LED IKKE EFTER MIG på Netflix er en ny miniserie baseret på en roman af Harlan Coben. Serien består af otte ekstremt stærke afsnit, har et fantastisk cast og hører til blandt de absolut bedste adaptationer. Hvis du har nydt tidligere Harlan Coben-serier, vil du elske denne. Læs hele vores anmeldelse af Netflix-serien Led ikke efter mig her!

LED IKKE EFTER MIG er en ny thriller-serie på Netflix. Endnu engang skyder streamingtjenesten året i gang med en serie baseret på en Harlan Coben-roman, og efter at have set alle otte afsnit i denne miniserie, er det nemt at forstå hvorfor. Den er ganske enkelt skabt til binge-watching. Det gjorde jeg i hvert fald selv.

Alle otte afsnit byder på stærk historiefortælling, og i de sidste to afsnit bliver alle tråde samlet op. Så hvis du sidder tæt på slutningen og føler, at du mangler svar, så tag det roligt og bliv hængende. Det hele kommer. Derudover er castet virkelig velvalgt, hvilket altid er et stort plus.

Læs videre i vores anmeldelse af Harlan Cobens Netflix-serie Led ikke efter mig herunder. Serien kan ses på Netflix fra 1. januar 2026.

En intens og medrivende krimigåde

Som med alle Harlan Coben-historier er Led ikke efter mig drevet af et stærkt mysterium. Thriller-, krimi- og dramagenrerne går hånd i hånd og holder tempoet højt hele vejen. Hovedpersonen er Simon Greene (James Nesbitt), som har levet det perfekte liv med en kærlig hustru, tre børn, et godt job og et trygt hjem.

Alt dette falder fra hinanden, da hans ældste datter Paige (Ellie de Lange) stikker af hjemmefra. Hun møder den forkerte mand og ender i et alvorligt stofmisbrug, som ødelægger alt for både hende selv og familien, der stadig elsker hende. En dag får Simon øje på Paige i en park. Hun ser virkelig slidt ud og virker påvirket.

Det er bestemt ikke det gensyn, han havde håbet på.

Paige vil da heller ikke med hjem, og kort tid efter tager begivenhederne en langt mørkere drejning. Paige forsvinder igen, denne gang sporløst.

Samtidig følger vi en ung mand og en ung kvinde, som tilsyneladende myrder folk ud fra en liste, de har fået udleveret. Og som om det ikke var nok, leder privatdetektiven Elena Ravenscroft (Ruth Jones) efter endnu en forsvundet ung mand.

Hvordan hænger alle disse sager sammen, og hvorfor bliver mennesker dræbt tilsyneladende helt vilkårligt?!

Det må du se Led ikke efter mig på Netflix for at finde ud af. Det er heldigvis en fornøjelse at følge med hele vejen.

Led ikke efter mig – Anmeldelse | Harlan Coben-serie på Netflix | Run Away

Fantastiske karakterer og et stærkt cast

Karaktererne i denne nyeste Harlan Coben-serie på Netflix er ganske enkelt fremragende. Faktisk havde jeg ikke haft noget imod en hel serie udelukkende om Elena Ravenscroft. Ruth Jones er fremragende som den stædige og empatiske privatdetektiv, og jeg nød hvert eneste øjeblik, hun var på skærmen.

Det samme gælder de to politiefterforskere spillet af Alfred Enoch (How to Get Away with Murder) og Amy Gledhill. Deres samspil, små stikpiller til hinanden og meget forskellige arbejdsmetoder giver serien både nerve og charme midt i det mørke univers.

Greene-familien fungerer også virkelig godt. James Nesbitt (Harlan Cobens Stay Close) er overbevisende som familiens overhoved Simon, mens Minnie Driver (The Witcher: Blood Origins) spiller moderen, lægen Ingrid Greene. Sammen udgør de et troværdigt og kærligt ægtepar. Udover den bortløbne Paige har de også en søn og en datter, spillet af Adrian Greensmith og Ellie Henry.

Adrian Greensmith vil mange genkende fra Harlan Coben-serien Shelter på Prime Video, hvor han spillede karakteren “Spoon”, der vandt seernes hjerter med sin kejtede charme.

Endnu et fremragende castingvalg er Maeve Courtier-Lilley som lejemorderen Dee Dee. Hun er både karismatisk og dybt urovækkende, og hendes charme kan på et splitsekund blive livsfarlig.

Se Led ikke efter mig på Netflix

Denne Harlan Coben-serie er adapteret af Danny Brocklehurst, som også stod bag Netflix-serierne The Stranger (2020) og Stay Close (2021). Derudover var han manuskriptforfatter på Fool Me Once fra 2024, som indtil nu har været min favorit blandt Coben-adaptationerne. Led ikke efter mig udfordrer dog klart den plads.

Jeg elsker en velskruet thriller med et stærkt mysterium, og her leverer serien varen. Men en lille advarsel: Bliv ikke alt for knyttet til karaktererne. Flere kommer til at dø, så vær forberedt på det uventede.

Miniserien består af otte afsnit på cirka 40 minutter hver, så den er hurtigt set. Selv hvis den havde været dobbelt så lang, ville jeg have haft svært ved at stoppe. Og igen: De sidste afsnit giver masser af svar. Undervejs får vi også korte flashbacks, som hjælper med at holde overblikket, efterhånden som historien bliver mere kompleks.

Godt nytår og god fornøjelse!

Led ikke efter mig kan ses på Netflix med alle otte afsnit fra 1. januar 2026. Hvis du har sat din kontos sprogindstilling til engelsk, kan den findes under titlen Run Away.

FAKTA

Instruktører: Nimer Rashed, Isher Sahota
Manuskript: Daniel Brocklehurst, Charlotte Coben, Amanda Duke, Tom Farrelly
Medvirkende: James Nesbitt, Minnie Driver, Ruth Jones, Alfred Enoch, Lucian Msamati

Plot

En desperat far, der leder efter sin bortløbne datter, bliver fanget i en mordsag – og snubler over hemmeligheder, der kan ødelægge hans familie for altid.

📺 Se trailer