DIE MY LOVE er nyeste Lynne Ramsay-film, og den udkommer nu i de danske biografer. Vi er ude i et intenst drama med en psykologisk thriller-driver, der bliver vildere og voldsommere, som historien udfolder sig. Jennifer Lawrence spiller hovedrollen og har fuldt fortjent fået ekstraordinært meget ros for sin præstation. Læs vores fulde Die My Love anmeldelse her!
DIE MY LOVE får nu dansk biografpremiere, og hvis du er fan af filmskaber Lynne Ramsay (hende vender vi tilbage til), så har du en idé om hvad, du skal forvente. Det er på ingen måde en feel-good film, men det er til gengæld en fortælling, mange nok kan spejle sig i. Ja, selvom de færreste kvinder, nok føler tilværelsen som nybagt mor helt så voldsomt.
Spilletiden er på lige knap to timer, og der er både en slowburn-kvalitet over filmen samt en voldsom eskalation for vores hovedperson, der portrætteres eminent af Jennifer Lawrence. Personligt er jeg ikke begejstret for den opbrudte og ikke-kronologiske fremgangsmåde, men dét er nok mere et præference-spørgsmål end noget andet.
Læs videre på vores filmanmeldelse af Die My Love nedenfor. Filmen får dansk biografpremiere den 29. januar 2026.
Voldsomt angreb på ens sanser
I Die My Love møder vi forfatteren Grace (Jennifer Lawrence), netop som hun flytter ind i et lettere faldefærdigt hus godt ude på landet. Hun flytter ind sammen med Jackson (Robert Pattinson), og svigermor (Sissy Spacek) er nærmeste nabo. Det er dog en god gåtur væk.
Grace og Jackson venter barn, og selvom Grace egentlig skulle arbejde på sin bog, sker det aldrig.
Livet som ung mor viser sig at være et decideret mareridt. Ikke fordi der er noget galt med hendes søn, som hun elsker og beskytter, men fordi hun føler sig fanget og afsondret. Eller rettere, hun føler det ikke kun, det er hun. Jackson er magtesløs, fordi han tydeligvis har nogle drømme, der passer fint ind i dette liv, og han ser ikke, hvor meget hun lider.
At se Die My Love er en decideret kropslig oplevelse. Især for ørerne, og det er tydeligvis også intentionen.
Det er en film, der har til formål at presse sit publikum, så vi kan mærke bare en brøkdel af det pres, Grace er under. Det er en uhyggelig voldsom oplevelse, der til tider vitterligt er ubehagelig.
Igen, ikke fremmed i Lynne Ramsay-film, men jeg har dog ikke oplevet det helt så markant tidligere.
Mennesker og dyr fanget i mareridtet
Jeg var, ikke overraskende, meget nervøs for den dyremishandling, jeg havde hørt skulle finde sted i Die My Love. I dén henseende blev jeg heldigvis positivt overrasket. Ja, der er noget med en hest og en hund, men der er intet, der sker med direkte onde hensigter.
I hvert fald ikke som dyremishandling – nærmere tværtimod.
Til gengæld er især hundens rolle i historien en decideret stressfaktor. Igen, så gælder det både for Jennifer Lawrence-karakteren Grace, og os som publikum. Der bliver gøet og knurret og pivet i ét væk, og Jackson, der har påduttet husstanden denne stakkels hund, er tilsyneladende døv overfor det hele. Igen er det Grace, der må træde til.
Jennifer Lawrence for fuld udblæsning
Heldigvis er det de færreste kvinder, der kommer nok helt så langt ud i tovene som Grace (Jennifer Lawrence). Hun presses dog også voldsomt og får ikke meget hjælp fra sin mand (Robert Pattinson), der er mere rådvild end en støtte. Til hans forsvar skal det siges, at han på ingen måde forstår, hvad hun gennemgår.
Det gør til gengæld svigermor, Pam (Sissy Spacek), der måske er den eneste person, der reelt kan nå ind til Grace, når hun mister jordforbindelsen. Faktisk er det en skøn rolle til Sissy Spacek, som fik sit helt store gennembrud i den ikoniske filmatisering af Stephen Kings Carrie, der hele vejen igennem er fornuftens stemme, men aldrig belærende.
Når vi taler om Jennifer Lawrence, så er det faktisk meget overraskende, at det ikke blev til en Oscar-nominering. Den ville nemlig være fuldt fortjent. Selve omstændighederne og eskalationen for netop hendes karakter mindede mig især om Mother!, mens selve karakteren nok mere smager af hendes Oscar-vindende Silver Linings Playbook-karakter.
Så er rammerne vist trukket op, uden der kommer nogle spoilere på banen.
Se Die My Love i biografen herhjemme nu
Die My Love er som sagt instrueret af Lynne Ramsay. Hun har tidligere har stået bag så stærke film som We Need to Talk About Kevin (2011) og You Were Never Really Here (2017). Det er aldrig behagelige film, hun leverer, og de byder typisk på historier, der presser publikums menneske-forståelse til det yderste.
Det gælder bestemt også med Die My Love, hvor jeg faktisk elsker, at alle kvinder omkring Grace forsøger at opmuntre hende. De fortæller med forståelse og omsorg, at de også havde det frygteligt det første år som nybagte mødre. Grace søger dog ikke omsorg. Hun vil bare hellere leve på sin egen måde, og dét er der ikke meget forståelse for.
Filmen er baseret på Ariana Harwicz’ anmelderroste roman, der fokuserer på så store emner som parforhold, moderskab og identitet. Og, i sagens natur, ikke mindst hvor meget et menneske kan blive presset af netop disse. Die My Love blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes 2025 og fik, fuldt fortjent, stor opmærksomhed for sine kraftfulde præstationer.
DIE MY LOVE har premiere i de danske biografer den 29. januar 2026. Den spiller bl.a. i Grand Teatret i København samt +30 biografer landet over.
FAKTA
Intruktør: Lynne Ramsay
Manuskript: Enda Walsh, Lynne Ramsay, Alice Birch
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Robert Pattinson, Sissy Spacek, Nick Nolte, LaKeith Stanfield, Gabrielle Rose
Plot
Grace, en forfatter og ung mor, glider langsomt ind i vanvid. Afsondret i et gammelt hus i Montana og omegn ser vi hende blive stadig mere ophidset og utilregnelig, mens hendes ledsager, Jackson, bliver mere og mere bekymret og magtesløs.
📺 Se trailer

