ægte djævlens advokat og dybt skeptisk på niveau med publikum, og på den måde bliver det en stille og rolig introduktion til det mere overnaturlige.

Der er en rigtig god udvikling i selve fortællingen, da vi får beskrevet en række vilkår og forhold, som har stor betydning for historien, men dog uden det bliver alt for rigidt.

Skuespillere i topform

Skuespillerne er alle i topform, og især Eric Bana i hovedrollen leverer en super præstation som den barske betjent, der må overkomme sin religiøse skepsis efter flere møder med besatte individer.

Filmen er dejlig dyster og rå, hvilket på alle måder passer perfekt til horrorfilm. Og det er på sin vis en klar force, at der er en masse drama i historien, men det er desværre også en absolut ulempe, da horrordelen først kommer på banen senere, og vi derfor reelt mangler selve opvarmningen. Det ender desværre med at være en lidt underlig blanding, der hverken helt er drama eller horror. Det føles til tider som to film, der prøver at smelte sammen – forgæves.

Instruktør Scott Derrickson havde stor succes med både Sinister og Exorcism of Emily Rose (Besat), der begejstrede både anmeldere og horrorfans. Så vi havde forventet en del mere, men er du til dystre thrillere (i stil med en mild Se7en) og diverse eksorcisme-film, bør du bestemt give Deliver Us From Evil en chance.

FAKTA

Biografpremiere: 24. juli 2014
Netflix-premiere: 29. november 2019
Genre: Horror, Thriller, Action
Instruktør: Scott Derrickson
Medvirkende: Olivia Munn, Eric Bana, Joel McHale, Édgar Ramírez m.fl.

Plot

Deliver Us from Evil følger vi en politibetjent i New York, der undersøger en serie af forbrydelser. Fællesnævneren for dem alle er det okkulte og en mulig dæmonbesættelse.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg