OLD er den nye M. Night Shyamalan thriller med ret vilde overnaturlige elementer. Selve konceptet er vi helt med på. Det er vanvittigt spændende, hvis man går med på præmissen. Til gengæld er skuespillerne instrueret på mærkelig vis. Læs vores spoilerfri Old filmanmeldelse her!

OLD er den længeventede M. Night Shyamalan thriller, der byder på overnaturlige elementer i form af ekstremt hurtig aldring. Dette er afsløret i det officielle plot samt traileren, og vi skal ikke komme med spoilers i denne anmeldelse, så du kan roligt læse videre.

Du bør helt sikkert opleve denne film selv, for det er ikke nemt at beskrive detaljer, og “spoilers” vil kun lyde ekstra vanvittige. Især taget ud af kontekst. Der er virkelig meget interessant i denne film, men også nogle mærkelig valg. Det er på sin vis klassisk M. Night Shyamalan. Bare ikke af den gode skuffe — og her hos Heaven of Horror er vi normalt ret glade for Shyamalan.

Læs videre på vores spoilerfri Old filmanmeldelse herunder.

Både fascinerende og tåkrummende

Når det gælder konceptet med den lynhurtige aldrig i Old, så er vi helt med på den del. Der opstår hurtigt spørgsmål i de fleste biografgængeres stille sind, og (ret mange!) af disse afklares via dialog. De mennesker, der er fanget på denne strand, hvor alle pludselig aldres på rekordfart, stiller nemlig mange af de samme spørgsmål.

Så langt, så godt.

Præmissen og selve plottet er altså ikke det store problem her. Til gengæld er det er ret stort problem med den måde, skuespillerne er instrueret på. Det samme var tilfældet medShyamalans tidligere film The Happening, hvor Zooey Deschanel leverede alle tiders stenede præstation. Her i Old ser vi igen skuespillere, der leverer replikker på pandekage-flad manér, og det er skuespillere, vi normalt kender som dygtige.

Sagt på en anden måde, så kan vi altså ikke klandre skuespillerne. Derimod er det i dén grad Shyamalan, der har taget noget mærkværdige valg, der distraherer uhyggeligt meget fra plottet. Desuden er M. Night Shyamalan selv med i en nøglerolle, men det er jo et fast element i hans film. Med Old er det igen en mindre karakter, der alligevel har betydning.

OLD (2021) anmeldelse | M. Night Shyamalan Thriller

Velkendte ansigter fra andre genreproduktioner

Der er heldigvis undtagelser i oplevelsen af mærkværdige skuespilpræstationer. Det gælder især børneskuespillerne, der faktisk fungerer fint. Især når vi kommer videre til de lidt ældre udgaver, der fortsat har sind som et meget yngre barn. Skuespillere som Alex Wolff (Hereditary), Eliza Scanlen (Sharp Objects tv-serien) og Thomasin McKenzie (Jojo Rabbit) fungerer utrolig godt!

Embeth Davidtz spiller desuden den voksne udgave af et af børnene. Hun vil sikkert være velkendt for mange som “Sheila” fra Army of Darkness (1992).

Faktisk er det især det primære ægtepar, spillet af Gael García Bernal (Motorcykeldagbog) og Vicky Krieps (The Girl in the Spider’s Web), der er blevet instrueret til meget underlige karakterportrætter. Det bliver bedre hen ad vejen og har helt sikkert en pointe, men det ødelægger meget af illusionen indledningsvist.

To andre på stranden spilles af Rufus Sewell (The Man in the High Castle, The Devil’s hand) og Abbey Lee (Lovecraft Country), der fungerer betydeligt bedre. Sidstnævnte skal også blive lidt grotesk. Sidste scene med hende (intet ord om, hvornår den kommer) er i øvrigt noget af det absolut bedste og mest uhyggelige i Old.

Se Old i de danske biografer

M. Night Shyamalan er naturligvis både instruktør og manuskriptforfatter på Old. Dog er selve filmen baseret på en tegneserie (eller “graphic novel”) med titlen “Sandcastle” af Pierre-Oscar Lévy og Frederick Peeters. Og igen er konceptet og præmissen for plottet faktisk ret solidt.

Historien som helhed er ikke uden fejl og mangler, men man får altså svar på det meste. Det går bare ret stærkt, så du skal ikke lade dig distrahere mange sekunder, før du har misset noget væsentligt. Der er også lige lovlig mange scener, hvor man hører en karakter tale, men kan se, at vedkommendes mund ikke bevæger sig, selvom de står delvis med ryggen til. Der er igen noget rod.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af M. Night Shyamalans forrige film Glass her >

Der er en god del i midten af Old, hvor filmen fungerer fantastisk. Der sker en helt masse, og det hele er ret kaotisk. Det er lige sådan noget, M. Night Shyamalan er rigtig god til at holde styr på og gøre spændende for publikum. Starten er dog ret svag, og slutningen er (synes jeg) god, men alligevel ikke så stærkt og skarp, som den kunne have været.

Alt i alt ender vi på en middelmådig film, og vi kvitterer med 3 små splatter.

Old udkommer i de danske biografer torsdag d. 22. juli 2021. Den kommer på Netflix den 13. september 2023.

FAKTA

Biografpremiere: 22. juli 2021
DVD/BD-premiere: 13. december 2021
VOD-premiere: 29. november 2021 (køb) | 13. december 2021 (leje)
Netflix-premiere: 13. september 2023
Instruktør: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Gael García Bernal, Alex Wolff, Eliza Scanlen, Thomasin McKenzie, Embeth Davidtz, Rufus Sewell, Emun Elliot, Aaron Pierre, Abbey Lee, Nikki Amuka-Bird, Ken Leung, Vicky Krieps

Plot

Det skal være deres sidste ferie sammen som familie, hvilket Guy og Prisca dog holder hemmelige for børnene Trent og Maddox. De bliver glædeligt overraskede, da hotelmanageren møder dem med en drink og et tilbud om en opgradering – en tur til en særlig isoleret strand, et lille paradis, som de blot skal dele med en håndfuld andre gæster. De inkluderer kirurgen Charles og hans væsentligt yngre trofæhustru Chrystal, et sødt ældre ægtepar – nå ja, og så den noget hemmelighedsfulde rap-stjerne, som allerede er på stranden. Idyllen bliver dog spoleret, da et kvindelig skyller i land, og gæsterne opdager at 1) der ikke er mobildækning og 2) det ikke er til at komme væk fra stranden igen. Og så opdager Guy og Prisca pludselig, hvor hurtigt deres børn bliver store … faktisk for øjnene af dem. Ligesom Chrystal til sin rædsel ser sin ungdom svinde.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg