ICE CREAM MAN er en gyserfilm, jeg helt i starten var begejstret for. Det holdt dog ikke længe. Allerede 10 minutter inde i denne Eli Roth-film var jeg alt andet end tilfreds. Det hele føles alt for stift, klipningen er rodet, og plottet er nærmest ikke-eksisterende. Ja, jeg er skuffet. Læs hele vores anmeldelse af Ice Cream Man her!
ICE CREAM MAN er en gyserfilm fra Eli Roth, og hans navn er nok den eneste grund til, at den får dansk biografpremiere. Eller amerikansk, for den sags skyld. Det her er nemlig ikke en god gyserfilm. Faktisk er det slet ikke en god film. Punktum.
Hans navn skal nok sælge billetter, mens det uden tvivl også vil få andre til at holde sig langt væk.
Allerede efter de første 10 minutter sad jeg og tænkte, om det her mon bare var en mærkelig stilistisk åbning på en gyserfilm. Skuespillet var stift, klipningen elendig med alt for mange kameravinkler og hæslig kontinuitet. Værst af alt var dog plottet, som kun rækker til en kortfilm. Men det er selvfølgelig bare min mening.
Læs videre nedenfor i vores anmeldelse af Ice Cream Man. Filmen har dansk biografpremiere den 6. august 2026.
Ari Millen bliver spildt i titelrollen
I Ice Cream Man får vi den klassiske idylliske filmsommer, som man har set utallige gange før. Vi befinder os i en lille by få dage før sommerferien, og pludselig begynder noget meget mærkeligt at ske. Byens børn ser ud til at blive grebet af en form for vanvid.
Så langt, så godt, og jeg troede stadig, at Ice Cream Man ville blive en herlig gyseroplevelse.
Der er en ny mand i USA’s svar på Hjem-Is, og han serverer masser af is til børnene. Kort efter opfører de sig dog som en form for zombier. Den slags, der angriber deres forældre og myrder dem på blodige måder. Filmen er fyldt med gore og masser af praktiske effekter, hvilket jeg elsker, men historie og plot er der til gengæld ikke meget af.
Derfor blev jeg meget hurtigt rastløs og (ikke mindst) meget modløs.
Det hjælper heller ikke, at Ari Millen (som var fantastisk i Orphan Black) bliver spildt i titelrollen. Han ser stort set ens ud gennem hele filmen, og det bliver hurtigt meget ensformigt. Forestil dig Pennywise, der aldrig rigtig ændrer ansigtsudtryk og sidder fast i et påklistret fedterøvssmil.
Ja, instruktør Eli Roth dukker også op i filmen som far til to af de centrale karakterer. Det bliver den ikke ligefrem bedre af.
Jeg blev ved med at vente på, at filmen ville skifte gear og blive spændende, men det skete aldrig.
Den første film fra The Horror Section
Ice Cream Man er den første udgivelse fra Eli Roths produktionsselskab The Horror Section. Selskabet blev lanceret i marts 2025, og blandt executive producers finder vi den GRAMMY®-vindende raplegende Nas gennem hans selskab Mass Appeal.
Hvorfor? Tja, fordi de to selskaber skal samarbejde om en lang række projekter, herunder udvikling af film- og tv-projekter med Eli Roth og Nas i fællesskab sammen med Mass Appeals CEO Peter Bittenbender.
Det er ærligt talt ikke nogen særlig overbevisende forklaring i mine øjne, bortset fra at de har et indbygget publikum gennem både Eli Roths og Nas’ fans. Hvis det her er niveauet for deres gyserfilm, så vælger jeg til enhver tid en lavbudgetfilm eller en såkaldt no budget-film frem for en film fra The Horror Section.
Helt uden nogen tvivl!
Ifølge The Horror Section er planen, at selskabet skal “forkæle gyserfans ved at eje og kontrollere et premium-bibliotek af horrorfilm, tv-serier, spil og podcasts samt kuratere horrorfokuserede oplevelser”.
Endnu en gang må jeg bare sige, at Ice Cream Man på ingen måde overbeviser mig om, at det tyder godt.
Se Ice Cream Man i biografen
Ice Cream Man er instrueret af Eli Roth, som også har skrevet manuskriptet sammen med Noah Belson. Eli Roth står tidligere bag populære og stærke horrorfranchises som Cabin Fever og Hostel, og senest instruerede han den udmærkede Thanksgiving.
Med Ice Cream Man rammer han stort set ved siden af på alle parametre for mit vedkommende.
Næste projekt fra Eli Roths The Horror Section bliver Don’t Go In That House, Bitch!, hvor Snoop Dogg både er producer gennem Death Row Pictures og medvirker foran kameraet. Ja, mine forventninger bliver da nu holdt helt nede.
Måske bliver jeg positivt overrasket. Det ville chokere mig, men jeg elsker genremix, så jeg er klar til at blive chokeret.
Personligt har jeg allerede set mindst ti langt bedre genrefilm på genrefilmfestivalen Fantasia 2026. De film får sandsynligvis aldrig en bred biografudgivelse og slet ikke den opmærksomhed, som denne film får. Jeg har bestemt nydt flere af Eli Roths tidligere film, men Ice Cream Man var en regulær skuffelse.
Det, der irriterer mig mest, er nok, at en god gyserfilm som Hokum ikke får dansk biografpremiere, når Ice Cream Man gør. Førnævnte film kunne man være heldig at fange i en særvisning takket være Blodig Weekend, men ellers er det hjemmebiografen.
På papiret lyder Ice Cream Man da også som et oplagt hit, med både et kitsch slasher-plot og Eli Roth som trækplaster. Jeg forstår derfor godt, at Blodig Weekend også har satset på en særvisning af denne, og at MisLabel har hentet den hjem. De skal have cadeau for at satse, men er desværre blevet snydt (som os) i denne omgang.
Forhåbentlig straffes genrefilm ikke for meget for dette. Ja ja, vi har Obsession (samt Passenger og Backrooms) i baghånden lige nu, men der skal bare ét gyserflop til, så er alt glemt igen. Så selvom jeg altid gerne vil sige: “Køb billetter og støt gyserfilm i biografen”, så kan jeg ikke påstå, at dette er en god film. Desværre!
Ice Cream Man har dansk biografpremiere den 6. august 2026.
FAKTA
Instruktør: Eli Roth
Manuskript: Eli Roth, Noah Belson
Medvirkende: Ari Millen, Benjamin Byron Davis, Eli Roth, Karen Cliche, Dylan Hawco, Sarah Abbott, Shiloh O’Reilly, Kiori Mirza Waldman, Charlie Zeltzer, Charlie Storey
Plot
Filmen finder sted om sommeren i en idyllisk by. Idyllen får dog en ende og byen forvandles til et vanvittigt mareridt, da en ismand serverer børn søde lækkerier med dødbringende bivirkninger.
📺 Se trailer

