TÆLLE TIL EN, TÆLLE TIL TO på Netflix er sæson 2 af KASTANJEMANDEN. Den er baseret på bog nummer to i serien, men er ikke en direkte filmatisering. Seriemorderen i sæson 2 starter som en stalker, men med det klare mål at dræbe sit offer. Læs vores anmeldelse af Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to her!

KASTANJEMANDEN: TÆLLE TIL EN, TÆLLE TIL TO er sæson 2 af den danske Netflix-krimiserie. Ligesom i sæson 1 handler denne krimithriller om en seriemorder. I denne anden sæson cyberstalker gerningsmanden sine ofre, før de møder deres brutale endeligt.

Det er en psykologisk katten-efter-musen-leg, hvor det tiltænkte offer altid mistænker sin eks for at være stalkeren. Ret hurtigt står det klart, at alle ofrene har været igennem – eller står midt i – grimme skilsmisser og brutale forældremyndighedssager. Med kun seks afsnit er det en hurtig omgang, og samtidig er den stærkt vanedannende.

Og ja, alle seks afsnit er set til denne anmeldelse, selvom du allerede halvvejs vil opdage, at alt kan ske i sæson 2.

Læs videre nedenfor for hele anmeldelsen af Kastanjemanden sæson 2: Tælle til en, tælle til to. Serien kan ses på Netflix fra 7. maj 2026.

Sæson 2 baseret på bog 2 – men ikke helt

Med den enorme succes fra Kastanjemanden var det kun et spørgsmål om tid, før sæson 2 blev en realitet. Især fordi forfatteren bag første bog allerede var i gang med at skrive efterfølgeren i Naia Thulin-serien. Men den bog var endnu ikke færdig, da denne sæson blev produceret.

Derfor er der også flere markante forskelle. Nogle af disse fungerer som store plot twists og chok, så dem holder jeg naturligvis ude af denne anmeldelse. Ingen spoilers her!

VIL DU LÆSE OM SPOILERS TIL KASTANJEMANDEN 2?

Se denne spoilerfyldte artikel, der skriver om forskellene på serien og bogen >

I sæson 2 følger vi stadig Naia Thulin (fantastiske Danica Curcic), og hun får snart selskab af sin makker fra sæson 1, Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard). Da sæsonen starter, arbejder han for Europol, men personlige forhold trækker ham tilbage til Danmark.

Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to | Sæson 2 – Anmeldelse | Netflix-serie

Fra stalking til drab

Hovedskurken i Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to kommer først i søgelyset, da en 41-årig kvinde meldes savnet. Politiet opdager hurtigt, at hun havde en stalker, som var aktiv helt op til hendes forsvinden.

Og hun er langt fra den første – og bestemt heller ikke den sidste!

Da kvinden endelig bliver fundet, er hun blevet myrdet, og spor fra sagen kan kobles til et uopklaret mord på en 17-årig gymnasiepige, Emma Holst. Hun blev fundet dræbt for to år siden. Har gerningsmanden været aktiv hele tiden?

Og hvem bliver det næste offer, når gerningsmanden igen vil “lege” tælle til en, tælle til to?

Naia Thulin og Mark Hess er tilbage som team

Ad omveje ender Naia Thulin og Mark Hess igen med at stå i spidsen for efterforskningen. Begivenhederne mellem de to sæsoner har gjort deres relation temmelig kompliceret. Heldigvis gælder det ikke deres respekt for hinandens evner som efterforskere, så de fungerer stadig stærkt som makkerpar.

Ud over Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard vender også Anders Hove tilbage.

Samtidig introducerer sæsonen en række nye karakterer i dette nye seriemorderplot. Glæd dig blandt andet til Sofie Gråbøl som mor til mordofferet Emma Holst. Hun er helt fantastisk – som altid! Derudover medvirker blandt andre Ida Cæcilie Rasmussen, Allan Hyde, Cyron Melville, Esther Birch og Katinka Lærke Petersen.

Selv den Mercedes, som Danica Curcics karakter kørte i i Reservatet, dukker op igen. Denne gang kørt af en mand, der har meget svært ved at acceptere, at hans kone har forladt ham til fordel for en anden kvinde.

Den bil havde nærmest sin egen personlighed i forrige serie – og det har den stadig. Eller måske er det bare mig?!

Se sæson 2 af Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to på Netflix

Sæson 2 er fortsat baseret på en roman af Søren Sveistrup, ligesom første sæson. Dorte W. Høgh er igen med som skaber sammen med forfatteren, og på denne sæson deler hun både skaber- og manuskriptansvar med Emilie Lebech Kaae (Ragnarok).

Resultatet er både chokerende og imponerende, så du kan godt glæde dig… og være lidt bange.

Der er også nye instruktører på banen, og især Milad Alamis visuelle stil fungerer fremragende. Allerede fra åbningsscenen i første afsnit bliver man trukket ind i nogle visuelt stærke billeder, der holder fast. Roni Ezra instruerer også tre afsnit af serien.

Jeg så reelt alle seks afsnit i ét stræk og kan varmt anbefale, at du gør det samme. Det er svært at stoppe igen, når først man er i gang med Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to. Nyd det – og bliv ved med at gætte, selv når du tror, du har regnet den ud.

Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to får global premiere på Netflix den 7. maj 2026.

FAKTA

Hovedforfattere: Dorte W. Høgh & Emilie Lebech Kaae
Instruktører: Milad Alami (koncept) & Roni Ezra
Medvirkende: Danica Curcic, Mikkel Boe Følsgaard, Sofie Gråbøl, Katinka Lærke Petersen

Plot

Da en kvinde forsvinder, jagter politiet i København en stalker, som skræmmer sine ofre med et uhyggelig tælleremse. Baseret på romanen Tælle til en, tælle til to.

📺 Se trailer