ODDITY er en ny gyserfilm fra Irland. Dette mordmysterie har et overnaturligt twist af folkloristisk oprindelse og har en lækker uhyggelig stemning. Perfekt til en mørk vinteraften. Læs hele vores Oddity-filmanmeldelse her!
ODDITY er nu udkommet digitalt i Danmark, og den kan varmt anbefales. Denne irske gyserfilm har et overnaturligt plot inspireret af gamle legender. Det er ofte med disse historier, de irske gyserproduktioner udmærker sig. Og det er bestemt en af de bedre irske gyserproduktioner.
På overfladen er det et mordmysterie – hvilket det absolut også er – men der er også mere til historien end “bare” det. Spilletiden er kun 100 minutter, og den er dejlig dyster og grumt uhyggelig.
Læs videre på vores Oddity-filmanmeldelse nedenfor. Den er udkommet digitalt i Danmark den 31. januar 2025.
En anderledes trædukke
I denne nye overnaturlige fortælling møder vi det blinde medium, Darcy. Da hendes søster, Dani, bliver brutalt myrdet ved det meget afsidesliggende landsted, hun er ved at renovere sammen med sin mand Ted, er Darcy overbevist om, at der er noget mærkeligt på spil.
Mens alle accepterer, at det må være en undsluppet patient (Tadhg Murphy) fra den nærliggende psykiatriske hospital, så føler Darcy, at svaret ligger et andet sted. Det hjælper ikke, at det tilfældigvis også er stedet, hvor enkemanden Ted (Gwilym Lee) arbejder som læge.
Den mistænkte blev da også fundet død kort efter mordet, hvilket er endnu et underligt tilfælde. Danis tvillingesøster Darcy er godt nok blind, men hun opfanger alligevel mere end os andre. Hun er selverklæret synsk medium og samler også på forbandede genstande.
Hun tager en af disse genstande med, da hun vil besøge Ted og hans nye kæreste, Yana (Caroline Menton), et år senere. Hun er overbevist om, at der var mere bag hendes søsters mord.
Derfor medbringer hun en træmannequin i fuld menneskestørrelse, som skal hjælpe hende med at finde svar. Eller altså, svar og hjælpe hende med at hævne sin søsters død!

Carolyn Bracken er genial
Nogle gyserfilm bruger et greb, såsom en blind hovedperson eller en dukke af en slags, til at fange vores opmærksomhed. Oddity har begge dele og får mest muligt ud af dette udgangspunkt!
Det er dog selve historien, der gør denne film værd at se. Vi følger nemlig søsteren (ikke mindst via hendes evner som blindt medium), når hun afslører, hvem der dræbte hendes søster. Alt sammen via en træmannequin, der i sig selv kunne få mig til at løbe skrigende væk.
Det lyder uden tvivl ret mærkeligt, men historien i denne irske gyserfilm udvikler sig på en måde, der føles meget organisk og underligt troværdigt.
Søstrene er faktisk tvillinger, så den samme skuespiller portrætterer både den tvilling, vi møder i begyndelsen – hende som bliver myrdet – og tvillingen, der vil finde sin søsters morder. Den ene har mørkt længere hår, den anden har næsten hvidt hår i en kort frisure.
Carolyn Bracken gør et fremragende stykke arbejde med at portrættere begge karakterer, der opleves som meget adskilte mennesker. Det er de naturligvis også, men Carolyn Bracken sikrer, at de små nuancer i hendes præstationer understreger den fysiske forskel på tvillingerne.
Vi har tidligere anmeldt den irske gyserfilm You Are Not My Mother (2021), der også havde Carolyn Bracken på rollelisten. Hun var lige så genial i den film.
Se Oddity i hjemmebiografen!
Oddity er skrevet og instrueret af Damian McCarthy. Han har tidligere også skrevet og instrueret gyserfilmen Caveat (2020), som jeg ligeledes nød. Han plejer at lave karakterdrevne gyserfilm med irsk folklore til at drive plottet, og jeg elsker det.
LÆS OGSÅ
Vores engelske anmeldelse af Damien McCarthys forrige gyserfilm Caveat >
For mig er Oddity en mere gennemført og komplet film, men med hensyn til gys og uhygge, så rammer Damien McCarthy faktisk plet med begge film. Og jeg skal ikke bede om at være nogen steder sammen med en træmannequin, tak.
Prøv selv at smække denne film på skærmen derhjemme, sluk lyset og læn dig tilbage i sofaen. God fornøjelse!
ODDITY er udkommet digitalt i Danmark den 31. januar 2025.
FAKTA
Instruktør: Damian McCarthy
Manuskript: Damian McCarthy
Medvirkende: Gwilym Lee, Carolyn Bracken, Tadhg Murphy, Caroline Menton, Jonathan French, Steve Wall
Plot
Darcy er et blindt medium med ægte okkulte evner. Hun begynder at finde forfærdelige hemmeligheder om det uopklarede mord på sin tvillingesøster. Man mente tidligere, at det blev begået af en patient fra et nærliggende mentalhospital. Kort efter mordet blev patienten dog fundet død med sit hoved knust. Ved hjælp af en mareridtsagtig trædukke indleder Darcy sin gengældelse med overnaturlige kræfter, som åbner døre til en ren mareridtsverden.