Lore er ude med sæson 2 på Amazon Prime. Serien, der er baseret på en podcast af samme navn, er lavet som docudrama. Her i anden sæson er der dog ændret en del. Der er eksempelvis ikke længere en fortæller.

Sæson 2 af Lore lader til at have fået et betydeligt budget løft i forhold til sæson 1. Mon ikke det er Amazon, der har spyttet lidt ekstra i kassen, da serien fik tiltrukket et betragteligt publikum.

Det kan tydeligt ses og mærkes, at der nu er flere penge til produktionen. Om det er godt eller skidt vil nok være en smagssag.

Personligt nyder jeg den højere kvalitet, men savner måske noget af det mere nære og personlige, der prægede sæson 1.

Sæson 2 fjerner sig fra podcast udgangspunkt

Hele humlen i sæson 1 af Lore var, at Aaron Mahnke var fortælleren. Det var da også ham, der stod bag selve “Lore” podcasten, så det gav fin mening at trække dette med over til de visuelle fortællinger på skærmen.

Den del er dog helt væk i sæson 2 af Lore.

I stedet for en fortæller får vi i afsnit 1 nogle små faktabokse. Eller rettere, det er bare tekst-info, der lige flyver ind på skærmen. Og lige så hurtigt forsvinder, så vær klar til at pause, hvis du vil have det hele med.

I afsnit 2 er det i stedet små tegnefilmsekvenser, der bruges til at fortælle lidt mere. Det gælder både baggrund for historien og detaljer omkring tiden generelt.

Helt overordnet synes jeg, de tegnede sekvenser gav mest, men det passer måske ikke godt i alle sammenhænge.

Lore sæson 2 på Amazon Prime

En lang og en kort

Vi har set de to første afsnit her inden premieren på Lore sæson 2. Det første afsnit var en ret lang affære på 54 minutter, mens andet afsnit var på kun 35 minutter.

Her synes jeg klart, at det kortere afsnit fungerede bedst. Ikke rent historiemæssigt, for der var de begge spændende, men bare i forhold til spilletiden. Det passer bedre for mig med en halv times tid.

Eller måske var det bare selve udførelsen af første afsnit, der hylede mig lidt ud af den. Historien er nemlig virkelig spændende. Det bliver bare lidt (meget) af det samme, og derudover var der noget mærkelig musik.

Pludselig kommer der noget rock musik, der slet ikke passer ind i tidsalderen. Vi er altså ude i noget Guy Richie fanboy love, der slet ikke passede ind.

I øvrigt lød musikken decideret dårlig og hjemmestrikket. Som en producers nevø, der lige tog sit skoleband med. Det var et mærkeligt mix af forskellige stilarter, der virkelig fik mig til at indse, hvor meget jeg manglede en fortæller.

Lore sæson 2 på Amazon Prime

Se sæson 2 af Lore på Amazon Prime

Hvis du kunne lide sæson 1 af Lore, så skal du naturligvis også se sæson 2. Selve grundessensen er der stadig, da det er folkesagn og sande historier, der nu bliver fortalt som dystre eventyr.

Alligevel savner jeg altså en regulær fortæller. Det var jo hele udgangspunktet, at serien er baseret på en podcast. Og desuden er det også gamle folkesagn, så det hører sig næsten til at have en fortæller.

Også selvom jeg ikke var begejstret for den måde, Aaron Mahnke talte på. Jeg håbede derfor bare på en anden fortællerstemme. Selv uden en fortæller fungerer fortællingerne dog stadig, og det er sgu nogle vilde ting, der foregik i “gamle dage”.

Sæson 2 af Lore kan ses på Amazon Prime (også i Danmark) fra 19. oktober 2018.

PLOT

Med to Executive Producers fra henholdsvis The Walking Dead og Exorcisten vil anden sæson af den kritikerroste
antologiserie udforske angstprovokerende og forstyrrende beretninger fra det virkelige liv, som alle har grundlag for at blive nutidige myter og legender. Fortællingerne i sæson 2 er baseret på den prisvindende podcast og ægte historier, som endnu ikke er tilgængelige i podcast-form.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.