:: Anmeldelse ::

Mange har kaldt dette en sort komedie, og det må jeg ærligt indrømme, at jeg har svært ved at genkende. Bevares, der er i dem grad kulsort sarkasme, men humor er nok så meget sagt. Sagt på en anden – og meget mere filmnørdet måde – så er der en god del “Coen Brothers”-stil over hele historien. Men vi er altså meget mere ovre i ‘The Man Who Wasn’t there’, end vi er i ‘Burn After Reading’-universet.

Thure Lindhardt har den altafgørende hovedrolle, og han leverer – som altid, fristes man til at sige (i hvert fald, hvis “man” er mig) – en bundsolid præstation. Han har altså en fantastisk evne til at være underspillet, uanset om han skal være chokeret eller lalleglad. Og vi oplever begge dele i denne film! Derudover må også titelrollen Eddie, der spilles af Dylan Smith, fremhæves. Denne blide kæmpe, der bliver en blodtørstig kannibal, når han går i søvne. Den kan ikke komme som den helt store spoiler, eftersom filmens undertitel er “The Sleepwalking Cannibal”. Han er simpelthen så dejlig enfoldig, at man bare får lyst til at sige “Nåh, lille skat!”… men den indskydelse forsvinder sjovt nok, når han begynder at gnaske i skrigende mennesker.

Filmen er instrueret af Boris Rodriguez, der formår at holde stilen virkelig flot hele vejen igennem. Det er som sådan en yderst gennemført og stilsikker film. Den er også spændende, grotesk og egentlig ret cool. Men – for ja, der er desværre lige et “men” – for mig mangler der lige det sidste. Den bliver en smule langtrukken undervejs, selvom den har en yderst fornuftig spillefilmslængde på 90 minutter. Der er ikke fordi, den bliver for lang, men den mister lidt kant et sted i midten.

Det er dog absolut en film, der kan anbefales til alle, der er med på noget grotesk underholdning og kulsort sarkasme. Den mest oplagte sammenligning for mig ville være den finske ‘Rare Exports: A Christmas Tale’, der var en noget alternativ julefilm. Man må simpelthen bare gå med på det lidt spøjse landbyliv og acceptere, at folk reagerer på en, for dem, helt logisk måde, selvom vi andre står og ryster på hovedet af dem. Det fungerer og er lækker underholdning… selvom den ikke ramte HELT plet hos mig!

Fakta

(Originaltitel: Eddie: The Sleepwalking Cannibal)

Biografpremiere: 12-07-2012
Genre: Gyser | Drama | Komedie
Instr.: Boris Rodriguez
Medv.: Georgina Reilly, Thure Lindhardt, Stephen McHattie m.fl.
Land: Canada | Danmark, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg