LEE CRONIN’S THE MUMMY er en heftig gyserfilm, der byder på en voldsom og unik genfortælling af, hvad en mumie er. Eftersom jeg er ret begejstret for Lee Cronin som filmskaber, var mine forventninger ret høje… og heldigvis blev de også indfriet. Læs vores fulde Lee Cronin’s The Mummy filmanmeldelse her og se den i biografen nu!

LEE CRONIN’S THE MUMMY er nu i biografen, og hvis du er til voldsomme (og ja, ret ulækre) gyserfilm, så kan du godt glæde dig. Vi får Lee Cronins version af, hvilken skade en mumie kunne gøre i vores nuværende verden. Og naturligvis samtidig med, at der også er en solid oprindelseshistorie om, hvorfor en mumie overhovedet skal fremstilles.

Det er en produktion, der er produceret af to af de helt tunge gyserproducere, da både Jason Blum og James Wan er med ombord. Vi er derfor milevidt fra de hyggelige eventyrfilm med Brendan Fraser. Og de er også meget grummere end filmen med Tom Cruise, mens fans af Sam Raimi vil føle sig mere på hjemmebane. Dét gjorde jeg i hvert fald!

Du kan læse resten af vores Lee Cronin’s The Mummy filmanmeldelse nedenfor. Find den i de danske biografer fra 16. april 2026.

Fra familietragedie til mumiemareridt

Lee Cronin’s The Mummy starter meget passende i Egypten. Her er en amerikansk familie udstationeret, da far, Charlie (Jack Reynor), arbejder som journalist, mens mor, Larissa (Laia Costa), arbejder på et hospital. Pludselig falder deres ellers ret idylliske verden fra hinanden, da datteren Katie forsvinder sporløst.

Eller rettere, helt sporløst er det ikke, for hendes far ser en kvinde løbe væk med Katie i favnen, netop som en sandstorm rammer byen. Der er dog ingen spor efterfølgende, og familien ender med at tage tilbage til USA i dyb sorg. Pludselig kommer der nyt fra Egypten hele otte år senere: Katie er fundet, og hun er i live.

Sidstnævnte må dog siges at være en sandhed med modifikationer, for hun er et ødelagt ungt menneske, der er fanget dybt inde i hendes eget sind. Har du set traileren, så ved du også, at hun ser decideret uhyggelig ud. Familien er dog, i første omgang, lettet over at have deres ældste barn hjemme igen, og de gør sig klar på en langsom helbredelse af Katie.

Spørgsmålet er bare, om det overhovedet er muligt. Og hvad har Katie reelt været udsat for. Hendes hud og negle ser meget mærkværdigt ud, og hendes krop virker fastlåst. Bisserne kan hun til gengæld godt klapre og knase med, og allerede her får du en smagsprøve på, hvor effektive gyserlydene i Lee Cronin’s The Mummy vil udvikle sig!

Lee Cronin's The Mummy – Anmeldelse | Genfortælling

Voldsom, væmmelig og helt fantastisk

I de seneste år har nogle af de absolut bedste gyserfilm excelleret i at have virkelig voldsomme og væmmelige lydsider. Ikke mindst takket være danske Peter Albrechtsen, der også gav den gas i Evil Dead Rise. Nu er han så i gang igen her, og det er altså guf for gyser-ører. Det giver kuldegysninger, der rammer helt inde i knoglemarven… og jeg elsker det!

Det samme gælder for alle de ulækre special effects, der spiller en stadig større rolle, som historien udvikler sig. Herunder en perlerække af decideret væmmelige praktiske effekter. Der er slim, blod, hud, savl, tænder og negle i spil her. Det resulterede i et par scener, hvor jeg nærmest glemte at trække vejret undervejs.

Og igen, bare for at understrege at dette er positivt, så elskede jeg disse øjeblikke.

Filmen er delt ret tydeligt op i tre akter, hvor det første sætter scenen og er forholdsvis afdæmpet. Derefter begynder eskalationen i anden del, mens det tredje og sidste akt er helt vanvittigt. Hold på hat og briller, for der kommer en række voldsomme og meget væmmelige (nogle også ret tragikomiske) scener i dette tredje akt.

Det var især her, at jeg kom til at tænke på Sam Raimi.

Se Lee Cronin’s The Mummy i de danske biografer nu

Det er, som tidligere nævnt og afsløret af titlen, Lee Cronin, der står bag The Mummy i denne 2026-version. Han har både instrueret filmen og skrevet manuskriptet. Og ja, det er ret tydeligt, at det netop er Lee Cronin, der er filmskaberen bag denne omgang mumie-mareridt.

Kunne du lide hans tidligere film som Evil Dead Rise (2023) og The Hole in the Ground (2019), så må du ikke snyde dig selv for denne oplevelse. Omvendt, så skal du nok ikke forvente, at det her er en film for dig, hvis du slet ikke var til hans forrige.

Hvis du overhovedet har mulighed for det, så se den endelig i biografen. Ikke kun fordi billedsiden er voldsom, og rammer langt hårdere, når du er tvunget til stærkere fokus i biografmørket. Nej, det er især også fordi, lydsiden får optimale vilkår i en biograf. Kombinationen af Lee Cronins vision og Peter Albrechtsens lyd er ganske enkelt genial.

Det er klamt og voldsomt, men filmen har hele tiden fokus på det bankende hjerte, der er centrum for filmen: Historien om hvordan en familie overkommer tragedie… og en mumie-forbandelse!

Lee Cronin’s The Mummy har dansk biografpremiere i 70 biografer og IMAX den 16. april 2026.

FAKTA

Instruktør: Lee Cronin
Manuskript: Lee Cronin
Hovedroller: Jack Reynor, Laia Costa, May Calamawy, Natalie Grace og Veronica Falcón

Billeder © 2026 WBEI

Plot

En familie er udstationeret i Egpyten, grundet farens arbejde som journalist. En dag forsvinder datteren, Katie, sporløst og efterlader familien i dyb sorg. Otte år senere modtager forældrene et opkald: Deres datter er fundet… Og hun er i live! Men hvad skete der med Katie? Det, der burde være en glædelig genforening, forvandles nu til et levende mareridt.

📺 Se trailer