LEGENDEN på Netflix er en dansk krimithriller-serie med en karakterdrevet historie om det at være undercover. Serien kunne uden problemer genindspilles i andre lande, for historien er både universel og menneskelig. En stærk ny Netflix-produktion. Læs vores fulde anmeldelse af Legenden her!
Legenden (engelsk titel: The Asset) er en ny dansk Netflix-serie i krimithriller-genren. Den består af seks afsnit á cirka 45 minutter – så det er en serie, man hurtigt kan sluge. Historien er karakterdrevet og har et godt flow hele vejen, hvilket gør den ekstremt binge-værdig.
Hvis du tidligere har set danske Netflix-produktioner, ved du nogenlunde, hvad du går ind til – og Legenden er uden tvivl blandt de stærkere af slagsen. Casting og præstationer sidder lige i skabet, og især hovedrollerne fungerer fremragende, hvilket altid er et godt udgangspunkt.
Læs videre på vores anmeldelse af sæson 1 af Legenden nedenfor. Alle seks afsnit kan ses på Netflix fra 27. oktober 2025.
Undercover med et ukendt ansigt
Legenden begynder med at vi møder Tea (Clara Dessau) midt under sin uddannelse på Politiskolen. Hun er tidligere misbruger, men fast besluttet på at vende sit liv – og netop den baggrund gør hende perfekt til et undercover-job i en større efterforskning.
Hun bliver i praksis smidt ud af Politiskolen, så hun “kan blive opfanget” af efterretningstjenesten, som netop har mistet en agent. Dén scene er i øvrigt brutal på en underspillet og realistisk måde – glem alt om store skududvekslinger.
Tea har reelt ikke mange valgmuligheder, og samtidig pirres hendes nysgerrighed, så hun accepterer udfordringen og går ind i rollen som ny undercover-agent. Hendes opgave er at komme tæt på Ashley (Maria Cordsen), kæresten til den kriminelle bagmand Miran (Afshin Firouzi), som konstant slipper for straf.
Tea er den ideelle kandidat, fordi hun kender miljøet indefra – og fordi hun aldrig nåede at blive færdig som politibetjent, er hun et helt nyt og ukendt ansigt, ingen forbinder med politiet.
Stærke karakterer og spot-on casting
Når man laver en historie om en undercover-agent, kræver det meget af hovedrollen – og Clara Dessau leverer virkelig varen. Hun spiller både Tea, politiets agent, og “Sara”, dæknavnet hun bruger for at infiltrere Mirans kreds. Målet er at få Miran fanget på fersk gerning.
Som “Sara” spiller hun en ung, succesfuld kvinde, der netop er vendt hjem fra Dubai for at åbne en eksklusiv smykkeforretning i hjertet af København. Da Mirans kæreste Ashley elsker smykker, er det den oplagte indgangsvinkel til at komme tæt på hende.
Vi ser tydeligt den indre konflikt hos Tea, efterhånden som hun bliver mere involveret i Ashleys liv. Ashley er ung mor, har været sammen med Miran i årevis, og kontrolleres af ham på samme måde som hans håndlangere.
Godt og ondt – eller rigtigt og forkert?
Noget af det mest interessante ved Legenden er, at serien også viser Miran og Ashleys forhold som andet end ondskab og kriminalitet. Miran er faktisk en kærlig og nærværende far for deres lille datter – en sød og uskyldig kontrast til hans brutale kriminalitet.
Flere gange virker det faktisk, som om politiet er mere kyniske og kolde end de kriminelle selv. Nicolas Bro (Forhøret, Riget: Exodus) spiller Teas chef, og som altid leverer han et stærkt og nuanceret portræt.
Selvfølgelig må Tea (som Sara) træffe svære valg. Hendes loyalitet bliver sat på prøve, da hun begynder at ville hjælpe både Ashley og datteren ud af Mirans voldelige greb.
Clara Dessau (Skruk) spiller både Tea og Sara med imponerende intensitet – og hendes portræt af en kvinde fanget mellem to verdener er seriens absolutte højdepunkt.
Se Legenden på Netflix
Legenden er skabt af Adam August (Underverden, Valhalla), som også er hovedforfatter sammen med Frederik Ringtved (Hooligan) og Samanou Acheche Sahlstrøm.
Derudover bidrager Johanne Algren (Kamikaze), Astrid Øye og Oscar Giese som episodeforfattere.
Serien instrueres af Samanou Acheche Sahlstrøm (I dine hænder) som konceptuel instruktør. Også Kasper Barfoed (La Palma, Sygeplejersken, Kastanjemanden) er inde over som episodeinstruktør.
Serien er produceret af Jacob Jarek og Marta Mleczek for Profile Pictures, der tidligere har stået bag internationale hits. Vi taler titler som The Apprentice (2024), Holy Spider (2022) og Speak No Evil (2022).
Sæson 1 af Legenden afslutter sin historie på tilfredsstillende vis, men afslutningen på afsnit seks åbner tydeligt for en potentiel fortsættelse. Får vi en sæson 2 af Legenden? Hvis kvaliteten holder som her – så håber vi det bestemt!
Se Legenden på Netflix fra 27. oktober 2025 – og døm selv.
FAKTA
Instruktion: Samanou Acheche, Kasper Barfoed
Manuskript: Adam August, Frederik Ringtved
Medvirkende: Clara Dessau, Maria Cordsen, Afshin Firouzi, Nicolas Bro, Soheil Bavi, Arian Kashef
Plot
En ung agent går undercover for at blive venner med en narkosmuglers kone. Men jo tættere hun kommer på sit mål, desto mere kompliceret bliver hendes mission.
📺 Se trailer


