FX’s THE BEAUTY er en ny gyserserie fra Ryan Murphy, der kommer til Disney+ den 22. januar 2026. Her er der tale om rendyrket body horror og noget af det bedste, Ryan Murphy nogensinde har leveret. Serien er samtidig en både åbenlys og ubehageligt præcis kommentar til vores besættelse af ungdom og skønhed. Læs hele vores anmeldelse af sæson 1 af The Beauty her!

FX’s THE BEAUTY er en ny serie fra Ryan Murphy & Matthew Hodgson. Horror-sci-fi-mysteriet lander i Danmark på Disney+ den 22. januar 2026, men lad det være sagt med det samme: Det her er ikke for sarte sjæle. Det er body horror i den mest kropsligt konkrete betydning. Resultaterne er smukke, ja, men vejen derhen er blodig, kaotisk og langt fra steril.

Lidt som en fødsel, egentlig. Og netop genfødsel er seriens bankende hjerte. Mennesker bliver genskabt som den ideelle, smukkeste version af sig selv. I teorien. For det her er horror, så naturligvis går ikke alt efter planen.

Historien er overraskende karakterdrevet trods sine sci-fi- og body-horror-elementer, og det gør oplevelsen desto stærkere. Sæsonen består af 11 afsnit, og allerede nu føles ventetiden på en eventuel sæson 2 urimeligt lang.

Læs videre nedenfor i vores anmeldelse af sæson 1 af FX’s The Beauty. Serien får dansk premiere på Disney+ den 22. januar 2026.

Det starter med et brag… bogstaveligt talt!

Åbningsscenen i The Beauty er lige dele actionfyldt og brutal. Vi møder en international supermodel (Bella Hadid), som dør på en… lad os kalde det eksplosiv facon. Snart går det op for os, at hun hverken er den første eller den sidste, der ender sine dage på den måde.

Derfor bliver FBI-agenterne Cooper Madsen (Evan Peters) og Jordan Bennett (Rebecca Hall) sat på sagen.

De afdækker hurtigt både oprindelsen til dødsfaldet og den massive sammensværgelse, der forsøger at holde sandheden skjult. For skønhedsvaccinen “The Beauty”, der ligger til grund for balladen, kan meget vel true hele menneskehedens fremtid.

I centrum står “The Corporation” (Ashton Kutcher), verdens rigeste mand. En mand, der ejer folk på alle niveauer af magtens centrum, i stort set alle lande. Og hvis han ikke allerede gør… så kommer han til det.

Efterhånden opdager FBI-agenterne, at “The Beauty” nu fungerer som en seksuelt overført virus. Ikke ulig HIV. Forskellen er bare, at denne virus forvandler helt almindelige mennesker til deres absolut bedste fysiske version.

Det vil sige visuel perfektion, men også optimal sundhed. Hvad end du fejler, forsvinder det.

Der er bare én lille, frygtindgydende bivirkning. Den ser du allerede i åbningsscenen.

FX's The Beauty: Sæson 1 – Anmeldelse | Disney+ gyserserie

“One Shot Makes You Hot”

I modsætning til filmen Shell, hvor et vidundermiddel reelt ændrede folks selvtillid mere end deres udseende, er The Beauty en indsprøjtning, der fysisk transformerer dig. Det er en smertefuld og voldsom proces, men når genfødslen er fuldendt, står du tilbage som et helt nyt menneske.

Yngre. Stærkere. Og chokerende smuk.

Altså… hvis alt går som planlagt.

Derfor spilles enhver karakter, der bliver smittet eller får “The Beauty shot”, af to skuespillere. Én som den “gamle” version og én som den opgraderede udgave. Og ja, det gælder også selvom den oprindelige skuespiller allerede er utrolig smuk. Pointen er netop, at ingen nogensinde føler sig fuldendte. Hvornår er et menneske egentlig tilfreds?

Ofte betyder “forbedringen” sixpack-mave eller perfekte bryster.

Men de lever også på lånt tid. For uden hjælp risikerer de at ende med den samme eksplosive bivirkning, som vi så i begyndelsen.

Samtidig er mange af de inficerede også truet af en anden grund: Ashton Kutchers karakter vil bevare kontrollen over mirakelkuren, og alle der står i vejen (har fået den ad omveje), bliver jagtet af lejemorderen “The Assassin” (Anthony Ramos).

Serien bugner af talent. Mange velkendte ansigter og flere spændende nye.

For mig var “Jeremy” (først spillet af Jaquel Spivey, senere af Jeremy Pope) den mest fascinerende figur. Han starter som social udstødt, stemplet som incel (hvilket nok også er korrekt), men ender som genstand for alles begær og fanget midt i et mareridt af kaos.

Derudover kan du glæde dig til Isabella Rossellini, som har nogle af seriens skarpeste og bedste replikker, Ben Platt, Jessica Alexander (Primate) og Vincent D’Onofrio.

Se sæson 1 af The BeautyDisney+

The Beauty er skabt og skrevet af Ryan Murphy & Matthew Hodgson og baseret på tegneserien af Jeremy Haun og Jason A. Hurley, der også fungerer som konsulent.

Instruktørerne på de 11 afsnit tæller Michael Uppendahl (Candy, Ratched), Alexis Martin Woodall (Grotesquerie), Crystal Roberson Dorsey (The Gilded Age) samt Ryan Murphy selv.

Hvis du kender Murphys tidligere værker som Monster, American Horror Story, American Horror Stories, Ratched eller senest Grotesquerie, ved du allerede, hvad du går ind til: Kitsch, camp og kulsort menneskesyn serveret med kirurgisk præcision.

Med The Beauty stilles spørgsmålet: Hvor langt vil du gå for at blive smuk?

I virkelighedens verden findes der allerede sprøjter, piller og operationer til det meste. Men seriens mirakelkur skiller sig ud ved også at helbrede sygdomme. Forestil dig syge børn blive raske på få minutter. Eller en kræftramt pårørende blive helbredt for altid.

Men prisen er høj. Og bivirkningerne er ikke for mennesker, der holder af et langt og fredeligt liv. Er ønsket derimod “bare” at opnå skønhed, vil mange sikkert være villige til at betale næsten hvad som helst. Det ser vi jo allerede, og det er både skræmmende og fascinerende. Serien afspejler således menneskets hykleri med et isnende smil.

Efter at have set alle 11 afsnit håber jeg inderligt på en sæson 2. Serien kan godt stå alene, men potentialet for mere er fristende og for mange nok næsten noget, de vil kræve.

The Beauty får premiere med de tre første afsnit på Disney+ den 22. januar 2026.

FAKTA

Skabere: Ryan Murphy & Matthew Hodgson
Instruktører: Ryan Murphy, Alexis Martin Woodall, Michael Uppendahl, Crystle Roberson
Medvirkende: Evan Peters, Rebecca Hall, Ashton Kutcher, Anthony Ramos, Jeremy Pope, Bella Hadid, Isabella Rossellini, Ben Platt, Jessica Alexander, Vincent D’Onofrio

Plot

I FX’s The Beauty bliver modeverdenen mørk, når internationale supermodeller begynder at dø på grufulde og mystiske måder. FBI-agenterne “Cooper Madsen” (Evan Peters) og “Jordan Bennett” (Rebecca Hall) sendes til Paris for at afdække sandheden. Jo dybere de graver i sagen, jo mere afdækker de et seksuelt overført virus, der forvandler almindelige mennesker til fysiske perfektioner, men med skræmmende konsekvenser. Deres vej fører dem direkte ind i krydsilden hos “The Corporation” (Ashton Kutcher), en skyggefuld tech milliardær, der hemmeligt har udviklet et mirakelmedicin kaldet “The Beauty” og som vil gøre alt for at beskytte sit billionimperium – inklusive at sætte sin dødelige håndhæver, “The Assassin” (Anthony Ramos), på sagen. Efterhånden som epidemien spreder sig, bliver “Jeremy” (Jeremy Pope), en desperat outsider, fanget i kaoset og søger efter et formål, mens agenterne farer rundt i Paris, Venedig, Rom og New York for at stoppe en trussel, der kan ændre menneskehedens fremtid.

📺 Se trailer