HALLOW ROAD er en ny psykologisk thriller med et overnaturligt twist og et minimalistisk setup. Den føles i høj grad som en gyserfilm med en skræmmende realistisk handling. Rosamund Pike og Matthew Rhys leverer begge fantastiske præstationer. Læs hele vores anmeldelse af Hallow Road her!
HALLOW ROAD er en psykologisk thriller med Rosamund Pike og Matthew Rhys i hovedrollerne. Handlingen udspiller sig næsten udelukkende inde i en bil, hvilket giver filmen et minimalistisk udtryk og en intenst klaustrofobisk stemning. Den slags, du måske kender fra Locked.
Det kan lyde kedeligt, men det er bestemt ikke tilfældet!
Læs videre nedenfor i vores anmeldelse af Hallow Road, der nu kan ses digitalt i Danmark.
De kører direkte ind i et traume
Da Hallow Road begynder, ser vi et køkken, hvor det er tydeligt, at noget pludselig er gået helt galt. Men det er ikke her, filmens handling kommer til at udspille sig.
I stedet følger vi Maddie (Rosamund Pike) og Frank (Matthew Rhys), som desperat forsøger at komme frem til deres datter Alice (Megan McDonnell). Det hele starter med et telefonopkald fra Alice midt om natten. Hun er tydeligvis ude af den, da hun ringer, så først skal hendes forældre gennemskue, hvad der er galt.
De finder dog hurtigt ud af, hvorfor hun er så påvirket af situationen.
Det viser sig, at Alice netop har påkørt en ung kvinde med sin bil. Alice befinder sig nu alene ude midt i ingenting og er grebet af panik. Maddie og Frank skynder sig ud i bilen og sætter kurs mod hende.
Begge ved, at de er på vej direkte ind i et traume, som vil få konsekvenser for både dem selv og deres datter. Til gengæld er de langt fra enige om, hvordan de bedst hjælper Alice. De er ikke bare på hver sin side af sagen, de befinder sig nærmest i hver deres verden.
Skal deres datter beskyttes for enhver pris, eller er det på tide, at Alice lærer, at handlinger har konsekvenser?
Klaustrofobisk og ubønhørligt intens
Mens Maddie og Frank kører mod deres datter og en højst usikker fremtid, lærer vi familien langt bedre at kende. Især hvordan de gennem årene har hjulpet Alice, og hvordan Maddie efterhånden frygter, at den hjælp måske har gjort mere skade end gavn.
Hvornår holder hjælp op med at være hjælp, når ens barn nærmest konsekvent træffer de forkerte valg?
Frank bekymrer sig ikke om den slags lige nu. Han vil bare redde sin lille pige. Alice er ganske vist fyldt 18 år og er voksen på papiret, men hun er stadig hans datter. Maddie føler præcis det samme, men forsøger samtidig at beskytte Alice mod de konsekvenser, der ellers kan hjemsøge hende resten af livet.
Efterhånden som presset stiger, og desperationen vokser, leverer Rosamund Pike (Saltburn, Kvinden der forsvandt) og Matthew Rhys (The Beast in Me, Widow’s Bay) to helt fantastiske præstationer. De bliver ved med at grave dybere i karaktererne.
Lige når man tror, man har gennemskuet dem, afslører presset nye sider af deres personligheder. Samtidig er Rosamund Pikes stemmearbejde helt afgørende for filmens effekt. Hun formår at formidle frygt, desperation og kontrol på én gang. For mig er det ren filmmagi.
Se Hallow Road digitalt nu!
Babak Anvari har instrueret Hallow Road, hvilket er hans fjerde spillefilm. Tidligere har han stået bag den ret fantastiske Under the Shadow, der blev Oscar-nomineret, I Came By og senest Wounds.
En lille bitter kommentar herfra: Da hans film Under the Shadow blev nomineret til en Oscar, blev den psykologiske og overnaturlige gyser/thriller pludselig konsekvent omtalt som et drama. Sjovt, som det sker, når en genrefilm får positiv opmærksomhed. Og ja, det forklarer helt sikkert meget om, hvorfor genrefilm er så underprioriteret herhjemme.
Nå, tilbage til Hallow Road, der i hvert fald heller ikke er et drama, selvom der er nok dramatiske udviklinger i historien. Manuskriptet er skrevet af William Gillies, og det fungerede virkelig godt for mig hele vejen igennem. Også de elementer, der henter inspiration fra keltiske myter fra Storbritannien og Irland.
Det er velkendte ingredienser fra andre film, men de får lov til at ligge og ulme i baggrunden i stedet for at dominere historien. Selvom Hallow Road først og fremmest er en psykologisk thriller, vil jeg uden tøven kalde den en gyserfilm. Ikke mindst fordi filmens centrale præmis føles skræmmende realistisk og (desværre) alt for nem at leve sig ind i.
Samtidig udvikler historien sig i en stadig mere dyster retning og kulminerer i en afslutning, som bestemt ikke vil falde i alles smag. Den er brutal!
Hallow Road udkommer digitalt i Danmark den 30. juli 2026.
FAKTA
Instruktør: Babak Anvari
Manuskript: William Gillies
Medvirkende: Rosamund Pike, Mathew Rhys, Megan McDonnell
Plot
Et forældrepars liv begynder en sen nattetime at gå i opløsning, da deres datter har været involveret i en uhyggelig bilulykke. De påbegynder et kapløb med tiden gennem en stormfuld nat for at være de første på ulykkesstedet.
📺 Se trailer

