FIVE NIGHTS AT FREDDY’S 2 kan nu ses i de danske biografer, og denne fortsættelse af en gyserfilm baseret på et videospil er mere af det samme. Det betyder også, at man nok bliver glad, hvis man var fan af første film, der blev en kæmpe succes. Jeg er personligt mindre begejstret for begge film. Læs vores Five Nights at Freddy’s 2 anmeldelse her!

FIVE NIGHTS AT FREDDY’S 2 er ude i biografer verden over, og det gælder såmænd også her i Danmark. Det er nok på grund af, at første film var en succes. Måske fordi den er baseret på et videospil, der allerede har en del fans.

En af disse fans er såmænd også kommet med i denne opfølger, men desværre i for lille en rolle. Det vender vi lige tilbage til senere. Jeg kender personligt ikke til selve spillet, og det ville nok være en fordel for især denne film også. Det er endda også spilskaberen selv, der har skrevet manuskriptet.

Læs videre på vores Five Nights at Freddy’s 2 filmanmeldelse nedenfor. Find den i de danske biografer fra 4. december 2025.

Mere ballade med animatroniske venner (og fjender)

Med Five Nights at Freddy’s 2 er vi hoppet et enkelt år frem i tiden fra begivenhederne fra første film. Dengang var vi ude i en form for overnaturlige mareridt, der udspillede sig på Freddy Fazbear’s Pizza. Et sted, der foruden pizza, bød på en masse spil og nogle meget særlige animatroniske væsener.

Alt det, der skete i første film, er i løbet af det seneste år blevet til en form for lokal legende. Eller endda en “urban legend”, om man vil. Den slags skal man ikke lade gå ubemærket hen, så snart skal byens allerførste “Fazfestival” afholdes.

Lige denne detalje, med at skabe noget PR hype ud af en tragedie, er et meget smart træk, der taler direkte ind i (og ikke mindst slet kritiserer) vores fascination af true crime.

Filmens fokus er stadig på den tidligere sikkerhedsvagt Mike (Josh Hutcherson) og politibetjent Vanessa (Elizabeth Lail), der har formået at holde sandheden om sidste års begivenheder skjult for Mikes 11-årige søster, Abby (Piper Rubio). Hun savner derfor bare sine elskede animatroniske venner.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Abby sniger sig ud for at genoptage kontakten med Freddy, Bonnie, Chica og Foxy. Hun ved intet om alle de uhyrligheder, der kom frem i første film, så hun er ikke bange. Det bliver hun dog efterhånden, som hendes handlinger sætter skræmmende begivenheder i gang.

Five Nights at Freddy's 2 – Anmeldelse | Gyserfilm-fortsættelse

Masser af succes… og velkendte ansigter

Den første Five Nights at Freddy’s solgte mere end 81.000 biografbilletter alene i Danmark. Det er altså ikke småting, men det er til gengæld også helt i tråd med billetsalget generelt. Filmen fik en rekordstor åbningsweekend på 80 millioner dollars, og omsatte for knap 300 millioner dollars på verdensplan.

Derfor var det også kun et spørgsmål om tid, før endnu en film i dette univers ville udkomme. Og ja, det ser såmænd også ud til, at der kommer endnu en film. Både slutningen på Five Nights at Freddy’s 2 og den slutscene, der kommer midt i rulleteksterne (en såkaldt “end credit scene”) teaser i hvert fald dette.

Jeg synes hverken, Josh Hutcherson eller Piper Rubio er særlig spændende i deres respektive roller som Mike og lillesøster Abby. Elizabeth Lail klarer det dog fint, mens det er skønt med en række nye karakterer, der spilles af velkendte ansigter, men desværre får alt for lidt skærmtid.

Det gælder blandt andre Freddy Carter (Shadow and Bone), Wayne Knight (Jurassic Park, Them: The Scare) og Mckenna Grace (Ghostbusters franchise, Annabelle Comes Home). Sidstnævnte skuespiller er fan af spillet og ønskede selv at medvirke, hvilket jo er en gave til franchisen, men ikke en, der udnyttes godt.

Derudover medvirker også Skeet Ulrich (Scream, Blood), hvilket betyder, vi får begge nøglepersonerne fra allerførste Scream-film med i denne. Matthew Lillard (The Life of Chuck) er nemlig også med igen, men dog deler de to ingen scener, så det er mere en genforening på papiret end skærmen.

Se Five Nights at Freddy’s 2 i danske biografer nu

Five Nights at Freddy’s 2 er baseret på Scott Cawthons blockbuster-spilserie, og det er såmænd også ham, der har skrevet manuskriptet. Det er også filmskaberen Emma Tammi (The Wind, Blood Moon), der igen instruerer, præcis som ved første film.

Filmen er endnu engang også produceret af Jason Blum (M3GAN, The Black Phone, Halloween-franchisen) og Scott Cawthon. Første film blev et biograf-fænomen for Blumhouse, da Five Nights at Freddy’s blev den mest indtjenende gyserfilm i 2023. Hvordan denne 2’er klarer sig, bliver spændende at følge.

Personligt savner jeg den tid, hvor Blumhouse satsede 5 mio. dollars på en god idé, og der kom en masse nye og spændende Blumhouse genrefilm ud. Disse opfølgere med større budget byder desværre til tider på ditto uoplagte skuespillere.

Indrømmet, jeg synes selv, at M3GAN 2.0 var god, men det gælder desværre ikke denne gang. Der synes jeg også stadig, skuespillerne virkede med på idéen, mens især Josh Hutcherson er mærkelig mat i Five Nights at Freddy’s 2. Jeg får lyst til at semi-citere Kevin Kline fra In & Out, og sige “He was under contract”, men det er måske ønsketænkning.

Når alt er sagt og gjort, så tror jeg dog stadig, at fans af første Five Nights at Freddy’s (og måske især kendere af spillet) vil blive godt underholdt. Og vi har brug for gode salg af biografbilletter til genrefilm, så se den endelig, hvis du er nysgerrig. Gyserfans vil ikke få meget uhygge, mens teenagere nok skal få en fest.

Til info var vi ikke helt enige, da min makker HorrorDiva ville have den ned på 2 splatter. Hun var absolut ikke glad for denne efterfølger. Men jeg ender på 3 splatter, da jeg synes, den har samme niveau som den første film.

Five Nights at Freddy’s 2 har dansk biografpremiere den 4. december 2025.

FAKTA

Instruktør: Emma Tammi
Manuskript: Scott Cawthon
Medvirkende: Josh Hutcherson, Piper Rubio, Elizabeth Lail, Freddy Carter, Theodus Crane, Wayne Knight, Mckenna Grace, Skeet Ulrich, Matthew Lillard

Plot

Et år er gået siden det overnaturlige mareridt på Freddy Fazbear’s Pizza. Historierne om, hvad der skete der, er blevet forvandlet til en lokal legende, der har inspireret byens allerførste Fazfest.

Tidligere sikkerhedsvagt Mike (Josh Hutcherson) og politibetjent Vanessa (Elizabeth Lail) har holdt sandheden skjult for Mikes 11-årige søster, Abby (Piper Rubio), om hendes animatroniske venners skæbne.

Men da Abby sniger sig ud for at genoptage kontakten med Freddy, Bonnie, Chica og Foxy, sætter det en skræmmende række begivenheder i gang, der afslører mørke hemmeligheder om Freddy’s sande oprindelse og udløser en længe glemt rædsel, der har været gemt væk i årtier.

📺 Se trailer