ENGLEBØRN er en ny dansk psykologisk gyserfilm, der får biografpremiere herhjemme. Dét sker ikke så ofte. Desværre er plottet i denne film bedre på idéplan end i selve udførelsen. Læs vores fulde Englebørn filmanmeldelse her!

ENGLEBØRN er en dansk gyserfilm, der udkommer i de danske biografer. Det er altid godt, når genrefilm får en chance i biografen, men jeg er bange for, denne film måske vil skuffe. Der er bestemt gode elementer i den, men flere delelementer er desværre bare ikke udført helt ideelt.

Det hedder sig, at denne psykologiske gyserfilm “bevæger sig i grænselandet mellem virkelighed og fantasi”, hvilket helt sikkert også er korrekt. Lige præcis denne balancegang er dog kilde til både skidt og kanel i selve plottet. Spilletiden er kun 96 minutter.

Du kan læse videre på vores Englebørn filmanmeldelse nedenfor. Se filmen i de danske biografer fra 13. marts 2025.

Referencer til en yderst velkendt sag

Allerede titlen Englebørn smager lidt af Englemagersken, der var et af de øgenavne, barnemorderen Dagmar Overby fik. Og ja, der er referencer til netop mordene begået af Danmarks største seriemorder. De er også omdrejningspunkt i den Oscar-nominerede Pigen med nålen.

Englebørn udspiller sig dog i nutiden. Vi er i København – hvor også Dagmar Overby myrdede – og det er fortidens frygtelige gerninger, der bliver del af denne nye fortælling.

LÆS MERE OM DAGMAR OVERBY

Barnemorderen Dagmar Overby myrdede flere end hun blev dømt for >

Et ungt par flytter ind i en lejlighed. De lokale kalder ejendommen for “Englegården”, og det kræver ikke den store mesterdetektiv at gennemskue hvorfor. Hovedpersonen, Freya (Agnes Born) er en talentfuld kunstner, der kæmper med indre dæmoner.

Efter en voldsom ufrivillig abort, og efterfølgende mislykket selvmordsforsøg, er hun flyttet med sin mand til København for at starte forfra. Det er dog ikke nemt, når man konstant har mareridt og hører barnegråd om natten.

Lydene kommer fra loftet, og dét giver jo ikke meget mening, når man bor øverst oppe.

Englebørn – Anmeldelse | Dansk psykologisk gyserfilm

Spøgelser eller underbevidstheden?

Freya er – forståeligt nok – ved at gå ud af sit gode skind. Hun skal gerne blive færdig med sine malerier, der skal udstilles på et galleri i København, men det er umuligt for hende at koncentrere sig med al den larm.

Hendes bedste ven Henrik tror, det er hendes underbevidsthed, der spiller ind. Hendes mand er på alle måder helt uduelig, og Freya begynder at undersøge bygningens fortid.

På papiret lyder det hele egentlig ret spændende, men det bliver desværre en noget træg affære. Igen og igen (og igen) skal vi se Freya forsøge at male og blive frustreret over barnegråd.

Albert Einstein sagde engang noget i stil med at definitionen på sindssyge er “at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat”, og som seer bliver man også ret vanvittig af disse repetitioner.

Skuespillet i Englebørn 

Det er ikke ofte, danske gyserfilm bliver produceret og endnu sjældnere, at de udkommer i biografen. Derfor vil vi altid gerne slå et slag for de danske gyserproduktioner. Desværre lever denne film ikke op til de håb og forventninger, vi havde.

Sidste års Mulm var på mange måder mere vellykket. Ikke mindst takket være skuespillet, der her i Englebørn er en noget blandet fornøjelse. Hovedrollen spilles af Agnes Born (Vereena i The Witcher), og hun gør det faktisk godt, men arbejder ikke med det stærkeste materiale.

Foruden Agnes Born ser vi også fine præstationer fra Micki Stoltt (The Last Kingdom), Kaspersilas Crystallando (Zoo, Zombiehagen) og Ali Najei (Shorta). Claes Bang (Dracula) har en gæsterolle og fungerer (naturligvis, fristes man til at sige) helt fint.

Musikeren Dicte som galleriejer er desværre ikke videre spændende, og nogle af de mindre roller som “sutterne på bænken” rammer helt skævt. Det er som et amatørteater, hvor man måtte hive en suppleant ind fra siden i sidste sekund. Fladt og utroværdigt.

Se Englebørn i de danske biografer

Det er Peder Pedersen, der er instruktøren bag Englebørn. Han har tidligere arbejdet med tv-serier, reklamer, musikvideoer (bl.a. for The Raveonettes og Minds of 99) og kortfilm. Han har også en tydelig interesse for gysergenren og har udgivet horror- og sci-fi-filmbladet “Inferno”.

Nu er det så blevet tid til en decideret gyserfilm sammen med manuskriptforfatter Jan Lundager Iversen. Som filmfotograf er der også hentet det tunge skyts ind med Marcel Zyskind (Sommeren ’92, The Killer Inside Me).

I PR-materialet siges det, at Englebørn er en film for fans af The BabadookIt Follows og Sinister. Til det må jeg bare sige, at hvis du som seer forventer en film på samme niveau, bliver du slemt skuffet.

Se den hellere med et åbent sind og håb, at den kan bane vejen for flere danske gyserfilm fremover.

Englebørn får dansk biografpremiere torsdag den 13. marts 2o25.

FAKTA

Instruktør: Peder Pedersen
Manuskript: Jan Lundager Iversen
Skuespillere: Agnes Born, Micki Stoltt, Kaspersilas Crystallando, Dicte, Ali Najei, Babette Feldt, Claes Bang

Plot

Den unge kunstner Freya kæmper for at genfinde fodfæstet efter en mislykket graviditet og et selvmordsforsøg. Da hun begynder at høre barnegråd fra loftet og ser en skikkelse i lejligheden, intensiveres hendes kamp for at skelne virkelighed fra mareridt.

Karina "ScreamQueen" Adelgaard
Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)