ET MONSTERS BEKENDELSER på HBO Max er en true crime-dokumentarserie, der handler om et dansk monster, du bør kende til. Ja, vi taler om et menneske, men af den slags, vi normalt kun støder på i de mest voldsomme gyserfilm. Læs vores anmeldelse af dokuserien Et monsters bekendelser her!
ET MONSTERS BEKENDELSER er en HBO-dokumentarserie i true crime-genren. Denne gang handler det om en dansker, der dog især udførte sine mest dystre gerninger i Sydafrika. Her “flyttede” han til, da han gerne skulle forlade Danmark for at undgå straf for sine forbrydelser her.
Det burde være obligatorisk for os danskere at se denne dokuserie, så vi kan blive konfronteret med, at vi som samfund ikke har formået at stoppe ham. Han har det pæredanske og nærmest anonyme navn Peter Frederiksen. Der er fire afsnit i denne true crime-dokumentarserie, og ja, det bliver kun værre, jo længere vi kommer.
Du kan læse videre i vores anmeldelse af Et monsters bekendelser nedenfor. Serien får premiere på HBO Max den 7. august 2026.
Våbenhandler og omskærer af kvinder
Et monsters bekendelser er historien om Peter Frederiksen. Et af de mest modbydelige mennesker, jeg nogensinde har oplevet. Herhjemme har han nok især været omtalt som “våbenhandler”, hvilket forklarer, hvorfor han ikke har været så omtalt i Danmark, som hans forbrydelser egentlig berettiger ham til.
Hans andre forbrydelser omfattede en lang række omskæringer af kvinder (han havde simpelthen fryseren fyldt med afskårne kvindelige kønsdele) og også mord. Ikke nødvendigvis ved hans egen hånd, da man som hvid mand i Sydafrika snildt kan betale sig fra selv at få hænderne beskidte.
Men at skære i kvinders kønsdele, dér ville han gerne selv have fingrene i gang. Manden var simpelthen besat af omskæringer. Og hvis du tror, at den del kun fandt sted i Sydafrika, så kan du godt tro om. Han startede nemlig i Danmark, hvor en kvindelig præst gerne ville af med sine lyster. Dét ville Peter Frederiksen gerne hjælpe med.
Præster i Danmark
Meget ved Et monsters bekendelser chokerede mig, og det her er langt fra det værste, han gjorde, men det sidder virkelig fast; En pensioneret dansk kvindelig præst, der selv var teologistuderende under den senere omskårne kvindelige præst, fortæller historien om fornævnte omskæring. Hun fandt præsten blødende og tilkaldte hjælp.
Inden vi kommer så langt, hører vi dog også lidt andet om præsten og dennes seksuelle præferencer, som også var noget chokerende. Bevares, man må gøre, som man vil, men i en folkekirke, hvor nogle præster nægter at vie homoseksuelle eller fraskilte, er det vildt at høre om deres egne seksuelle udskejelser og præferencer.
Måske er det bare mig, der kan blive forarget. Og nok egentlig især over at man kan sidde så afslappet inde i selve kirken og fortælle om det.
Se Et monsters bekendelser på HBO Max
Denne HBO-dokumentar kommer fra instruktør Martin Kjær og executive producer Birgitte Moesgaard samt producenterne Tobias Sørensen, Niels Pedersen Nielsen og Morten Rasmussen.
Peter Frederiksen var seksualforbryder, bestilte lejemord, myrdede vidner og var våbenhandler. At han ikke er lige så velkendt et navn herhjemme som Peter Lundin eller Peter Madsen, er udelukkende fordi han endte sin “karriere” i Sydafrika. Det her er uden sammenligning en af de mest groteske kriminalsager i dansk historie.
Vi skal som danskere skamme os over, at vi har ladet et monster som Peter Frederiksen slippe af sted til udlandet. Godt nok er det da dejligt, at vi slap for ham herhjemme, men når han stikker af til et sted i verden, hvor han får frit lejde med sin hudfarve og sine penge, har vi altså fejlet som verdensborgere.
Og derfor skylder vi også en helt enorm stor taknemmelighed til journalisterne Helle Maj og Jørn Stjerneklar.
Ikke kun har de fuldt sagen tæt, de har direkte medvirket til, at han endelig kom bag tremmer. Endda fordi han selv ønskede opmærksomhed og kontaktede dem med “en god historie”. Så fortalte han dem en masse detaljer for rullende kamera (endda over tre dage), der senere kunne bruges sammen med andre beviser.
Produktionen er kun OK og har en del gentagelser, men selve historien er virkelig spændende, og jeg er glad for, at jeg har set dokumentaren. Den kan anbefales, da vi bør kende historien.
Et monsters bekendelser får premiere på HBO Max den 7. august 2026.
Plot
To journalister dykker ned i deres arbejde med sagen om våbenhandleren Peter Frederiksen – en af de mest groteske kriminalsager i dansk historie.

