GÅDEFULD FORSVINDEN / GONE FOR GOOD på Netflix er en ny thriller miniserie med krimi og mysterie som subgenrer. Vi er ude i endnu en Harlan Coben-adaption, og denne gang er serien fransk. Læs vores fulde Gådefuld Forsvinden anmeldelse her!

GÅDEFULD FORSVINDEN / GONE FOR GOOD er en fransk Netflix thriller miniserie. Der er kun fem afsnit (hver varer ca. 45 minutter) i serien, så den er nem af få set over en weekend, hvis den fænger. Serien er baseret på en roman af Harlan Coben, og oftest er første afsnit lidt halvsvagt i disse serier. Ikke dårligt, men bare uden det store sus.

Efterhånden har jeg dog (heldigvis) lært, at det blot er fordi, afsnit 1 sætter rammerne. Fra afsnit 2 kommer der altid langt mere fart over feltet, og de dystre hemmeligheder bobler op til overfladen. Det sker også her. Sagt på en anden måde: Giv lige serien to afsnit, og så er du formentlig blevet “hooked” og skal have mysteriet løst!

Læs videre på vores Gådefuld Forsvinden anmeldelse herunder. Du kan finde serien (måske under den internationale titel Gone for Good) på Netflix nu.

Klassisk Harlan Coben historiefortælling

Som sagt er det endnu engang en Harlan Coben bog, der bliver adapteret til en miniserie. Det er gået helt fint indtil videre, så vi er naturligvis frisk på endnu en omgang. Egentlig er Harlan Coben amerikaner og placerer ofte sin fortællinger omkring New York. Hans bøger bliver dog adapteret i diverse europæiske lande til Netflix miniserier.

Det faktum, at det fungerer så godt, vidner om, at hans historier i den grad er universelle. Nok fordi de grundlæggende handler om os mennesker og vores hemmeligheder. Nå ja, og ret ofte er hævn også et hovedemne.

ANDRE HARLAN COBEN SERIER PÅ NETFLIX

Vores anmeldese af den britiske Harlan Coben miniserie The Stranger her >

Den polske miniserie I Skoven, der også er baseret på en Harlan Coben historie >

Og nyeste adaption var spanske The Innocent – anmeldelse på vores .com website her >

Med denne nye Netflix-serie starter historien med et mord (som det så ofte er tilfældet). Derefter springer vi 10 år frem i tiden og kører med flashbacks, når mysteriet skal løses.

Gådefuld forsvinden / Gone for Good - Netflix anmeldelse

Et par velkendte ansigter i Gådefuld forsvinden

Hovedrollen som Guillaume Lucchesi spilles af Finnegan Oldfield (du kender ham måske fra Das Boot-serien). Ja, han lyder ikke særligt fransk med dét navn. Han er da også født i England, men han har dobbelt statsborgerskab (fransk og britisk), så der tales altså fransk hele vejen igennem denne serie.

Finnegan Oldfield spiller lidt af en klassisk “almindelig fyr”, der ikke vækker den store opsigt. Det fungerer rigtig godt her, hvor det altså er historien, der skal bære serien. Og faktisk ikke hans karakters, Guillaume, historie, men i langt højere grad alle dem omkring ham.

For mig er den mest interessante skuespiller helt sikkert Garance Marillier. Hun spillede hovedrollen i det overraskende gyserfilm-hit Raw (org. titel Grave). I Gådefuld forsvinden / Gone for Good spiller Garance Marillier både det første mordoffer Sonia og dennes lillesøster, Inès.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af den fantastiske Raw her >

Sidstnævnte er først efter tidsspringet, naturligvis, og bliver et gennemgående tema, da alle kommenterer på, hvor meget hun ligner sin afdøde søster. Ret smart at bruge Garance Marillier til denne rolle, da det havde været spild kun at bruge hende i flashbacks.

Se Gådefuld forsvinden / Gone for Good på Netflix nu!

Denne franske Netflix produktion er skabt af David Elkaïm og Vincent Poymiro, men jo altså baseret på en bog af Harlan Coben. Det fungerer rigtigt for for Gådefuld forsvinden Gone for Good, at der “kun” er fem afsnit. Det sikrer, at historien hele tiden bevæger sig solidt fremad uden for meget sløseri ved ligegyldige detaljer.

Alle fem afsnit er instrueret af Juan Carlos Medina, der også instruerede den fantastiske spanske gyserfilm Painless (org. titel Insensibles) fra 2012. Et af de velkendte ansigter derfra er desuden med i denne Netflix-serie i en nøglerolle. Juan Carlos Medina har derudover lavet film som The Limehouse Golem (2016).

LÆS OGSÅ

Vores anmeldese af Painless, der varmt kan anbefales >

Denne miniserie er på alle måder en klassisk Harlan Coben-historie, så hvis du har været fan af hans fortællinger i de andre Netflix-serier, bør denne også være noget for dig. Karakterer overrasker og udvikler sig på måder, man ikke forventer. Derudover er det thriller, krimi, mysterie og et fokus på at finde sandheden – og ofte også få noget hævn!

Gådefuld forsvinden / Gone for Good kan ses på Netflix fra den 13. august 2021.

Plot

For ti år siden mistede han to, som han elskede. Da hans forlovede forsvinder, må han afdække fortrængte hemmeligheder – eller miste alt. Baseret på Harlan Cobens roman.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.