HESTEPIGEN FRA HELVEDE på HBO Max er en dansk true crime-dokumentarserie i fire afsnit. Vi er ude i en mordsag, hvor hele fire personer blev dømt. Vi hører primært fra en række mennesker, der kendte offeret, og dét kan jeg lide. Læs vores Hestepigen fra Helvede anmeldelse her!
HESTEPIGEN FRA HELVEDE er en ny HBO Max-dokumentarserie om mordet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Det er altså en dansk true crime-dokumentarserie, men produceret af BBC Nordic til HBO Max, så der er et tydeligt internationalt produktionsniveau.
Det er heldigvis ikke på en ærgerlig måde, hvor det hele bliver over-dramatiseret. Vi er trods alt ude i en mordsag, så det er rigeligt dramatisk i sig selv. Og så er rigtig meget fokus på at fortælle om offeret. Det sker gennem interviews med dem, der holdt af ham. Dét kan jeg altså godt lide.
Læs videre på vores Hestepigen fra Helvede anmeldelse nedenfor. Find den på HBO Max fra 29. august 2025.
Et menneske mange holdt af
Nu er vi jo ude i en true crime-sag, så selve offeret og de dømte er kendt på forhånd. Det Hestepigen fra Helvede omhandler, er altså selve mordsagen, som den blev oplevet af offerets familie og venner samt et fokus på de fire gerningspersoner.
Offeret er Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der pludselig forsvandt en sommerdag i 2022. Han var 40 år, havde børn med et par forskellige kvinder, han stadig var venner med, og var for nyligt blevet kæreste med Rikke, som opdagede, han var forsvundet, da han ikke dukkede op som aftalt.
Og nej, det er ikke for at sige noget grimt om Frank, at jeg siger, han har børn med flere kvinder. Fokus fra både serien og min side er derimod, at han havde bevaret en rigtig god relation med disse kvinder, der stadig oplevede Frank som en god far for deres fælles børn.
Helt generelt hører vi om Frank, at han bare var alletiders fyr, der altid hjalp folk omkring sig. Og ja, så var damerne altså glade for ham – også når et forhold var gået skævt, og dét siger altså meget.
Ét mord, fire dømte
Netop fordi han var så god og ordentligt, var alle også sikre på, at noget var helt galt, da ingen kunne få fat i ham. Hverken kæresten, den bedste ven, eks-kærester eller børn. Der skulle dog gå længere tid, før hele den voldsomme sag blev opklaret.
Selve Franks forsvinding kom kun til at vare relativt få dage. Hans bil blev nemlig fundet udbrændt i en skov på det nordlige Djursland, og det var bestemt ikke et godt tegn. Der går da heller ikke voldsomt lang tid, før hans lig blev fundet i skoven, indpakket i plastik.
Foruden Franks kære, medvirker også nogle, der kendte de dømte samt de to kriminaljournalister, Christina Ehrenskjöld og Camilla Marie Nielsen. Det bliver de to journalister, der styrer slagets gang med fakta, mens de andre kommer med den personlige vinkel.
Se Hestepigen fra Helvede på HBO Max
Med Hestepigen fra Helvede får vi en dansk Max Original-serie, der fortæller historien om et planlagt mord, hvor fire mennesker var involveret. Vi er nemlig ude i en vennegruppe, der nøje har planlagt dette mord, men dog med én som leder og planlægger.
Det kommer nok ikke som noget større chok, hvis jeg siger, serien reelt er opkaldt efter hende. Og lige her må jeg sige, at jeg altså ikke er begejstret for den titel.
Bevares, den er da fængende, men det smager også pludselig lidt af noget mærkeligt dæmonisk, der også lige skal fordømme enhver “hestepige”. På engelsk får den titlen Horses and Hangmen, hvilket trods alt er bedre. Og ja, den udkommer internationalt på HBO Max.
Ikke lige den bedste repræsentation af lille Danmark, men det er jo en true crime-sag, og det er sket i virkeligheden. Når man ser hele sagen og de involverede beskrevet, føles det som at høre historien om nogle værre bøver og rednecks fra sydstaterne i USA, men nej, det er bare Djursland.
Produktionen er vellavet og godt tilrettelagt, hvor fokus er på sagens fakta, der også er rigeligt interessante til at stå alene. Især med det vigtige fokus på, hvem offeret var som person, og at han i dén grad nu er savnet.
Serien består af fire afsnit på hver ca. 40 minutter, og er meget seværdig. Se den!
Hestepigen fra Helvede får premiere på HBO Max den 29. august 2025 med det første afsnit, og de følgende 3 afsnit kommer ugentligt hver fredag.
Plot
Warner Bros. Discoverys danske true crime-dokumentarserie ‘Hestepigen fra Helvede’ følger sagen om Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der forsvandt en sommerdag i 2022.
📺 Se trailer

