Open Water 3: Cage Dive er fyldt med hajer, men heldigvis ikke på en mærkværdig CGI-agtig måde. Det her er ikke Sharknado, så lad dig endelig ikke narre af filmens plakat. Til gengæld er der lidt for meget persondrama, der ikke ligefrem er nødvendigt i en hajgyser.
Open Water 3: Cage Dive var oprindeligt ikke en del af Open Water franchisen og hed derfor bare Cage Dive. Men eftersom den omhandler mennesker, der fanges på hajfyldt åbent hav, så var det nærliggende at byde den velkommen i franchisen. Og den passer faktisk helt fint i universet, så vi kan sagtens unde den at få lidt franchise-markedsføring med på vejen.
Men helt ærligt, lad nu ikke coveret narre dig; Der er ingen kæmpe haj i Open Water 3: Cage Dive. Og der hænger absolut ikke noget bur ned fra en båd heller. Plakaten (eller DVD coveret, om man vil) ligner, at det er produceret til 47 Meters Down.
I Open Water 3: Cage Dive sidder buret fast på selve båden. Båden blive væltet af en tsunami-lignende bølge, og derefter er alle fra båden i vandet. Ingen er fanget i et bur. Filmen hedder bare “Cage Dive” fordi de tre hovedpersoner først møder hajerne, mens de er i sikkerhed i et bur [cage].
Found footage der giver mening
Der går faktisk lidt (for meget) tid, før vi kommer til hajburet i Open Water 3: Cage Dive. Til gengæld er der en fin forklaring på dette. Vi ved fra starten, at en redningsaktion er i gang efter fornævnte båd fyldt med turister er kæntret. Mange er reddet, men blandt andet tre amerikanske turister er stadig forsvundet.
Og da filmen starter med, at et kamera med intakt kort findes, ved vi, at det er disse optagelser, vi skal se. Selve historien foregår i Australien, men hovedpersonerne er altså tre amerikanerne. To halvbrødre og den enes kæreste. De er unge og vilde efter eventyr. De er derfor i gang med at filme en videoansøgning til et reality show i stil med Amazing Race.
Det faktum, at denne video skal laves, er faktisk grunden til, at de tager ud på dette “cage dive”. Og det er også forklaringen på, hvorfor de hele tiden filmer videre. Denne video kan jo i den grad bevise, at de jagter eventyr og kan finde ud af at overleve selv de vildeste situationer.
Det er jo ikke ligefrem den dummeste forklaring på found footage, man har hørt. Og flere gange er der heller ikke fokus på at filme perfekt, så det virker faktisk ret realistisk.
Desuden er Open Water 3: Cage Dive krydret med nyhedsindslag og interviews med folk, de mødte i Australien inden ulykken.
Falsk drama men ægte hajer
Open Water 3: Cage Dive fejler primært ved at have for meget fokus på forviklinger i de tre indbyrdes forhold. Og ja, der er romantiske forviklinger, hvilket virkelig ikke er smart, når nu de tre rejser sammen, og to af dem er halvbrødre.
Alligevel er det svært at tro, man gider bruge krudt på dette, når man ligger i hajfyldt farvand og venter på at blive reddet. Omvendt, så kan det sagtens forsvares ved, at de alle tre er trætte, bange og dehydrerede.
Sagt på en anden måde; Det giver mening ud fra at skabe drama, men det trækker sateme gyset ud af stemningen i en hajgyser. Dertil har vi dog hajerne, som altså virkelig fungerer godt. Især fordi de virkelig ligner, at de “bare” er hoppet ned i et hajbur og filmer rigtige hajer.
Det samme gælder senere – når buret er væk – og hajerne svømmer rundt omkring dem. I starten er der også flere mere eller mindre levende fra den kæntrede båd med dem i vandet. Flere af dem er sårede, hvilket tiltrækker hajerne.
Der er ingen actionprægede dumme sekvenser med Sharknado hajer som superskurke. Det er bare dyr, der kan lugte mad i vandet og spiser det. Bum, helt koldt og kynisk på naturens ubarmhjertige måde.
Overvejende god underholdning
Gerald Rascionato har instrueret og skrevet manuskriptet til Open Water 3: Cage Dive. Det er Gerald Rascionatos spillefilmdebut efter at have lavet tre kortfilm og en tv- film. Og som sådan er det altså ret godt klaret. Han skal bare lige lære begrænsningernes kunst. Selve historien er han i øvrigt kommet på i samarbejde med Stephen Lister, der ikke har noget andet på IMDb CV’et.
De tre hovedroller spilles overbevisende af Josh Potthoff, Joel Hogan og Megan Peta Hill. De spiller henholdsvis brødrene Josh og Jeff og kæresten Megan. Det er ikke usædvanligt, at man i disse low-budget film primært holder sig til at bruge skuespillernes egne navne. I en stor del af tiden er de også i ret uroligt vand, så det har ikke været en helt sjov oplevelse.
Til gengæld har de alle været i eller nær deres hjemland. Josh Potthoff er nemlig fra New Zealand, mens Joel Hogan og Megan Peta Hill er fra Australien. Og ja, i denne film spiller de så amerikanere, der er på ferie i Australien. Kun momentvis nåede jeg at fange lidt alternative dialekter, men intet der gjorde, at jeg troede, vi havde med australske skuespillere at gøre.
Helt overordnet er Open Water 3: Cage Dive OK underholdning, hvor der dog er plads til forbedring.
FAKTA
DVD-premiere: 01-02-2018
VOD-premiere: 01-02-2018
Genre: Horror, Thriller, Drama
Instruktør: Gerald Rascionato
Medvirkende: Mark Fell, Megan Peta Hill, Joel Hogan m.fl.
PLOT: Open Water 3: Cage Dive følger tre amerikanske turister, der skal lave et optagelse af deres hajdyk, som de kan sende ind til et reality show. Men nogle katastrofale begivenheder gør, at de strander i det hajfyldte hav i det sydlige Australien.
- The Stolen Girl – Anmeldelse | Disney+ - 14/04/2025
- Black Mirror: Sæson 7 – Anmeldelse | Netflix - 10/04/2025
- The Royal Hotel – Anmeldelse | Netflix (4/6) - 08/04/2025
3/6? :O Jeg ville give den 1/6, og de to første ville jeg give hhv. 5/6 og 4/6. Synes virkelig denne var dÃ¥rlig. 47 Meters Down er bedre 🙂
Helt enig Danjal, det er en elendig film. De to første giver jeg 5/6, 3/6 og 47 M. 4/6.
Den første var en fin lille, klaustrofobisk og stemningsmættet film. De næste to var fornærmende ringe.