Mask Maker (3/6)

:: Anmeldelse ::

Så er det tid til lidt rendyrket gys af den gamle skuffe. Det betyder imidlertid også, at der ikke er noget synderlig innovativt over hverken plot eller virkemidler, og derfor havde jeg ikke de store forventninger. Men så er det jo bare en dejlig overraskelse, når man alligevel må indse, at kort efter filmens start, sidder man pludselig og føler sig godt underholdt.

Helt grundlæggende, så er personen, der lægger navn til titlen “Mask Maker” faktisk bare en modificeret kopi af Leatherface-karakteren fra “The Texas Chain Saw Massacre”. Det er ikke samme baggrundshistorie, hvilket sikrer, at også denne film har sin berettigelse, og den er faktisk velproduceret. Lækre billeder, god lyd, rimeligt interessante karakterer… og ikke de store overraskelser. Men i de (stereo-)typiske horrorfilm, er det jo heller ikke overraskelserne, der gør en glad, men derimod følelsen af genkendelighed, der på mystisk vis varmer det lille gyserhjerte.

Et andet element, der understreger ovenstående, er det faktum, at vi har et par gode ikoniske skuespillere i nogle biroller. Her tænker jeg især på Terry Kiser (selveste Bernie fra ‘Weekend med Bernie’-filmene) og så en virkelig horror-kending i Michael Berryman (kendt fra bl.a ‘Gøgereden’, ‘The Devil’s Rejects’ og ‘Penny Dreadful’).

Filmen er instrueret af Griff Furst, der primært har lavet TV-film samt andre direkte-til-DVD film, så det er ikke de store budgetter, han normalt arbejder med, men ‘Mask Maker’ er som sagt af udmærket kvalitet, så det er bestemt ikke noget problem. Han har også været med til at skrive manuskriptet sammen med to andre mindre kendte manusforfattere, og måske det bare er fordi, hele holdet virkelig brænder for projektet, at det også føles som et ret helstøbt værk, når man sidder hjemme i stuen og ser resultatet. Jeg blev i hvert fald positivt overrasket over kvaliteten.

Fakta

• About
• Latest Posts

Karina "ScreamQueen" Adelgaard

Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)

• Englebørn – Anmeldelse (2/6) - 13/03/2025
• The Parenting – Anmeldelse | Max (4/6) - 12/03/2025
• Adolescence – Anmeldelse | Netflix-miniserie - 12/03/2025